Liv må ses i forhold til liv

CORONAKRISE: Anders Ärleskog har skrevet en artikel, som fremhæver perspektivet, at et økonomisk kollaps også koster menneskeliv, og at der er noget, der skal tages i betragtning, før økonomien nedlukkes gennem karantæner og andre krisetiltag.

Illustrationsbillede. Foto: Pixabay.

Teksten nedenfor blev oprindeligt offentliggjort på Facebook og genudgivet her med forfatterens godkendelse. Emnet vil blive drøftet i aftenens udsendelse af Radio Nordfront (svensk), som også vil følge regeringens pressekonference. Forfatteren skrev oprindelig om coronakrisens konsekvenser for det svenske samfund, men disse anskuelser gælder i høj grad også for det danske.

-Liv må ses i forhold til liv-

Jeg forstår, at mange mennesker har svært ved at forstå alvoren i den situation, vi befinder os i nu.

Samfundet er under hårdt pres, og mange mennesker er ekstremt stressede over hvor hårdt coronavirussen vil ramme de forskellige risikogrupper. Der er al grund til at føle denne stress, men jeg frygter at situationen inden for et par uger bliver præget af total panik, når man indser, at helt andre ting står på spil.

Mange går ind for, at vi skal følge andre lande og nedlukke større virksomheder og i en vis udstrækning sætte hele regioner under karantæne.
Ræsonnementet er ikke ualmindeligt, og spørgsmålet som mange stiller er – hvorfor skal vi stille penge mod menneskeliv?

Det eneste problem er, at hele ræsonnementet vidner om, at man ikke forstår noget om hvad der står på spil, og hvad hver beslutning vil have af konsekvenser.

Sverige er i krise, eller snarere i flere. Det spørgsmål der optager mange mennesker og giver bekymringer lige nu er corona-pandemien, hvilket i sig selv ikke er underlig, idet alle medier, desværre også de alternative medier, fuldt ud fokuserer på spredningen af ​​corona-virussen og hvor mange individer i hvert land der nu er døde som et resultat af virussen. Man tæller antallet af dødsfald i virussens fremskridt og med alarmerende overskrifter kræver man handling, men misser helt det faktum, at samfundet samtidig står over for en endnu større krise, og dette til dels som et resultat af disse overskrifter.

Jeg vil ikke reducere virusens spredningsrisiko eller hvor farlig den er for de svage i samfundet, absolut ikke. Jeg vil heller ikke placere coroninfluenzaen i forhold til andre influenza eller diskutere hvor dødbringende den er eller kan være, og hvordan vi bedst stopper en virus. Intet af det ved jeg nemlig noget om.

Hvad jeg på den anden side kan sige er, at folk nu er nødt til at være alvorligt opmærksomme på hvilken fremtid vi med sikkerhed har at vente, og dette er delvis et resultat af de foranstaltninger der nu træffes for at stoppe denne influenzavirus gennem krav om at nedlukke hele samfund.

Vi har længe set, at verdensøkonomien er på vej ind i en stor recession som følge af den høje kreditudvidelse i verden, og hvor svenskernes høje gældsætning i sig selv alvorligt har truet vores evne til at håndtere en dyb finanskrise.

Den stærkeste recession i flere årtier var forventet, men den løftestang, som en global frygt for en pandemi ville medføre, var ikke inkluderet i mange beregninger.

Det der sker nu, er en fuldstændig lammelse af al handel, og virkningerne af dette er tydeligvis vanskeligt for folk at forstå.

Alt for mange mennesker lever i en illusion om, at samfundsøkonomien kan sammenlignes med en privat økonomi, dvs. at det under problemer skulle være muligt at stoppe forretningsdriften i en periode og derefter genoptage den uden større skader, bortset fra tabt salg eller løn i den aktuelle periode.
Desværre fungerer det ikke på den måde.

Når den samfundsøkonomien går ned på den måde, som det sker nu, bliver skaden permanent. Hver virksomhed er afhængig af andre virksomheder, og når efterspørgslen efter varer og tjenester ophører, eller når råstoftilstrømningen aftager, begynder konkurser – en efter en i et rasende tempo.

Mennesker som tror, at man efter en måned i selv-karantæne burde kunne vende tilbage til deres job og fortsætte som før, bør seriøst tænke på det faktum, at det firma de arbejdede i, ikke længere eksisterer, og at ingen nye virksomheder er i støbeskeen til at udfylde hullerne. Der er ingen huller at udfylde, hvis tilliden til at systemet fungerer er ophørt.

Det eneste vi kommer til at se er arbejdsløshed. Massiv arbejdsløshed i et omfang så stort som en halv million mistede job i løbet af en måned eller to, bare i Sverige.

Den situation vi nu står over for er derfor uden sidestykke, og nogle hævder, at vi skal se tilbage så langt som til den store depression i USA i 1930’erne for at finde ligheder. Jeg er dog bekymret for, at dette heller ikke vil fungere som et skrækeksempel.

Hvad et total samfundskollaps har af konsekvenser i antallet af lidelser er vanskeligt at afklare. Faktum er, at vi taler om scenarier, hvor hele folkemasser ikke har råd til at betale deres bolig, ikke har råd til at betale deres elregninger, deres mad, tøj eller mulighed for at rejse osv.

Vi taler sandsynligvis om en undtagelsestilstand, der let kan føre til massevold. Det lyder surrealistisk, og jeg forstår at kun få mennesker kan forestille sig, at vi i Sverige i 2020’erne kunne lide en lignende tilstand.

Problem er bare at det er fuldstændigt muligt, og den store katastrofe er, at vi står over for denne skæbne lige nu.

Problemet forstærkes yderligere af den indvandringspolitik, som Sverige har ført i årtier, men som er steget markant i løbet af de sidste fem år, og som har skabt et utroligt fragmenteret land. Det tidligere homogene Sverige er nu blevet erstattet af nye klanstrukturer og en markant mentalitet af at stå udenfor med en foragt for urbefolkningen i manges tilfælde. I dag har vi ikke længere sammenhængskraften som kom af forståelse eller bekymring for hinanden, som tidligere prægede landet. Det er derfor meget vanskeligere at håndtere store problemer i nationen, og i tilfælde af dyb krise og mangel på forsyninger er risikoen overhængende for at samfundets friktioner går direkte over i konflikt eller endda borgerkrig.

Når dette sker, kommer samfundet til at mangle enhver ressource, og enhver hjælp fra omverdenen bliver mulig. Vi er simpelthen overladt til vores egen skæbne som afhænger af vores stærke formåen og evne til at organisere og motivere folk.

I forhold til de konsekvenser som massearbejdsløsheden vil medføre, bliver det vanskeligt at retfærdiggøre sin beslutning i eftertiden om at ville slukke for samfundsøkonomien til fordel for, at et par tusinde mennesker kan forlænge deres liv yderligere, uanset inhumant det kan lyde.

Jeg er nu overbevist om, at problemet er så vidtgående, at udviklingen i verdensøkonomien ikke længere vil kunne standses, men at den kommende katastrofe snarere er en kendsgerning. Det væsentlige er nu; for at gode kræfter på et senere tidspunkt skal kunne samle og organisere mennesker i tilfælde af en national nødsituation, da er det vigtigt, at de allerede før de endte der, foretog en korrekt analyse af hvad problemet.

Alt handler i sidste ende om troværdighed.

Det vil ikke være til ens egen fordel hvis man i sin uvidenhed om konsekvensernes alvor har arbejdet aktivt for at holde samfundet låst.

/Anders Ärleskog