”Min ære hedder troskab”

NATIONALSOCIALISME: Om hvorledes mottoet “Min ære hedder troskab” kom til og hvordan det relaterer sig til den pågående kamp i dag.

Meine Ehre heißt Treue blev under Tysklands kampår SS’s officielle motto og noget som berettigede selve organisationens eksistens. En sand SS-mand tog sin troskab og ed meget alvorligt og ville snarere dø end at bryde loyalitetsbåndet. Loyalitet var for disse mennesker sidestillet med ære, det var en hellig forpligtelse for enhver SS-mand at være tro mod sine kammerater og deres ledere.

Gennem denne fineste egenskab som ledestjerne kunne SS udvikle sig til en sand eliteorganisation inden for den nationalsocialistiske bevægelse. Under krigen blev Waffen-SS en meget dødbringende fjende på grund af dens soldater, som udviste stort mod og offervilje på slagmarken. En ægte SS-mand var villig til at ofre alt for den nationalsocialistiske sag, hans kammerater og hans leder Adolf Hitler. At falde i kamp blev betragtet som det mest ærefulde der fandtes, og det var derfor ikke ualmindeligt, at SS-soldater foretog dristige og “idiotiske” angreb mod fjenden. Togter, der gjorde dem uforudsigelige – og fremgangsrige.

Det var hverken muskler eller hjerne, der gjorde SS til en frygtet fjende. Det var loyaliteten, der gav dem drivkraft og skabte den fanatisme, der frembragte sandt heltemod i konflikttider. Derfor kunne SS med rette kaldes en eliteorganisation.

SS-manden Anton Holzner forklarede begrebet loyalitet på følgende måde:

Loyaliteten over for fællesskabet bliver konstant næret af en urokkelig tro på det samme. Denne tro vokser ud af den viden om, at alle naturlige fællesskaber stammer fra livets love og samtidig er livsnødvendige. Loyaliteten over for fællesskabets er således ubegrænset. Den består selv om fællesskabets rammeværk har taget skade eller helt er blevet ødelagt. I et sådant tilfælde må man virkelig stå vagt om loyaliteten.

Selviskhed, mistro, uærlighed, uenighed, egennytte og mistænksomhed bryder mod fællesskabet og må udryddes.

Men end ikke den nationalsocialistiske bevægelse var fri for illoyalitet og vanære. Mænd af ære og hård beslutsomhed blev tvunget til at slå ned med magt på en undergravende fjende, der i hemmelighed var vokset frem som en kræftknude inden for NSDAP. Min ære hedder troskab blev derfor SS’s motto efter en knusning af Stennes-oprøret og strasserismen inden for NSDAP, som man kan læse om i artiklen Strasserismen – den interne fjende.

Denne interne fjende havde dannet en sort front i NSDAP i de tidlige 1930’ere, som var dedikeret til at sprede defaitisme og mistanke for at splitte partiet. Sort propaganda, intriger og grov tilsmudsning af Hitler og resten af ​​ledelsen forekom for at kunne gennemføre et kup for at overtage NSDAP. Det viste sig senere, at Berlins SA-chef Walter Stennes og de to Strasser-brødre havde kollaboreret med fjenden.

At “min ære hedder troskab” blev SS’s officielle motto stammer fra brevet, som Hitler sendte til SS’s chef i Berlin, Kurt Daluege, efter at han knuste Stennes-oprøret og gjorde kup-planerne umulige. I sit brev takkede Hitler Daluege for at være loyal mod de grundlæggende principper for nationalsocialismen. Han skrev: “SS-mand, deine Ehre heißt Treue!”

“Min ære hedder troskab” udgør selv i dag en ledestjerne for nutidens nationalsocialistiske kæmpere. Trofasthed, loyalitet og fællesskab er det, der kendetegner alle sande kæmpere. Vi vil ikke have illoyale og uærlige mennesker i vores rækker, men medkammerater, der er tro mod deres brødre og søstre. De, der i dag tilhører Den Nordiske Modstandsbevægelse, anvender SS’s gamle motto, hvorfor organisationen repræsenterer sand styrke.

Et kort uddrag af den værdsatte tale som Den Nordiske Modstandsbevægelses leder Simon Lindberg holdt under årets udgave af Nordendagene kommer som afslutning på denne artikel:

Den fantastiske verdensanskuelse vi går ind for, nationalsocialismen, omfatter et enormt antal elementer. Ja, nationalsocialismen er faktisk fuldt rækkende for alle livets begivenheder og spørgsmål. En ting, der måske ikke bliver talt så meget om, men som alligevel er et ekstremt vigtigt element i nationalsocialismen, er netop ære, troskab, hæder og loyalitet. Vigtigheden af ​​at opretholde en høj arisk moral.

For en sand nationalsocialist er det bedre at være ærlig og miste, end at vinde fremgang baseret på løgne. Hellere sluge sin individuelle stolthed og være loyal overfor en chef, som du ikke altid er enig med, på den ene eller anden måde, end at sætte sig imod ham, fordi man værdsætter sin egen mening højere. Hellere sætte en kniv i sig selv end i en kammerats ryg.

I øvrigt er alt dette også tankegange, der gjorde vores forfædre varme til hjertet. I vikingetiden kunne for eksempel en person, der ærekrænkede andre, blive gjort lovløs. Denne høje moral og troen på at gøre det rigtige for sig selv, er et livskompas som stadig i dag er hvad der kræves for at skabe et samfund præget af folkefællesskab. En uovervindelig tro på offervilje, ærlighed og hæder. En enorm foragt for egocentrisme, løgn og umoral. Med en revolution i folkets sind for at bryde årtiers invasive tankemønstre, og i stedet med disse idealer indprentet i folkesjælen, skabes en højtstående og velstående nationalsocialistisk nation.

“Min ære hedder troskab” er således et aldeles klokkerent nationalsocialistisk begreb, som faktisk aldrig kunne have været brugt ærligt af nogen anden politisk bevægelse.

Strasseristerne der forsøgte at kuppe Hitler, var med anledning af dette ikke nationalsocialister – og det uanset om de havde været hundrede procent bekymrede over det racemæssige og det jødiske spørgsmål og ikke forsøgte at negligere dem, som de gjorde. Uden den naturlige ariske moral er nationalsocialisme egentlig kun et sæt gode ideer. Det er den ariske moral og varetagelsen af ​​den naturlige lov, der binder de gode ideer sammen. Sammen former det en komplet verdensanskuelse. En person eller organisation, der kalder sig en nationalsocialist, men som har handlet uærligt, er således ikke nationalsocialistisk andet end af det navn til hvilke idealer de end påstår at gå ind for.