Leon Degrelle og flugten gennem Europa

HISTORIE: Den 15. juni 1906 blev SS-generalen Leon Degrelle født. Til Degrelle skal Hitler have sagt: «Hvis jeg skulle have en søn, ville jeg ønske det var dig». Den 32. marts 1994 døde Degrelle i Spanien, men hvordan havnede han der? Her følger historien om Degrelles fantastiske flugt fra et krigshærget Tyskland til Spanien.

Leon Degrelle (1906 – 1994) var født og opvokset i Belgien. Han var leder af det vallonske rexistiske parti. Da krigen brød ud, blev han arresteret, da han var politisk upålidelig, og blev ført til et fængsel i Frankrig, hvor han blev behandlet meget dårligt. Da tyskerne efterfølgende erobrede Frankrig, blev han befriet. Da Tyskland invaderede Sovjetunionen i 1941, meldte Degrelle sig frivilligt til den vallonske legion som skulle kæmpe side om side med tyskerne. Han begyndte sin militære karriere som en simpel soldat, men steg hurtigt i graderne under de hårde slag på østfronten.

I 1943 blev den vallonske legion omdannet til den 5. SS Sturmbrigade Vallonia. Leon Degrelle blev højt dekoreret under krigen, blandt andet blev han tildelt Ridderkorset med egeløv af Hitler personligt. Han havde overlevet utallige nærkampe, havde kæmpet så fjernt som i Kaukasus og gennemgået helvede i det omkringliggende Cherkasy.

I Tyskland herskede kaos i april 1945. De allierede avancerede gennem Tyskland fra øst og vest. Overraskende nok holdt den tyske hær sammen helt til de sidste dage. Der var stadig soldater villige til at kæmpe, men der var en akut mangel på både ammunition og brændstof. Tyskland var blevet bombet nat og dag. Byerne var i ruiner, og infrastrukturen var ødelagt. Alt der rørte sig på vejene, blev angrebet af tusinder af engelske, amerikanske og russiske jagerfly, der konstant hærgede.

Ved floden Oder nær Stettin, nu Szczecin, udkæmpede Degrelles valloner deres sidste kamp mellem den 20. og 26. april 1945. Da den Røde Hær stormede over floden og etablerede et brohoved på vestsiden, blev vallonerne beordret til at gå til modangreb over åbent terræn for at tvinge fjenden mod østsiden. Men den ujævne kamp blev til en massakre. Gang på gang forsøgte de at angribe, men blev slået tilbage hver eneste gang. Til sidst vendte resterne af den vallonske SS-styrke tilbage til Prenzlau, men da byen blev omgivet af sovjetiske pansrede styrker, trak vallonerne sig tilbage nordpå. Endelig blev de beordret til at trække sig tilbage til Lübeck for at omorganisere.

For hver dag der gik, blev det mere og mere tydeligt, at Tyskland var i nærheden af ​​et sammenbrud. De udenlandske SS-frivillige forventede ingen nåde fra deres fjender. Dette var især tilfældet for en mand som Degrelle. For ham ventede kun døden, hvis han overgav sig til fjenden.

Rygtet var, at tyske tropper i Norge ville fortsætte med at kæmpe, selvom resten af ​​Europa faldt til de allierede. I Norge var der stadig hundretusinder af tyske soldater. I Malente, i det nordlige Tyskland, mødte han SS-leder Heinrich Himmler, og de var begge enige om, at vallonerne skulle omgruppere i Danmark for videre transport til Norge.

Fra Malente rejste Degrelle sydpå mod Lübeck for at møde sine vallonske soldater. Degrelle beskrev endda kaosset på vejen til Lübeck: «Hver kilometer var blevet beskudt i orgiastisk vrede af britiske kampfly».

Kvinder og små piger lå spredt, som sønderskudte pjalter og ventede på hjælp, der aldrig ville komme.

«Det var en apokalypse fra Lübeck til Eutin. Hundredvis af vogne fyldt med flygtninge og hundreder af militære lastbiler var i brand».

Gang på gang dykkede de britiske kampfly ned fra himlen og spredte ødelæggelse. Før hvert kommende angreb skjulte Degrelle bilen, en Volkswagen, tæt på brændende bilvrag. Det var den bedste måde at undgå angreb, da piloterne ledte efter nye mål og gav fanden i dem, der allerede brændte. På denne måde kunne han komme igennem infernoet fem hundrede meter ad gangen.

Tyske soldater kom springende ud fra en sidevej og rapporterede, at de britiske kampvogne avancerede stadig nærmere. Lübeck havde allerede kapituleret, og dermed havde han mistet sine vallonske soldater. Han og hans fire resterende vallonere i bilen vendte om og drog mod nord.

Degrelle nåede havnebyen Kiel. Der var han vidne til ødelæggelsen, da byen blev angrebet af hundreder af jagerbombere samme dag. Briterne ønskede at forhindre, at tyskerne bragte tropper over til Norge for at fortsætte kampen der. På dette tidspunkt var byen blevet bombet mange gange, og næsten 80 procent af den var ødelagt.

Fra Kiel lykkes han at rejse til Flensburg og den danske grænse. Her stødte han på nye problemer, tyske tropper, der trak sig tilbage, gjorde det umuligt at krydse grænsen, men efter mange forsøg fik han fat i feltmarskal Wilhelm Keitel over telefonen og blev derefter sluppet over grænsen.

Degrelle rejste gennem Danmark til København. Vallonernes lille Volkswagen havde SS-skilte, og det var upopulært, temmelig farlig på det tidspunkt, da det sværmede med væbnede modstandsfolk.

Men han nåede København. Chefen for SS i Danmark, general Günther Pancke, arrangerede Degrelle og hans kammerater i en tom villa. Andre valloner havde formået at komme til byen, og det var aftalt, at de vallonske SS-soldater skulle transporteres til Norge den følgende dag. Degrelle selv skulle rejse med fly til Oslo.

Men allerede den samme nat, fredag ​​den 4. maj, hørte Degrelle i radioen, at de tyske tropper i Danmark skulle lægge deres våben nøjagtigt kl. 08.00 om morgenen. Nu var gode råd dyre! Tre af Degrelles kammerater rejste i bil for at forsøge at kontakte hæren, men blev dræbt, da bevæbnede danskere overfaldt dem.

Ved en tilfældighed fik Degrelle at vide, at SS-general Werner Best, der var en civil guvernør i Danmark, boede i nærheden og rejste dertil. Best anså det for håbløst, men lovede i det mindste, at han ville prøve alt, og hvis det stadig var muligt, arrangere det, så en flådeofficer kom og hentede Degrelle inden for en time, så de kunne gå ombord på en båd. Degrelle ventede hele natten uden at nogen dukkede op.

Om morgenen var der komplet kaos i byen. De tyske styrker i Danmark havde kapituleret. Omkring SS-generalens villa begyndte der at patruljere bevæbnede danskere. Pludselig dukkede en civilklædt skibsofficer op og bad dem om at klæde sig i civilt tøj. Officeren formåede at få dem forbi de bevæbnede danskere og kørte dem til havnen, hvor de tyske krigsskibe lå. De passerede utallige vejspærringer. Da de til sidst ankom til havnen – var der kampe. Der udbrud skudveksling, da bevæbnede danskere forsøgte at storme den tyske flådebase. Tyskerne affyrede maskingevær og luftværnskanoner mod danskerne for at stoppe dem. I forvirringen, da danskerne flygtede i vild panik fra flådebasen, formåede de at køre frem med bilen til basens porte og blev sluppet ind.

Degrelle forklarede de tyske skibsofficerer, hvem han var, og at han ville til Norge. Tyskerne meddelte, at de allierede havde beordret, at ingen tyske fartøjer måtte forlade havnen. På samme tid begyndte de britiske tropper at ankomme til København. Men kommandanten for en minestryger sagde: «Nej, nej, ingen skal kunne sige, at Tyskland overgav sig».

Derefter beordrede han en minestryger at bryde ud af havnen og tage Degrelle til Norge. Kl. 18.30 om aftenen, foran de britiske soldaters øjne, styrede de ud af havnen i fuld fart, først mod den svenske kyst og derefter mod Norge. I mørke kunne de undgå flyangreb, bare de nåede de norske fjorde inden solopgang. Flere gange i løbet af natten fløj fjendtlige fly hen over skibet – men intet skete.

Kl. 10:00 om morgenen, søndag den 6. maj, ankom de havnen i Oslo. Degrelle opsøgte den tyske rigskommissær for Norge, Josef Terboven, som tog vel imod dem og arrangerede sovepladser til dem. Degrelle var nu helt udmattet og faldt i søvn med det samme.

Den næste dag, den 7. maj, mistede Degrelle håbet. Det var tydeligt, at de tyske styrker i Norge til enhver tid ville lægge deres våben, og at situationen i Norge begyndte at glide ind i anarki. Men om aftenen blev han kaldt til Terboven. Der blev han mødt af Terboven og SS-general Wilhelm Rediess (begge begik selvmord den 8. maj). Disse havde udtænkt en desperat flugtplan for Degrelle.

Med en seriøs stemme sagde Terboven:

Jeg har bedt Sverige om at give dig asyl, men de nægtede. En ubåd fører dig muligvis helt til Japan, men kapitulationen der er fuldstændig. Ubåde kan ikke længere forlade havnen. I lufthavnen er der stadig et fly, der tilhører Albert Speer. Vil du tage en chance og prøve at nå Spanien i aften?

Rejsen til Spanien var på 215 miles. I teorien havde flyet, en Heinkel 111, en rækkevidde på 210 miles. Hvis de fløj meget lavt, kunne de spare på brændstof, og så var det ikke umuligt at nå frem.

Kl. 11 blev Degrelle hentet af piloten i bil. Da de kørte gennem Oslo, var tusinder af mennesker ude på gaderne for at fejre. Da de ankom til lufthavnen, drog de straks videre med fly. Piloten havde detaljerede kort over Norge, men bortset fra det havde han kun et lille kort over Frankrig, fra en lommedagbog.

At et enligt tysk fly ville klare sig uden at blive skudt ned på en 200 mil lang rejse er næsten usandsynligt. Men omkring Europa fejredes nu sejren, og de fleste allierede piloter var ikke i stand til at flyve den aften. Og det var kun en nat som denne, at e sådan flugt overhovedet kunne være mulig. Desuden ville de først flyve til Skotland, derefter i retning af den engelske kyst mod Frankrig, for på denne måde at narre fjenden til at tro, at flyet tilhørte de allierede.

Da de kom over Belgien, begyndte luftforsvarets lyskastere at lyse på dem. De kunne stadig se nye lyskastere blive tændt foran dem. De blev kaldt over radioen: «Hvem er du? Identificer dig selv». Men de svarede aldrig. De fløj over Paris, derefter mod den franske atlanterhavskyst mod syd. Motorerne begyndte at sætte ud. Brændstoffet var ved at slippe op. De begyndte at miste højde. Den anden pilot uddelte redningsveste. Under dem så de to franske patruljebåde rykke ud. Men langt borte kunne de skimte den spanske kyst. Skulle det lykkes at nå frem?

De svæver mod den spanske kyst. De skrabede næsten nogle klipper og hustage i byen San Sebastian, men piloten fik øje på en sandstrand, hvor de forsøgte at nødlande. Med 250 kilometer i timen styrtede flyet ned på maven. Degrelle blev alvorligt såret, men overlevede. Lokale spaniere kom vadende og svømmede ud og trak de overlevende ud af flyet og førte dem til ventende ambulancer. De lykkedes med det umulige.

Det blev snart kendt, at Degrelle havde formået at komme til Spanien. I Belgien blev han dømt til døden i sit fravær, og presset var hårdt på Spanien for at få ham udleveret. Men Spanien, som da blev styret af Franco, nægtede. Senere fik Degrelle spansk statsborgerskab under et andet navn, José León Ramírez Reina. Han skabte et nyt liv som en succesrig bygherre. Han byggede en paladslignende villa til sig selv og sin familie uden for den lille by Constantina i Andalusien.

Han arbejdede også aktivt for sagen, blandt andet gennem den spanske nationalsocialistiske organisation CEDADE. Gennem hele sit liv forsvarede han Det Tredje Rige, Hitler og nationalsocialismen i både tale og skrift.

Efter krigen, på spørgsmål om han angrede noget, svarede han: «Kun at vi tabte!».