Lindemanns memorandum – da en jøde fik Churchill til at terrorbombe Tyskland

DAGENS DATO 30. MARTS: På denne dag i 1942 resulterer et memorandum fra Churchills jødiske rådgiver i, at RAF’s tidligere direktiv om at terrorbombe tyske civile både står fast og intensiveres. 

Frederick Lindemann.

Det kongelige britiske luftvåbens (RAF) terrorbombning af tyske civile blev muliggjort af hovedsageligt tre personer. Den ene var premierminister Winston Churchill, der havde hovedansvaret og førte beslutningen i denne retning. Den anden var Arthur Harris, også kendt som »Bomber Harris« eller »Butcher Harris«, som var kommandør for Bomber Command. Harris hadede tyskerne og var lige så kynisk som Churchill selv. Efter massakren i Dresden skrev Butcher Harris i et memorandum til Churchill, at han betragtede de tilbageværende tyske byer som »ikke en britisk grenadier værd«.

Den tredje person er en mere anonym person, men det var takket være ham, at Churchill var i stand til at overbevise krigskabinettet om at terrorbombe Tyskland. Hans navn var Frederick Lindemann.

Frederick Lindemann.

Frederick Lindemann var en jødisk-britisk fysiker og videnskabelig rådgiver for Churchill. Ligesom Churchill og Harris var han en aristokrat. Han havde en kynisk holdning til andre mennesker og var fortaler for et styre »ledet af overmennesker og betjent af slaver«. Ud over dette havde Lindemann »et næsten patologisk had og middelalderlig hævnbegær mod det nationalsocialistiske Tyskland« (Wheeler-Bennett, J. W. & Nicholls, A. (1972). »The Semblance of Peace«). Dette var altså en person, der havde en stor indflydelse på Storbritanniens retning under Anden Verdenskrig.

Den 12. februar 1942 udstedte den britiske luftfartsafdeling et Area bombing directive, der blandt andet opfordrede Royal Air Force til at »koncentrere angreb på fjendens civilbefolknings moral, og især industriarbejderne«. Halvanden måned senere, den 30. marts 1942, var spørgsmålet om at terrorbombe civile et åbent spørgsmål i det britiske krigskabinet.

Under dette møde med den britiske regering var der forskellige meninger om, hvordan man mest effektivt kunne føre krig mod Tyskland. Nogle ville give flere ressourcer til militæret, andre til flåden. Og skulle den strategiske bombning fortsætte eller udvides?

Under mødet – da RAF’s bombning af Tyskland blev kritiseret – kunne Churchill trække et trumfkort, det memorandum, som Lindemann havde sendt ham. Fra begyndelsen af ​​1942 havde Lindemann skrevet et dokument, der nøje og videnskabeligt specificerede, hvordan strategisk bombning skulle bruges mod Tyskland. Dokumentet er blevet kaldt »Dehousing memorandum«, »Lindemann memorandum« og »Lindemann plan«.

De dele af dokumentet, der talte for terrorbombning, var længe en velbevaret hemmelighed, men blev afsløret i 1962 af den britiske fysiker Sir Charles Snow, også en statsansat i en periode, i bogen »Science and Government«. I dokumentet skriver Lindemann, at bombningen af ​​tyske byer kun vil have en »ekstra stor fordel«, når den er rettet mod arbejderboliger. Snow skriver:

The paper laid down a strategic policy. The bombing must be directed essentially against German working-class houses. Middle-class houses have too much space round them and so are bound to waste bombs; factories and “military objectives” had long since been forgotten, except in official bulletins, since they were much too difficult to find and hit.

Lindemann vurderer i dokumentet, at 40 tons højeksplosiver i tætbefolkede områder ville ødelægge 4.000-8.000 menneskers hjem. Gennem Lindemann-planen skulle de allierede være i stand til at bombe alle tyske byer med over 50.000 indbyggere i ruiner – hvilket de også gjorde.

Lindemann mente også, at byer med mange flygtninge, såsom Dresden, var mere sårbare over for disse bombekampagner. Han beregnede, hvordan man kunne gøre størstedelen af indbyggerne i ​​byerne med mere end 50.000 indbyggere hjemløse: »Hvis bare halvdelen af ​​den totale last på 10.000 bomber kastes over disse 58 tyske byer, vil langt størstedelen af ​​indbyggerne (ca. en tredjedel af Tysklands befolkning) miste hus og hjem«.

Efter at Lindemanns plan om at terrorbombe Tyskland var blevet præsenteret, blev den vedtaget af krigskabinettet, og direktivet om at bombe civile arbejderes hjem i Tyskland blev sat som »Top priority«. Med Lindemann-planen intensiverede de bombningerne mod tyske civile, der kulminerede med folkemord i Hamborg, Dresden og mange andre byer. Hverken Winston Churchill, Arthur Harris eller Frederick Lindemann blev dømt for krigsforbrydelser.

Dresden – et resultat af jøden Lindemanns patologiske had mod Tyskland.

Anbefalet læsning: Advance to Barbarism.