Nationalisme og socialisme er fundamentalt uadskillelige

NATIONALSOCIALISME: Russleman reflekterer over den absurditet, der ligger i den politiske dialog i liberale samfund, og den kun naturlige sidestilling af politiske og økonomiske værdier.

Et af de mest frustrerende aspekter af den moderne politiske dialog er, at den ikke giver mening. Politiske holdninger og principper er pakket sammen på en måde, der er fuldstændig usammenhængende og kontradiktorisk, idet hvert parti i stigende grad repræsenterer nicheinteresser, mens en sammenhængende og holistisk forståelse af statsopbygning er blevet en eftertanke. Intet sted er dette mere tydeligt end i placeringen af akserne nationalistiske versus kosmopolitiske værdier og socialisme versus kapitalisme som det overordnede økonomiske system.

I min levetid har jeg set fremkomsten af en overfladisk socialistisk og aggressivt kosmopolitisk venstrefløj og en aggressivt kapitalistisk og overfladisk nationalistisk højrefløj, som begge i virkeligheden er lidt forskellige variationer af neoliberalismen, hvad angår den måde, hvorpå de rent faktisk gennemfører politiske forandringer. Hvad mener jeg med dette?

En kosmopolit forstås som »en verdensborger«, der har tillid til universelle principper, som omfatter hele menneskeheden. Dette verdenssyn vokser i dag ud af forbruget af jødiske massemedier, der fremmer globalisme, anti–familieværdier i form af feminisme og anti–sociale værdier i form af LGBT. Kernen er en omfavnelse af individualisme, som i virkeligheden ofte koger ned til nihilistisk hedonisme frem for alle andre overvejelser, hvilket også er essensen af antifascisme. Den naturlige forbindelse mellem jødedommen og disse værdier har en lang historie og er blevet anerkendt af jøderne selv med deres klager over brugen af udtrykket »rodløs kosmopolit« som et antisemitisk epithet.

Hvordan venstrefløjen understøtter kapitalistisk undertrykkelse

For at forstå en moderne venstreorienteret, især den prototypiske antifascist, ville det være nyttesløst at hente et eksemplar af »Das Kapital« eller »Maos Lille Røde«. For virkelig at forstå, hvad der driver denne personlighedstype, skal man blot tage en fjernbetjening og tænde for Netflix, og man vil blive druknet i en konstant strøm af ideologisk drevet »underholdning«, hvor europæere slettes fra deres egen historie, mens afrikanere spiller engelske aristokrater fra det 19. århundrede, homoseksualitet og »girl–power« er allestedsnærværende, og hvide supremacistiske terrorister er antagonisterne i kriminaldramaer (selv om de knap nok eksisterer i virkeligheden).

Denne proces er blevet så slem, at man nu kan finde begrebet »sexarbejdere« brugt uironisk af venstrefløjsaviser fra klassekampen til dagbladet. Det er sådan, man glamouriserer det moderne kvindeslaveri, hvor det socioøkonomiske prekariat, der er endemisk for de kapitalistiske systemer, bruges til at udnytte ofte østeuropæiske piger med begrænsede muligheder i »inklusionens« navn. Dette er imidlertid ikke et begrænset fænomen. Et af antifascisternes mest udbredte våben i det seneste årti gør brug af netop prekariatet til at true nationalisternes job via »doxing« og pres på arbejdsgiverne, et hykleri, der ofte retfærdiggøres under det latterlige slogan »fascister er ikke arbejdere«.

Et lille hint: Hvis man er i stand til at fremme sin politiske sag ved hjælp af kapitalistiske kræfter, så er man ikke imod kapitalismen.

Men den moderne venstrefløjs skizofrene og usammenhængende natur stopper ikke her. Den er lige så udbredt, når såkaldte antikapitalister som Bjørnar Moxnes klager over social dumping uden nogensinde at forklare, hvordan de vil imødegå den uden jernhård grænsekontrol. Hvordan kan Moxnes, en selvudnævnt forkæmper for arbejdernes klasseinteresser, bortforklare det faktum, at enhver succesfuld fagforeningsbevægelse i vores vestlige historie ville blive stemplet som racistisk med hans antiracistiske, kosmopolitiske morale?

Vi hører hele tiden om USA’s racistiske fortid, men et element heraf, som du sandsynligvis aldrig har hørt om, er de mange massakrer på kinesiske importarbejdere i slutningen af det 19. århundrede, og selv om man kan spørge, om denne vrede skulle have været rettet mere mod de industrimænd, der hentede dem ind, end mod udenlandske de facto slavearbejdere, havde de hvide arbejdere fuldstændig ret i, at denne vandrende arbejdskraft udgjorde en eksistentiel trussel mod deres levebrød, og kineserne selv ville have gjort nøjagtig det samme, hvis rollerne var blevet byttet om. En moderne venstreorienteret ville imidlertid kun analysere disse begivenheder gennem et kosmopolitisk og antiracistisk (hint: antihvid) spektrum og fuldstændig ignorere konsekvenserne for den transnationale arbejdskonflikt, som faktisk udgjorde den udløsende årsag.

Og nu, 150 år senere, ser vi konklusionen på denne proces. Udhulingen af det industrielle USA har direkte gavnet kinesiske arbejdere, som har opbygget en middelklasse og en robust lønvækst, der i vid udstrækning er baseret på outsourcing af hvide arbejdere. En gruppe arbejderes interesser er ofte i modstrid med arbejdernes interesser på tværs af grænserne (hvilket er grunden til, at grænsekontrol traditionelt har været en central del af fagforeningspolitikken), og når det gælder kløften mellem Vesten og den tredje verden, er dette reglen, ikke undtagelsen.

Den eksplosive lønstigning i Kina i de seneste 20 år ville have været umulig uden den neoliberale udryddelse af den vestlige industri, hvilket viser, hvordan arbejderklassens interesser på tværs af nationale og kulturelle grænser ofte støder sammen.

Og selv inden for den samme nation er det tydeligt at mærke. Det er ikke tilfældigt, at de arbejdsrevolutioner, der fandt sted i Europa i det 19. og 20. århundrede, fandt sted i en kontekst af racemæssig, kulturel og religiøs homogenitet. Det er heller ikke tilfældigt, at efterhånden som denne homogenitet er blevet udhulet af masseindvandringen i efterkrigstiden, er fremskridtene for arbejdstagerne blevet vendt en efter en, med det endelige resultat, at de rigeste 1% af den amerikanske befolkning nu ejer mere end hele landets middelklasse. Dette kunne aldrig være sket i en situation, hvor landet stadig var 85% hvidt, men i et land så forvirret og splittet som 2021’s USA var det uundgåeligt.

Den frie bevægelighed for menneskelig »kapital« har altid været en hjørnesten i den plutokratiske kapitalistiske elites strategi for at underminere arbejdernes evne til at fremme deres sag, og i dag står venstreorienterede skulder ved skulder med dem i denne kamp i antiracismens og »inklusionens« navn.

Bed en moderne venstreorienteret om at forholde sig til denne grundlæggende modsigelse i deres verdenssyn og bed om et fornuftigt svar. Den angiveligt antikapitalistiske venstrefløj kan heller ikke svare på, hvorfor så mange af deres mest fremtrædende politikker, især med hensyn til antiracisme, multikulturalisme og seksuel og kønsradikalisme, er identiske med de værdier, som Google bekender sig til, et symbol på plutokratisk kapitalistisk undertrykkelse. Svarene findes ikke, og derfor ignorerer man det simpelthen.

Højrefløjens falske nationalisme

Når det drejer sig om højrefløjen, behøver man ikke se længere end til Frp’s lange vej til at vakle på randen af sammenbrud i 2021 fra dets storhedstid omkring 2000, hvor partiet på sit højdepunkt havde en tredjedel af landet i meningsmålingerne. Dengang var partiet knap nok genkendeligt, med højt profilerede medlemmer som John Alvheim, en mand, hvis menneskelighed ingen kunne betvivle, talte varmt om Cubas socialistiske sundhedssystem i offentligheden, og partiets brede kritik af indvandringen var baseret på en positiv forståelse af den etniske nordmand som et væsen, der skal beskyttes. Femten år senere med Siv Jensen var partiet uigenkendeligt med en leder, der brændte for privatisering over alt og en indvandringskritik baseret på en negativ modstand mod islam, der aldrig kunne piske den glød op, som Arne Myrdal kunne skabe i sin tid. Og selv om partiet nu er resolut neoliberalt i sit økonomiske program, er det interessant at bemærke, at det ikke bruger ordet »kapitalisme« en eneste gang i det partiprogram, der blev vedtaget i år, hvilket er en anerkendelse af, hvor grundlæggende upopulært k-ordet er blevet.

En såkaldt nationalkonservatisme, der er baseret på nogle få personers egoistiske klasseinteresser, og som fordømmer statslige indgreb, der løfter de svage blandt vores sande landsmænd, kan aldrig udgøre en ægte nationalisme, da den mangler en ægte kærlighed til den udvidede familie, som nationen virkelig er. Det er en hul og falsk nationalisme, som ikke kan inspirere masserne til handling.

Den ændring, der har fundet sted i FRP, er til dels sket under indflydelse af den modjihadistiske triade med dens besættelse af at dæmonisere socialismen for enhver pris med artikeltitler som Resett’s: »Socialister og islamister har én ting til fælles – de er altid meget vrede«, Document’s: »Socialismen lover enhed, men leverer had og splittelse” og sidst men ikke mindst Rights sin: »Befolkningen er blevet udskiftet. Baner vejen for et socialistisk styre i en overskuelig fremtid«.

Strategien her, som er perfektioneret af de amerikanske konservative meningsdannere, er at forbinde alle negative samfundsændringer, masseindvandring, seksuel revolution, statslig overbeskyttelse osv. med ordene socialisme/socialistisk, ikke baseret på nogen logisk eller intuitiv ræsonnement, men på en kontinuerlig gentagelse, der i sidste ende dyrker en pavlovsk og refleksiv reaktion, som er følelsesmæssig og ikke rationel. Tilbring en time i Documents kommentarfelt, og du vil straks se fænomenet finde sted.

Socialismen i sin reneste form er et grundlæggende europæisk og moralsk princip, der bygger på tanken om, at en nations økonomiske system bør være struktureret til at opbygge sine borgere, i modsætning til kapitalismens tendens til at koncentrere alt i hænderne på en dekadent og moralsk fordærvet plutokratisk elite. Den opstod som en ideologi længe før marxismen, en jødisk og parasitær forvanskning af socialismen, som i virkeligheden var en jødisk magtstrategi, som den globale jødedom efterfølgende har forladt til fordel for neoliberalismen.

Den største succes for socioøkonomiske fremskridt i det 20. århundrede fandt sted i Tyskland mellem 1933 og 1939, baseret på følgende princip:

Hitler betragtede nationalisme som et patriotisk motiv, der sætter det gode for ens land over personlige ambitioner. Socialismen var et politisk, socialt og økonomisk system, der krævede samme underordning af egeninteressen til fordel for samfundets bedste. Som Hitler sagde i 1927: »Socialismen og nationalismen er de store forkæmpere for deres egne, de hårdeste kæmpere for overlevelse på denne klode. Derfor er de ikke længere krigsråb mod hinanden.« Die SA opsummerede: »Marxismen drager forskelle mellem de som har og ikke har. Den kræver ødelæggelse af de første for at bringe al ejendom i offentlig besiddelse. Nationalsocialismen sætter begrebet det nationale fællesskab i forgrunden… Et folks kollektive velfærd opnås ikke ved en overfladisk ligelig fordeling af alle værdier, men ved at acceptere princippet om, at før den enkeltes interesser står nationens interesser.«

«Hitler’s Revolution», af Richard Tedor, side 32.

Hitlers politik, som var baseret på at forene klasserne på grundlag af race, snarere end den urealistiske fantasi om at forene racerne på grundlag af klasse, gav ham en overvældende parlamentarisk sejr i 1933 i et system, som var langt mere demokratisk end det falske liberale demokrati, vi kender i dag. Blandt hans første handlinger, som man kan læse om i Tedors bog, var at afsætte en hel milliard Reichsmark til byggeprojekter i hele Tyskland, som massivt forbedrede landets infrastruktur og reducerede arbejdsløsheden, idet han endda fastsatte, at projekterne skulle bruge tyske materialer.

Desuden tilbød den nye regering generøse lån til arbejdende kvinder, hvis de sagde deres job op og blev gift, hvilket åbnede endnu flere jobmuligheder for arbejdsløse mænd. Lånene var rettet mod husholdningsartikler som møbler og tøj, og for hvert barn, der blev født, blev lånene nedsat med 25 %, og for større familier blev gælden helt eftergivet efter fødslen af det fjerde barn. Denne genistreg fik ikke blot 750.000 kvinder ud af arbejdsmarkedet og ind i ægteskab inden sommeren 1936, men stimulerede også den tyske industri ved at skabe et marked for en række produkter.

Hvis man sammenligner dette med den måde, som den gennemsnitlige borger behandles af vestlige neoliberale regeringer i dag, er det så svært at forstå, hvorfor det tyske folk forblev loyalt over for Hitler til den bitre ende, selv efter at det stod klart, at krigen var tabt?

Nationalsocialismen er i sidste ende den mest naturlige og intuitive måde at strukturere en postindustriel nation på, og den står som et lysende eksempel i forhold til højrefløjens falske nationalisme og venstrefløjens falske socialisme.

Hvis man stemmer på højrefløjen, får man nogle brødkrummer af nationalisme til gengæld for en stadig mere brutal kapitalisme. Stemmer man på venstrefløjen, får man nogle brødkrummer af socialisme til gengæld for en stadig mere aggressiv kosmopolitisk kulturradikalisme. Uanset hvad du vælger, vil du opdage, at tingene er blevet værre efter fire år.

Sandheden er, at hvis du er en ægte nationalist, SKAL DU være socialist, og hvis du er en ægte socialist, SKAL DU være nationalist. Alt andet er en distraktion, der skal spilde din tid, mens vi glider længere ind i den neoliberale dystopi, som er ved at indlede overgangen til nyfeudalisme, hvor du ikke vil eje noget i et tekno-kapitalistisk helvede.

Giv afkald på disse falske valg. Omfavn den tredje vej. Den nationalsocialistiske vej.