Min vej fra kommunist til nationalsocialist

IDEOLOGI: Da jeg først organiserede mig som kommunist kunne jeg ikke længere undgå at tage stilling til racespørgsmålet.

I lang tid var jeg ikke interesseret i racespørgsmålet. I lang tid sympatiserede jeg med kommunismen, med dens antikapitalisme, antiimperialisme og antiparlamentarisme (holdninger, der – forstået på en anden måde – også findes i nationalsocialismen). Det var først og fremmest modstanden mod kapitalisme, imperialisme og parlamentarisme, der motiverede mig til en dag at blive medlem af en kommunistisk organisation. At “anti-racisme” fulgte med købet, tænkte jeg ikke meget på – ikke i starten.

Du er velkommen til at kalde mig naiv, men jeg var oprindeligt ikke rigtig klar over, at “anti-racisme” er en væsentlig del af kommunistisk virke, på mange måder selve kernevirken. Denne manglende bevidsthed om racespørgsmålet skyldtes sandsynligvis, at samfundets indoktrinering var lykkedes så godt, at “anti-racisme” var noget, jeg ikke satte spørgsmålstegn ved. “Anti-racisme” var ikke min drivkraft, da jeg søgte mod kommunismen, og fordi jeg havde et ubevidst forhold til “anti-racisme”, accepterede jeg – uden virkelig at tænke over det – at det var “en del af pakken”.

Kampen mod fascismen vakte mig nysgerrighed

Få er så besat af “fascisme” som kommunister. I marxisternes verdensbillede og sprog er fascisme den mest undertrykkende form for borgerskabets herrevælde. På det tidspunkt var jeg tilbøjelig til at se “fascisme” som et noget mindre godt alternativ til marxisme, men ikke nødvendigvis værre end den fremherskende samfundsform. Derfor vakte det nogle af mine politiske kammeraters fælles fascisthad min nysgerrighed. Hvorfor var de tilsyneladende mere involveret i ” at knuse fascismen” end at arbejde for revolution? Jeg begyndte at studere vores “fascistiske” modstandere, det vil sige min interesse rettede sig mod åbne nationalsocialister. I stedet for afstandtagen vakte disse min nysgerrighed.

Afgørende erfaringer

Det tog dog tid, før jeg kunne give slip på klassekamp som ledende politisk princip. Afgørende for det faktum, at jeg endelig sagde farvel til marxismen og sluttede mig til nationalsocialismen og Modstandsbevægelsen, var de oplevelser, jeg havde som organiseret kommunist. Jeg så, at kommunisterne under påskud af at føre “arbejderkamp mod kapitalen” kæmpede mod Nordens folk. Dette fandt sted gennem “antiracisme” og “antifascisme”, men også ved at identificere indvandrere som en vigtig del, ja, den vigtigste del, af arbejderklassen i Norden i dag. Kommunisterne målrettede rekrutteringen mod fremmede folkeslag, og rekrutterede for alt blandt dem. Det “antiracistiske” budskab appellerede til og tiltrak udlændinge. Uanset hvor meget kommunisterne talte om, at den største modsætning står mellem arbejde og kapital – jeg kom ikke udenom, at de i praksis aktivt deltog i modsætningen mellem forskellige folkegrupper – til skade for nordboerne, og at de gennem deres praksis gjorde dette til den vigtigste modsætning.

Da jeg gradvist fik tillid til, at nationalsocialismen ikke er “kapitalismens terrorvælde”, men en ideologi, der faktisk beskytter almindelige arbejdstageres interesser – uden at gå på kompromis med racens og det unikke folk styrke, sundhed og overlevelse som helhed  – var der ikke længere meget at betvivle: Jeg var nationalsocialist!

Aldrig for sent at vende om!

Menneskers solidaritet med ens eget folk, ens eget kød og blod, stikker dybt. Denne solidaritet er naturlig. Man er ofte ikke opmærksom på noget så forankret. Det er som med den luft, vi indånder. Noget, der ikke stikker dybt, men som alligevel påvirker folks sind, er det anti-hvide hjernespind, vi har omkring os dagligt. Det samme gælder ​​vores materialistiske ukulturs fiksering på kroner og øre som den øverste målestok , som både kapitalisterne og marxisterne veksler imellem fra hver deres respektive lejr, som ikke ligger så langt fra hinanden, som de ønsker.

Det er aldrig for sent at indse, at man hører til i den reelle opposition til det nuværende regime, at man tilhører hjemme hos sit eget folk, hos nationalsocialismen!