Minde fra Nürnberg

ANTIK: Artikel fra Tidsrevyn nr. 10, 1943, en personlig beretning fra en ung svensker, der besøgte partidagene i Nürnberg i 1936.

Det er næsten syv år siden, at jeg var så heldig at tilbringe et par måneder i München, Bayerns smukke hovedstad. Selv om årene er gået, og jeg senere kunne rejse til Berlin i 1938, 1939 og 1940 for at studere, vil jeg aldrig glemme mine første indtryk af det smilende Sydtyskland.

Det er ofte sådan i livet, at når man længes virkelig intenst efter noget, og ens drøm går i opfyldelse – så er virkeligheden måske ikke lige så vidunderlig som drømmen. Men i mit tilfælde var det ikke sådan.

Da jeg i slutningen af august 1936 satte mig på toget for at tage sydpå, betød det virkeliggørelsen af planer, som jeg havde haft siden skolealderen. Rejsens mål var dengang München, men som titlen på min beretning antyder, er det ikke et minde om kunstmetropolen, jeg ønsker at gengive – hvor fristende det end måtte være. Opholdet i byen ved den blå Isar indeholdt så meget af den charme, der kendetegnede mit første besøg i Tyskland, men det er kun rammen for den største oplevelse. For det er den ene dag, den 13. september i Nürnberg, der gav mig det tyske menneske af i dag på baggrund af en stolt fortid. Den dag, hvor jeg for første gang så Adolf Hitler, gav mig også mulighed for at opleve Tyskland, Tyskland, som jeg havde forestillet mig og håbet, at det ville være. Men lad os tage det hele på skift. Først optakten.

De første fjorten dage i München var kun en optakt, en optakt til det, der skulle komme. Jeg var kun lige begyndt at gøre mig bekendt med denne »Stadt der Kunst«. Jeg havde overfladisk beundret kunstskattene i Glyptoteket, set på arkitekturen i det nye og gamle rådhus og vandret i ærefrygt gennem det gigantiske Deutsches Museum. Septembersolen havde spildt sine stråler, da jeg gik op ad Leopoldstrasse mod Feldherrnhalle og drejede af mod Königlicher Platz, hvor jeg vidste, at gravene for de seksten martyrer fra den 9. november 1923 ville være. Ihr habt doch gesiegt, lød den trodsige og sejrrige lyd fra fanerne på den »kongelige plads«. Et mindesmærke med seksten bronzesarkofager, et pilgrimssted for så mange!

Med en kammerat var jeg rejst sydpå i bil og havde set de bayerske alper i det fjerne. Skyhøje bjerge rejste sig omkring små blå søer, i hvis vand maleriske kirker spejlede deres tårne. Jeg husker Chiemsee og Tegernsee, og jeg husker, at ligesom jeg syntes, at himlen var mere blå end længere nordpå, syntes jeg også, at græsset på engene var mere intenst grønt end hjemme. Men alt dette smukke, friske, alle de stærke indtryk af smuk arkitektur og fortryllende, oprindelig natur var kun et forspil. Livet forekom mig godt og værd at leve. Når man er atten år gammel, er der ikke brug for fantasifulde, kunstige fornøjelser, der får en til at føle, at brystet vil sprænges af glæde. Hvor jeg dog husker de aftener, hvor jeg sad sammen med en smuk pige og drak Spatenbrau på en af de mange romantiske udendørs caféer. Og om søndagen tog jeg til Nürnberg, til den nationalsocialistiske festdag, for at se Føreren for første gang! Det var næsten for meget på én gang, alle disse ting, der væltede ind over mig. Men jeg var i sandhed ikke en gulddreng af held, som mine kammerater hjemme i Sverige på Gotland må misunde!

Så kom den længe ventede dag, den søndag, hvor den store march forbi den brune garde S.A., S.S. og N.S.K.K. skulle finde sted foran Tysklands ledere. Med spændt forventning skyndte jeg mig den morgen fra mit hjem i Franz Josephstrasse til sporvognen, som bragte mig til Hauptbanhof og det ventende tog. Årene har måske slettet nogle detaljer fra min hukommelse, men nogle andre virker så meget klarere i tilbageblik. Og den væsentlige ting, den centrale oplevelse, hvordan kunne jeg glemme den?

I toget til Nürnberg sad jeg tilfældigvis i kupéen over for en familie – en herre og en dame, som det senere viste sig, at de var fra Frankfurt am Main – i en kupé. Manden var klædt i det, vi ville kalde en generel »tyrolerdragt«. Jeg husker ikke, hvad hans kone havde på, men jeg husker, at hun skar store, lækre brødskiver og lavede de lækreste sandwiches. Disse gav hun til sin mand og sørgede også for sig selv. Rejsen syntes at blive længere og længere, og jeg havde ikke fået noget at spise om morgenen, før jeg tog af sted. Mine sultne øjne søgte fra tid til anden efter sandwichene – det kunne ikke lade sig gøre. Med feminint instinkt forstod damen over for mig mine følelser og gav mig med et par venlige ord en ordentlig Butterbrot. Min taknemmelighed var overvældende, og isen var brudt mellem os. Jeg husker den dejlige sandwich med glæde i årenes løb! Og inden toget ankom til Nürnberg, vidste den venlige familie, at vi havde det samme mål. Faktisk vidste de alt, hvad de havde brug for at vide om mig: at jeg var en svensk studerende, der deltog i et sprogkursus for udlændinge på universitetet i München, og at jeg var på vej for at få et glimt af Føreren.

Jo tættere vi kom på Nürnberg, jo flere flag blev det. Flag overalt. De fløj fra kirketårne såvel som fra huse. Men først da vi – for den venlige familie havde taget mig under deres vinger for at vise mig vejen – kom ud fra jernbanestationen, at jeg forstod, hvad der menes med et flag. Kom ud er i øvrigt en lille overdrivelse, kæmpede, blev trukket, trukket, hvirvlet ud som et skib fanget i malstrømmen. Og dette første indtryk, midt i en tilsyneladende uoverskuelig menneskemængde, blev rigeligt bekræftet. Hele den ærværdige handelsby, højborg for opfindere, købmænd og protestanter i Sydtyskland, var et hav af flag, bannere og guirlander. Den middelalderlige arkitektur, de statelige trappegavlhuse, alt var draperet i blodrøde hagekorsbannere. Mindre flag hang fra stort set alle vinduer. Langs nogle af gaderne var der pæle, hvorfra der fløj standere med de forskellige byers og landområders farver; over nogle gader hang guirlander af tusindvis af små flag så tæt, at de dannede et tag. Synet af dette farvespil var fantastisk. Ingen, der ikke selv har været der, kan forestille sig det. Som en pige, der tager sin smukkeste kjole på og gør sig så smuk som muligt for sin udkårne, havde byen Nürnberg klædt sig på til fest og pyntet sig for at modtage Adolf Hitler.

I havet af uniformer uden for banegården rækker en smuk pige i en Bund deutscher Mädchens-uniform pludselig hånden ud til mig og spørger smilende: »Svensk?«. Hun har tydeligvis set min studenterhue. Jeg smiler som svar, men kan kun give hende hånden, før hun forsvinder og bliver opslugt af menneskehavet. Det eneste, der er tilbage for mig, er et splitsekundsindtryk af et indtagende ansigt og et par legesyge brune øjne. Det ville være temmelig meningsløst at forsøge at beslutte, hvor man skal tage hen i dette brusende hav, som i syv dage forvandler middelalderbyen til en millionby. Det bliver jeg hurtigt klar over. Men med tilpasningsevne og taktisk kloge, undvigende manøvrer lykkes det os at trække os mod »friere farvande«. Og mens vi går gennem de smalle gader over broer og spejler os i vandet i den lille flod Pegnitz, bliver man hurtigt grebet af forventningens atmosfære. Ligesom det er strålende smukt vejr, ægte »Führer-vejr«, udenfor, synes det at fremgå af alles ansigtsudtryk, at der er jubel og befriende glæde i folkets sind. Alle er som én stor familie, venlige og hjælpsomme – ét stort fællesskab af mennesker. Denne sydtyske munterhed, hygge og uformelhed er kvaliteter, som man forgæves skal lede efter på nordlige breddegrader. Og derfor er de så stimulerende.

Hovedgaderne synes at være afspærret af kæder af S.A. og S.S. mænd, men til sidst, på manges råd, vandrer vi op til »die Burg«, den statelige borg og vogter af byen Nürnberg. Fra den dominerende slot, bygget under kejser Frederik Bardarossas tid, siges det, at der Führer stiger ned på pladsen for at modtage den store march. Mine rheniske venner og jeg stopper ved et sted, hvor vi tror, at vi kan se kortegen. Det er lykkedes mig at få fat i en lånt stol, og jeg kigger spændt på den. Flere og flere mennesker ankommer, og rækkerne på begge sider af vejen bliver tykkere og tykkere. Der er folk ved hver eneste port, hvert eneste vindue er fyldt, der hænger lovende repræsentanter for Hitler-Jugend i træerne, og selv på tagene kan man se ventende byboere.

En tilsyneladende endeløs kæde af vagter gør deres bedste for at holde den ivrige, bølgende og forventningsfulde menneskemængde tilbage. Jeg har sat mig på min stol, og jeg kan virkelig mærke, hvordan spændingen stiger. Nu kommer motorcyklen med den gule vimpel: et forvarsel om der Führers ankomst. Og nu. Det går som et elektrisk stød gennem masserne. En orkan bryder løs. Mod de ældgamle mure rasler dagens ekstatiske hilsen fra titusindvis af struber. Adolf Hitlers bil kryber virkelig fremad, så langsomt den kører. Og det er som om solen skinner lysere på én gang, men samtidig er det som om virkeligheden for nogle få korte sekunder blev erstattet af en dejlig uvirkelighed. Der er ikke længere noget enkelt individ, vi er alle ét, og Tysklands leder, som står der i bilen med løftet hånd, er vores allesammens symbol. Det er, som om tiden stod stille i de korte sekunder, hvor jeg ser Adolf Hitlers ansigt. Og hans øjne synes at søge og finde hvert enkelt individ i den jublende menneskemængde. Det forekommer mig, at disse øjne hviler på mig i en tusindedel af et sekund. Det er et uforglemmeligt øjeblik, opfyldelsen af mine dristigste forhåbninger, min største oplevelse. Fra det øjeblik har jeg været sikker på, at en højere magt, Gud, forsynet eller skæbnen, har sendt ham til Tysklands og Europas redning. De glimtende, jublende øjeblikke er forbi. Men de er uudsletteligt indgraveret på min nethinde.

Den øredøvende jubel er aftaget, men vokser kun i styrke, da partiets ledende mænd passerer forbi i deres biler. Så mister jeg bilkortegen af syne. Jeg falder næsten ned fra min stol, da S.A.-kæderne opløses, og folk strømmer ned til Adolf-Hitler-Platz til den store parade. Vi tre, der holder sammen, forsøger at finde vej op til tribunen dernede på pladsen. Det lykkes os til sidst. Og derfra er jeg vidne til det mest pragtfulde skuespil, jeg nogensinde har set. I hjertet af nationalbyen Nürnberg, hvor hvert skridt skal minde den fremmede om middelalderen og renæssancen, modtager Tysklands leder defiladen fra sine trofaste. Forbi sin leder, foran Frauenkirkens smukke facade, marcherer 125.000 mand fra S.A., S.S. og N.S.K.K. i fem timer. Fanerne flagrer, marcherne runger over hele stedet: Føreren hilser på sine trofaste, står ubevægelig som en statue med hånden løftet til hilsen. Jublen fra masserne på tilskuerpladserne er uendelig. Hvordan kan ord beskrive et sådant billede? Journalister og forfattere fra hele verden har forsøgt og fejlet med at indfange deres indtryk. Så hvordan skulle jeg kunne det? Noget som »Partidagene« i 1936 i Nürnberg skal opleves, det kan ikke gengives.

Så slutter paraden, og alle løber op en sidste gang for at hilse på Adolf Hitler, da hans bil drejer over pladsen mod Deutscher Hof, hvor han har sit kvarter. Min rhinske »kone« gør et desperat forsøg på at nå Dr. Goebbels og få hans autograf til mig – men forgæves. Hun kommer et stykke af vejen, men så er det umuligt. Man kæmper forgæves mod denne akkumulerede menneskelige magt.

Vi vælter ned fra standen og går hen for at hente et glas øl og noget at spise. Det er næsten tid. Men plads – hvor skal vi få plads på sådan en dag i den nyerhvervede millionby. Til sidst lykkes det dog. Og bagefter vandrer vi gennem gader, hvor mørket er begyndt at falde på. Jeg er forvirret, forbløffet over alt det, jeg har oplevet. Indtrykkene har været så mange, så overvældende, at jeg næsten ikke kan begribe, hvad jeg har oplevet. Alt virker så drømmeagtigt, så uvirkeligt på en eller anden måde. Bagefter føles det så mærkeligt. Jeg er rystet helt ind til grunden.

Men op ad facaderne på de gamle trappegavlhuse med gavlhuse, blodig røde hagekorsbannere, der snor sig som flimrende flammer. Støvlernes træde giver genlyd, og vandet ved broerne afspejler silhuetterne af forbipasserende S.A.-mænd. Hans Sachs og Albrecht Dürers by er fyldt med det tyvende århundredes symboler og mystik. Vi fornemmer en ny æra.

I menneskemængden udenfor stationen sagde jeg hjerteligt farvel til mine venner fra Frankfurt. »Skriv et par linjer fra Sverige til os, til Paul Gross i Frankfurt am Main«, »selvfølgelig«, »farvel«.

Et tog glider ud i natten. Jeg sætter mig i et hjørne af kupéen. Rejsens mål er München. Drømmen i Nürnberg er slut.

Men én ting ved jeg, én ting har denne dag givet mig vished: Adolf Hitler har givet det tyske folk en indre, ufattelig styrke.

Erindringen om denne dag den 13. september 1936 i Nürnberg med dens glødende begejstring og stærke, gavnlige fællesskabsfølelse står for mig som noget af det mest originale, det mest ægte, jeg nogensinde har oplevet. Derfor bliver mindet om denne dag mere end et almindeligt rejseminde – det bliver for mig et minde for livet.