Modstandsbevægelsen deltog i manifestation og konference i Paris

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Her følger en personlig rapport om besøget hos Les Nationalistes og Forum Europa af den svenske aktivist Henrik Pihlström.

Joan of Arc, eller Jeanne d’Arc, som hun kaldes i Frankrig, er en national figur af uovertruffen symbolsk værdi for den franske nationalitet. Den fromme pige, der hørte englenes stemmer og førte tropper gennem sejrrige krige, er både en myte og en historisk kendsgerning. Kirker afbilder Jeanne d’Arc, som blev helgenkåret i 1920. Gader og pladser bærer hendes navn. Man kan også finde hendes statue flere steder. Den anden søndag i maj afholder franske nationalister traditionelt en march til ære for Jeanne d’Arc, hvor de lægger blomster og fejrer deres nationale symbol.

I år havde myndighederne nægtet syv tilladelser til patriotiske demonstrationer i løbet af weekenden. Der ville simpelthen ikke være nogen »højreekstremistisk manifestation«, når regimet Emanuel Macron kan bestemme. I modsætning til de større demonstrationer mod præsidenten, »de gule veste« og lignende, er de radikale nationale grupper desværre ret små og marginaliserede.

Ud fra de begrænsede franskkundskaber, jeg har, oplevede jeg debatterne på tv–kanalen CNews som at være i en anden verden. Der debatteres emner på et helt andet niveau, end hvad der ville være muligt i Sverige. Jeg husker også, hvordan den tidligere Svt–profil, nu etablissementskritiker, Chris Forsne, lavede flere interessante interviews i alternative medier for at beskrive det anderledes medieklima i Frankrig. Hvis den franske tv–kanal beskriver og kritiserer voldelige demonstrationer med venstreekstremister, der råber, at de vil skære halsen over på Emanuel Macron, kan den samme tv–kanal så ikke gøre opmærksom på, at regimet forbyder ordnede demonstrationer som Jeanne d’Arc–marchen?

Nej, kanalen fungerer som et filter og foragter det »ekstreme højre«, især politiske bevægelser, der taler om andre ting end problemet med muslimer. At nævne jøder, det ville de aldrig gøre, har jeg fået at vide. I stedet fornærmer kanalen radikale nationalister. Så at de skulle forsvare retten til at demonstrere af princip på direkte tv, er bare et naivt håb. Da disse samtaler finder sted mellem mig og Yvan Benedetti, lederen af Les Nationalistes, nationalisterne, befinder vi os på det kontor i Paris, som bevægelsen har besat siden 1968. Kontoret er fyldt med planlægning af weekendens Europæiske Forum lørdag den 13. maj og den »forbudte« march for Jeanne d’Arc søndag.

Kontoret prydes bl.a. af et billede af Édouard Drumont. Ud over at være chefredaktør for dagbladet La Libre Parole og forfatter er Drumont mest kendt for sin rolle i Dreyfus–affæren, der rystede verden for over 100 år siden. Den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus, der solgte militære hemmeligheder til tyskerne, eller den anden forklaring, at han var offer for et antisemitisk komplot, er et emne, der kan udforskes mere detaljeret for de interesserede. Yvan Benedetti fortæller stolt forsamlingen på kontoret, at jeg har skrevet en sang om Édouard Drumont på svensk.

Jerome Bourbon, chefredaktør for det franske magasin Rivarol, er der også. Det magasin, jeg holder i hånden, er en ambitiøs kreation, som i vrimlen af anden åben information og målrettet censur sandsynligvis vil drukne i den offentlige bevidsthed. I det mindste har de, der aktivt søger viden, en platform. Set i bakspejlet kan vi i samme avis få weekenden i Paris, jeg gennemgår, opsummeret i en lederartikel, som tyranniet er begyndt.

Ikke alene er syv patriotiske demonstrationer blevet stoppet af Gérald Moussa Darmanin fra indenrigsministeriet, men der forventes flere forbud mod fremtidige demonstrationer og møder. Uddraget på billedet ovenfor nævner den planlagte mindehøjtidelighed den 21. maj for Dominique Venner, en historiker og forfatter, der begik et opsigtsvækkende selvmord i Notre–Dame–katedralen for 10 år siden.

Venner og nye bekendtskaber fra andre lande, heriblandt Plamen Dimitrov fra BNS i Bulgarien, blev præsenteret lørdag den 13. maj i det såkaldte Forum Europa, hvor Dimitrov ikke selv kunne være til stede, men deltog i en videohilsen for at underholde publikum. Ordningen for udenlandske bidrag var, at alt, hvad der ikke blev sagt på fransk, blev oversat af en tolk. Deltagere fra Schweiz og Belgien, herunder Hervé Van Laethem fra det belgiske Mouvement Nation, var forståeligt nok i stand til at håndtere det store franske sprog.

Jeg var imponeret over den passion og spontanitet, hvormed mange franskmænd taler offentligt. På forummet var lokalet dekoreret med bannere fra blandede organisationer. Salgsborde med typisk politisk indhold var blandet med velassorterede bøger med meget interessante emner til at opbygge dit eget franske bibliotek.

En kunstner og en illustrator demonstrerede deres arbejde både ved salgsbordet og foran scenen. Bogen Cycles er en smuk hyldest til livet og ideen om familie, der blander prisværdige citater med tankevækkende kunst. Afgangen fra den moderne verden til det traditionelle og kontinuerlige, som bygger stærke og hele mennesker, er det budskab, jeg læste op.

For at give publikum på Forum Europa en nordisk smag holdt jeg en tale, halvt modvilligt på engelsk. En del af talen var rettet fra lederen af Den Nordiske Modstandsbevægelse, Simon Lindberg. Tanken fra min side var, at publikum, som ikke taler flydende fransk, skulle få en direkte forståelse. En dygtig oversætter afløste mig efter et par afsnit med fransk oversættelse. Talen berørte Covid–politikken og omstændigheder, som alle i Europa kan genkende. Det kan opsummeres til behovet for at kæmpe og ofre sig for succes og sejr.

To conclude this, we have the same liars within governments and states. The same threats against our freedom and plain existence. The same struggle against the global oppressors.

Salut – for a new Europe without forced non-white migration. We need to fight or we will become murdered like the Frenchmen on the island Mayotte. In this regard we have no other choice!

Til sidst var det merci beacoup! Og ægte bifald fulgte. Flere mennesker takkede mig bagefter og ville endda have taget et billede med den nordlige taler.

Som nævnt har Jeanne d’Arc flere steder, der er opkaldt efter hende. Den berømte guldstatue af det nationale symbol i centrum af Place des Pyramides bør ikke have undsluppet nogen turist. Søndag morgen afsøgte aktivister muligheden for at improvisere noget på dette sted, som oprindeligt var tænkt som vartegn for Jeanne d’Arc–marchen. De kunne observere kraftig politiovervågning, og med forbuddet i tankerne var backup–planen blevet annonceret dagen før: La place Jeanne–d’Arc. Det er et kvarter i det 13. arrondissement i Paris med en storslået kirke, der via Rue de Jeanne D’arc fører til en anden statue.

Ved indgangen til kirken bliver jeg kontaktet af en kvinde, som har deltaget i Forum Europa. På simpelt fransk taler vi sammen og går sammen ind i den store sal, få minutter før messen begynder. Kirkegængerne fylder bænkene, mens vi ser på interiøret, de tændte stearinlys, det store orgel og selvfølgelig skulpturen af Jeanne d’Arc. Kvinden er troende og fortæller os, som jeg kunne have gættet, at hun ikke ønsker at anerkende regimet efter Det andet Vatikanerkoncil. Netop som messen begynder, er andre ankommet til kirken, og vi går videre til statuen af Jeanne d’Arc.

Politiet er fraværende ved den alternative statue. Enkelte politibiler kører forbi. Krydset ved statuen er besat af nationalforsamlingen. Der bliver lagt en krans, og Yvan Benedetti taler. Det foregår uhindret.

Vi bliver inviteret til eftermøde på kontoret, og jeg klemmer mig ind i en Peugot, der er tilpasset byens størrelse. Mad og selvfølgelig vin er stillet frem. Da alle er mætte og tilfredse, bliver jeg beæret med det tilbud, som efter omstændighederne burde være prikken over i’et. Den gyldne statue som det næste!

Så sker det, at vi efter alle turene gør det, vi skulle. Et par undergrundsstationer væk har vi sammen med Yvan Benedetti, en lille gruppe assistenter og den energiske advokat Pierre Marie Bonneau en kort gåtur foran os. Så er vi fremme ved det sted, hvor aftensolen oplyser helgenen i guld. Blomsterkransen er tydeligt placeret ved foden med inskriptioner fra de franske nationalister.

Politiovervågningen er ophørt, og Yvan Benedetti holder en tale, som bliver filmet. Det er et kort besøg, da overvågningskameraerne helt sikkert vil dokumentere og advare myndighederne om denne frækhed at ære den franske nationalhelgen. Men jeg skynder mig tilbage for at fange alle de nysgerrige tilskuere med mit kamera.

Tilbage på kontoret venter selv tidligere partier på at høre vores sejrshistorie. Folk er endelig ved at forlade hovedstaden til deres respektive hjemregioner med hurtige tog og køretøjer. Så jeg slutter af med at praktisere den sydlandske vane med at kysse alle unge og gamle damer »à bientôt«.