Michel Foucalt anklaget for voldtægter og pædofili

KULTURMARXISME: Den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucalt var en central skikkelse i ´68-oprøret, hvor borgerskabet cementerede sin magt og sine værdier. Hans indflydelse strækker sig også ind i vore dage, hvor LGBTQP-bevægelsen i spørgsmål om køn, identitet og legitimeringen af pædofili finder inspiration fra franskmanden, som nu efter sin død anklages for netop pædofili.

Michel Foucalt.

Michel Foucalt (1926–1984), den franske filosof og idéhistoriker, var sandsynligvis bedst kendt for sine teorier om begrebet «magt». Han var også kommunist, anti-racist og homoseksuel, og blev således en naturlig central skikkelse i ’68-oprøret, hvor borgerskabet cementerede sin magt og sine værdier (liberalisme, især gennem kapitalismen). Hans indflydelse strækker sig også ind i vores dage, hvor LGBTQP-bevægelsen i spørgsmål om køn og identitet og legitimering af pædofili finder inspiration fra franskmanden. Ikke uventet anklages han nu efter sin død (Foucalt døde af AIDS) for netop pædofili.

Foucalts indflydelse kan næppe overdrives. Selvom de tekster og materiale, han efterlod, kan være vanskelige at få adgang til, var han stadig som en person karismatisk og havde de rette meninger i tankerne. Og når alt kommer til alt er det sådanne karakteristika, der gør forskellen i den akademiske verden og samtidig blandt påståede progressive radikaler. Det centrale tema hos Foucalt, som det meste af hans arbejde er baseret på, er «magt». Magt er over alt, men er i sig selv værdineutral og kan endda være frigørende. Foucalt trak også meget fra Nietzsche, og princippet om, at sandheden er relativ i betragtning af den tid og det rum, den opstår i – som vi kender det også fra Nietzsche (baseret på den sidste tids afsløringer kan Nietzsches nihilisme og «Gud er død»-eksklamation nok også være integreret hos Foucalt.) Da sandheden er relativ, vil «social konstruktion» således være central som en magtfaktor hos Foucalt. Dette gjaldt især menneskelig seksualitet. I det, der sandsynligvis er Focaults mest berømte værk, «History of Sexuality», betragtes seksualitet som en social konstruktion. Køn, seksualitet, kønsroller, alt er en social konstruktion produceret i en bestemt tid, et bestemt sted (vi genkender også dette fra Frankfurterskolen.) «Heteroseksualitet», «homoseksualitet», «pædofili», «zoofili», «nekrofili», alt er moderne opfindelser. Dybest set er alt bare værdineutralt «sex» («ud over godt og ondt» kan man måske tilføje. Også her aner man hurtigt principperne fra satanisme, især den moderne version udformet af jøden Anton LaVey.)

Som sagt kan magt for Foucalt være frigørende (her finder man også overlappende tanker med Nietszche) «for at lægge det nødvendige fundament for, at de forskellige seksuelle identiteter kan være mange» som Foucalt selv siger. Det er således ikke overraskende, at det nu er kommet frem, at Foucalt brugte sin magt til at misbruge utallige drenge i alderen otte til ti, mens de boede i Tunesien. Han siges, at have voldtaget disse, i de fleste tilfælde på grave på den lokale kirkegård. Dette vil således være en naturlig og praktisk udvidelse af Foucalts egne teorier: pædofili er for Foucalt og hans tilhængere (politisk / filosofisk / ideologisk) noget, som med magt kan gøres naturligt i et samfund. Her kan man også finde årsagen til, at voldtægter af kvinder (sammen med pædofili) er så udbredt i det, der kaldes «venstrefløjen»: at kvinden ikke kan lide at blive voldtaget, er bare en social konstruktion, hun skal gennem magt forstå, at voldtægt i bund og grund bare er værdineutral «sex», en af ​​de utallige seksuelle identiteter.

Foto: Wikipedia Commons.

(Man burde måske have fået bange anelser allerede i 1977, da Foucalt underskrev et brev med krav om, at pædofili burde legaliseres. Men dette var som sagt under tankestrømningerne i kølvandet på ´68-oprøret og dermed var sådanne tanker «progressive», som de er i endda større grad i dag. Det antydes også, at den franske presse kendte til pædofili-voldtægterne, men at de beskyttede Foucalt på grund af til hans status.)

For dem med en stærk mave kan filmen «Zalo eller Sodomas 120 dager» af Pier Paolo Pasolini «anbefales» som en fremstilling på lærredet af ​​netop kapitalismens (individualismens, liberalismens) fremskredne løssluppenhed, naturlig og uadskillelig sammenflettet med stadig mere ekstrem seksuel udfoldelse. Alle grænser skal udfordres og angribes.

Kilder:
Thenewarab
OERservices
Wikipedia