Møde med fremtiden

INTERVIEW: Kamp mod globalisterne, for Europa og den vestlige civilisation og en helt nye verdensorden. Det bulgarske BNS publicerede for nyligt et langt interview med Henrik Pihlström, som vi viderebringer her.

Det som sker i Norden vækker interesse i det øvrige Europa, beretter Nordfronts samfundsredaktør, Henrik Pihlström. Pihlström har tidligere været i Bulgarien og mødtes med BNS, der står for Bulgarsk National Samling. Han fik fornylig et langt interview offentliggjort på bevægelsens hjemmeside, som vi viderebringer her i uddrag (Hele interviewet kan læses her).

Først Henrik Pihlstrøms personlige introduktion: Bulgarerne er nysgerrige efter at vide mere om Sverige og Norden. I de mange samtaler jeg har haft med bulgarere opdagede jeg ret hurtigt, at de politiske spørgsmål i de respektive lande, er meget lig hinanden. Det som er unikt ved den Nordiske Modstandsbevægelses grænseoverskridende virksomhed vækkede især interesse hos bulgarerne. I interviewet giver jeg mit perspektiv på Norden og Bulgarien og beskæftiger mig med mange aktuelle spørgsmål, såsom strategi, nytænkning, den anti-islamistiske bevægelse Pegida og problemet med almindelige mennesker og klassisk nationalisme. Det er en hæder at blive kaldt ”en ven af Bulgarien” og at få muligheden for at fortælle om hvad vi går og laver i Norden, samt komme med et par gode ideer til, hvordan vi kommer videre.

Kan du fortælle lidt om dig selv? Hvor længe har du været aktiv i modstandsbevægelsen? Hvor længe har du været aktiv i det nationale miljø? Hvad laver du indenfor din organisation osv.?

Jeg er 37 år og jeg arbejder for oplysning og frihed for mit folk. Det er svært at definere, hvilke faktorer der, der fik mig i gang, men et oprørsk sind, er en mulighed. Jeg betragtede mig selv som ”en almindelig mand” indtil jeg indså at noget var galt. Verden var helt anderledes end den man havde fortalt mig om i skolen. Jeg indså, at den officielle mening i virkeligheden handlede om at tage kontrollen over folks tankegang og referencepunkter. Jeg besluttede mig for at undersøge sagen, og blev ganske rigtig ganske skuffet og ked af det. Men det gav samtidig en mening med livet. Jeg begyndte at studere politik, i alle retninger, højre og venstreorienteret.
Men i denne euforiske tilstand begyndte jeg at blive lidt ensom. Og tænkte, der må da være andre?
Det eneste jeg kendte til var skinheads, hvidmagt-musik og Sverigedemokraterne. Men en af mine venner fandt en reklame for ungdomsorganisationen Nationell Ungdom, som var en del af den Svenske Modstandsbevægelse. Og vi besluttede at gå med til et møde. Her fandt jeg en hel del seriøst tænkende personer og en vilje til at tage diskussionen. Jeg er siden blevet medlem og blevet i denne bevægelse.

Jeg har i årenes løb set mange personer komme og gå. Det har været en meget lærerig oplevelse, der giver mig en erfaringsrigdom i at se folk an. Min overbevisning er at det er de personlige venskaber, som holder én fokuseret i kampen. Jeg ynder at sammenligne mit arbejde med en skildpaddes, det lange seje træk, der udvikler din personlighed og kompetencer og ikke det arbejde som en hare gør, der springer rundt i alle retninger.

Folk indenfor bevægelsen, især de lidt yngre, vil have revolution i morgen. De vil have at der skal ske noget. Det er forståeligt nok, når man ser på den situation vi står i med masseindvandring og meningskontrol, i Sverige og det øvrige Europa. De fleste ”almindelige mennesker” vil dog have et normalt liv. De ønsker ingen revolution. I dag er ”almindelige mennesker” begyndt at ytre sig og endog stemme på indvandrekritiske partier. Men de er ikke parat til at ”ofre” det liv de har, pengene og bekvemmeligheden.

Der er opgaver indenfor bevægelsen som ikke kan udføres anonymt. En del ”kedelige jobs”. Det kan være at en god modningsproces for nye tilhængere – har de et idealistisk forhold til arbejde eller ikke? Det kan ikke være lige sjovt hele tiden. Jeg har tiltider også været på en aktion, hvor der har været en dårlig stemning, men jeg kender ikke til at svigte. Og når man har kammerater omkring sig, der kæmper, føles kampen aldrig svær.

Der er også opgaver udenfor bevægelsen, som består i at gå på gaden og dele løbesedler ud. Når man bliver lidt flere, sågar en demonstration eller en march. Her vil man møde en del vanskeligheder i form at politimyndigheder. Politiet er et værktøj til at ødelægge vor bevægelse.
Når vi afholder en demonstration dukker, der som regel også antiracister op. De forsøger, at undertrykke vort budskab. Politiet stiller gerne afspærringer op og forsøger på den måde, at holde potentielle tilskuere på afstand. Der er kammerater i bevægelsen, der syntes det er sjovt, med den slags gang i gaden. Men problemet med det, som jeg ser det, er, at den kamp vil vi altid tabe. Der er for mange ”modstandere” og alt for megen potentiel fængselsstraf-tid at afsone. Det regnestykke går ikke op og vil aldrig lykkedes. Vold er et meget anvendt middel. Det bliver brugt af både antiracister, politiet og de øvrige magthavere. Pressen elsker at skrive om det. Og det forbindes især med os. Det rygte kan gøre det svært for os at rekrutere folk, som ikke ser det, som en hovedopgave at ”smadre folk”.
Men det er ikke desto mindre det vi skal. Vi har en seriøs poltisk opgave foran os og vi har brug for at både unge og gamle, som netop vil det andet alternativ, og vil være med til at skabe netop sådan en organisation.
Jeg spiller selv en rolle i vores organisation. Min opgave består lige nu i at opbygge vort svenske hjemmeside, Nordfront.se Jeg har også et musikalsk projekt kørende med udgivelser på CD. Sangene er på svensk, men man kan godt nyde musikken af den grund.

Hvad er fremtidsperspektiverne for de europæiske nationalister, ifølge dig? Hvad er den fremtidige strategi for at få succes?

Vi må ikke være for konservative og prøve nye metoder for at sætte magthaverne under pres og hverve nye tilhængere. De gamle metoder virker ikke på samme måde længere. Folk læser ikke længere aviser, man bruger internettet, så man behøver ikke et ret stort budget for at have en alternativ nyhedsformidler.

Der er ikke nogen nem løsning. Vi må ikke lyve om emner som holocaust, race, Hitler eller andre sensitive områder. Vi må finde vores egen pædagogiske måde at forklare disse ting på, især overfor vore tilhængere. Faren ved at man ikke gør det, er at man hverver folk, som tror på den officielle historieskrivning, som anerkender staten Israel og beundrer frimureriet. Det er det, der sker nå man flirter med ”systemkritikere”.

Man må også tænke udover de klassiske nationalistiske termer. Jeg er tilhænger af den internationale ide, ligesom kommunisterne. En lignende ide, bare med et helt andet indhold. Jeg tror på ideen om et forenet Norden, og at denne ide med tiden overføres til hele Europa, der organisere sig uden om Nato og EU, på en uafhængig måde.