Medicinalindustrien betaler millioner til danske læger
SUNDHED: Danske læger risikerer at havne i lommen på medicinalindustrien. Problematisk siger forskere.
Store millionbeløb flyder hvert år fra medicinalindustriens kasser ned i danske lægers lommer.
Det viser data, som Finans har fået adgang til via Lægemiddelstyrelsen.
»Vi er bekymrede, fordi der er tale om store beløb, og fordi vi fra studier ved, at økonomi påvirker adfærd,« siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter. Udsagnet bekræftes af forskning fra bl.a. British Medical Journal.
I 2020 anmeldte læger og andet sundhedsfagligt personale at have modtaget 46,5 mio. kr. fra industrien for alt fra at holde foredrag, være konsulenter og til at sidde som rådgivere i de såkaldte advisory boards.
I 2019 var beløbet knap 54 mio. kr.
I Norge brugte industrien i 2019 20,6 mio. kr. på de samme aktiviteter. Derudover er det her forbudt for industrien at betale bl.a. lægers deltagelse på konferencer uden for landets grænser.
I Danmark er det fuldt lovligt og koster ifølge Lægemiddelindustriforeningen (Lif) estimeret årligt industrien et tocifret millionbeløb ud over udgiften til foredrag, forskning og rådgivning.
»Vi tror på, at der er to helt grundlæggende interesser. Som læger er det vores patienters velbefindende, mens industriens primære interesse må være at sælge et produkt,« siger Kristine Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Læger Uden Sponsor, der er et netværk af læger og medicinstuderende, som ønsker at fremme uafhængighed af kommercielle interesser i såvel forskning som patientbehandling.
Lægemiddelindustriforeningen (Lif), som er brancheorganisationen for de danske og udenlandske medicinalselskaber i Danmark, mener, at vidensdeling er nødvendig for både industri og sundhedspersonale.
»Vi mener bestemt ikke, at der er noget underlødigt ved samarbejde mellem læger og industri. Jeg synes, vi er landet et rigtig godt sted, hvor der også er et meget velfungerende samarbejde,« siger chef for public affairs Carsten Blæsbjerg.
Ifølge Danske Regioner og Lægeforeningen er samarbejdet med industrien værdifuldt, og der er generelt transparens i interesseforholdene. Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, anerkender dog dilemmaet.
»Det kan være farligt, hvis systemet udnyttes. Vi må dog også erkende, at vi gensidigt er lidt afhængige af hinanden, hvis vi skal drive en udvikling på et givent område. For mig er det vigtigt, at der er transparens,« siger hun.
I Danske Regioner er der tilfredshed med tingenes tilstand.
»Jeg synes, vi har fundet en landingsbane, som gør, at vi kan have et godt og værdifuldt samarbejde med industrien. Det giver god viden til os, og det giver god viden til dem, men samtidig tager vi højde for, at der jo kan være nogle faldgruber,« siger Ulla Astman (S), næstformand i Danske Regioner.
Kilde:
Finans
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
Hvis Ulla Astma ikke er korrupt må hun være spejlblank.