Menneskenes fundamentale ulighed

RACE: Christian Lindtner, dr.phil. og tidligere lektor ved Københavns Universitet, reflekterede i juli i år i Frederiksborg Amts Avis over begrebet race, og det moderne lighedshysteri i samfundet. Frederiksborg Amts Avis tilbyder ikke længere sine læsere Lindtners artikel, hvilken Nordfront her bringer.

Det er kommet på mode, at bekæmpe racisme, dvs. skelnen mellem racerne, ikke (endnu da) heste- og hunde- og andre racer, men blot menneskeracer. Mange genetikere står på, at en sådan skelnen mellem hvid, gul og sort, blot er “sociale konstruktioner”, dvs. sludder og vrøvl. De fupper! Lighedshysteriet forvirrer, men ophæver ikke de naturlige forskelle. For at udrydde en velbegrundet “racisme”, må man først udrydde racerne selv. Ved man mon, hvad man er ude på?

Hvad mener man om en maler, for hvem de tre (eller alle) farver er de samme!

Med i det absurde billede hører kampen mod kønsforskelle for ikke at tale om noget, der sjældent kommer på tale, forskelle mellem naturlige kaste- eller klassedannelser. Hvad er meningen med at skabe denne forvirring?

Erfaringen, der bygger på naturiagttagelse, taler med den almindelige kulturhistorie et tydeligt sprog om fundamentale forskelle mellem racer, køn og samfundsklasser og enkeltindivider. At bekæmpe disse forskelle er som at bekæmpe eller benægte forskellen mellem sol og regn, mørkt og lyst, nat og dag. At benægte modsætningsforholdet er vanvid. De, der gør det, sejler under falsk flag eller er selv blevet bytte for deres egne gale konstruktioner.

Al snak om at reducere naturlige forskelle og videnskabelige distinktioner til sociale konstruktioner må være udtrykt for virkelighedsflugt, der måske beror på en slags lighedssyge eller massehysteri, der ofte beror på pres fra den gruppe, man mener at høre til.

Det er både trist og latterligt at se, hvordan både biologer og teologer underkender de fundamentale naturlige forskelle. Lad blot at dyr og mennesker er jord og vand og luft eller ild og varme. Men også mere end som så.

Vor tid er en af de mest kultur- og identitetsfattige. Bedre tider kunne tale om åndsvidenskaber, men de er nu reduceret til åndløs information og kommunikation. Genetikken har intet at melde om ånd, eller højere kultur og dannelse.

Selv sprogfolk lader sig rive med til at rense sproget for det forfærdelige krænke ord race, så tør man dårligt spørge, hvad puristerne mener om en sag, der førhen ansås for så vigtig, at den kom på frimærke: racerenhed.

Som alle ved, og færre måske bryder sig om, så svælger massemedierne, især de vestlige, i at lovprise blandinger af de renere menneskelige racer. De sociale konstruktioners propagandister ser meget gerne, at tidlige idealer om racerenhed kriminaliseres og afløses af raceblanding og den samfundsmæssige og almindelige forvirring, der erfaringsmæssigt følger deraf.

Reduktionen af naturlige forskelle til sociale konstruktioner er at gøre ulige lige, at ophæve forskellen mellem sandt og falsk. Reduktionisterne er snydepelse, og deres motiver er sjældent renfærdige. Vi kender det fra religiøse svindlere, der sælger en frelse, de ikke kan levere. Og med naturvidenskabelige sværmere nu åbenbart på samme vis.

I sidste instans er socialkonstruktivismen vel også en kamp mod familiens dannelse og sammenhold. At ødelægge familien er en vældig effektiv måde, at undergrave et harmonisk samfund på. Den er altså skabt og fungerer som et våben i en kamp mod en gammel kultur, især den europæiske eller “hvide”.

Det kaotiske lighedshysteri er altså en virus rettet mod ganske normalt fungerende medmennesker.

Læs også:
Race – Det afgørende spørgsmål
Hvad er kulturmarxisme?

Kilde:
Frederiksborg Amts Avis