Lad kvinder få lov til at være hjemme med børn!

IDEOLOGI: Modstandsbevægelsens Anette Borch skriver her om, hvordan det moderne feministiske samfund påtvinger mødre livsvalg de ikke ønsker og at de som rammes hårdest, er barnet.

At vi lever i et samfund gennemsyret af feminisme og kulturmarxisme er næppe noget, vi ikke er klar over, men en sammenhængende problemstilling er; hvad gør det med børnene?

Vi lever i et samfund, hvor kvinder forsøger at strække barslen så længe som muligt, på bekostning af familiens økonomi. De fleste kvinder vil virkelig ikke tilbage på arbejde, når barnet er lige under et år gammelt.

Jeg har selv siden den dag min søn blev født tænkt, at jeg en dag skal efterlade ham i børnehaven, hvor jeg ikke har styr på, hvad han lærer, hvem han leger med, eller hvem der skifter ble på mit barn.

Alle nationalsocialister ved, hvor dybt kulturmarxistiske lobbygrupper stikker i samfundet, og børn må allerede i  børnehaveklassen lære om Pride, og at en pige kan være sammen med en pige, en dreng kan være sammen med en dreng, og dermed lærer de, hvad en homoseksuel er. Desværre lærer de ikke, hvad en homoseksuel er på den rette måde eller i den rigtige alder.

Et lille barn skal ikke vide, hvad seksualitet er, eller behøve at tænke over det. Endnu mindre burde de overhovedet have noget med pædofili at gøre. Vi skal ikke behøves at lære vores små uskyldige børn at sige »stop, min krop«, og at voksne kan være »dumme«, vi skal i stedet være der ved siden af ​​børnene og sørge for, at der ikke sker dem noget. For sandheden er, at pædofile får lov til at leve frit, og det sker, at de arbejder i børnehaven, det har vi set. Hvor er det sygt, at jeg som nybagt mor i »babyboblen« allerede skal bekymre mig om den dag, jeg ikke længere kan være sammen med mit barn, eller endnu vigtigere, den dag, jeg ikke kan være der for mit barn, når han har brug for mig 24 timer i døgnet.

JEG som mor vil sammen med faren være den, der lærer barnet, hvad der er rigtigt og forkert, efter vores livssyn, så vi kan forme barnet, som vi vil. Skal en raceblandet feminist i børnehaveklassen lære mit barn, hvad det skal gøre, eller hvordan det skal opføre sig? Bekymringen for at han skal lære ting, uden at jeg er der og kan se det og heppe på ham, skal man virkelig opleve den? For hvad? Lighed? På bekostning af hvad? Børnene!

For i alt det skidt, som mødre har det dårligt over, er det i sidste ende børnene, der virkelig lider på grund af feminismen. Det er børnene, der lærer noget nyt eller falder uden at få lov til at vise deres mor, hvad de har lært eller få trøst af den vigtigste og bedste, når de blev bange og sårede. For sådan er det, selvom feminisme og ønsket om ligestilling ikke er enig, så er mor stadig vigtigst og bedst. Selvfølgelig er faren vigtig og god, men en mor er den vigtigste tilknytningsperson. Så er det også sådan, at langt de fleste børn begynder at gå ved omkring bare et år gammelt, tænk at man som mor misser sit barns første skridt. Forestil dig den følelse, barnet har, når det stolt tager dets første skridt, og så ikke engang moderen er der og ser dem?

Hvis man skal holde 100 % barsel syv dage om ugen, og faren tager sin halvdel, betyder det, at barnet skal være væk fra sin mor fra 6 måneder. Hvis jeg forlader lokalet, sker det, at min søn begynder at græde og kravle efter mig så hurtigt han kan. Ville jeg forlade ham for en 8 timers arbejdsdag plus rejseplan?

Der er de familier, som faktisk ikke har andet valg på grund af økonomiske årsager. Ifølge børnepsykologer bør en baby ikke være væk fra sin mor i mere end en time om måneden, altså 6 timer ved 6 måneder. Arbejder du, er du formentlig væk i mere end 6 timer om dagen, noget der absolut ikke er optimalt for hverken mor eller baby, især da selv WHO anbefaler, at barnet skal have modermælk i to år. Så er det måske ikke alle, der er så heldige, at man arbejder 08-16, og så måske ikke har tid til at lave god mad fra bunden og i stedet giver færdigmad, eller slet ikke er hjemme om natten, hvilket normalt er, når børnene er mest følsomme og har det største behov for mor.

Sara Andersson, som skrev en seværdig artikel om feminisme den 8. marts, har for nylig fortalt mig, at det dagligt diskuteres i forskellige mødregrupper om hjernerystelse og diverse andre skader på grund af personalets manglende interesse og opmærksomhed. Det er også skrevet af børnehaveklasselærere, at de hader deres job, »lorteløn for fandme hårdt arbejde«. Måske er det ikke så mærkeligt, hvis »alle« børn i Sverige mellem et og seks år skal gå i børnehaveklasse? Der vil være ret mange børn til ret lidt personale, især i betragtning af hvor mange børn alle racefremmede får. Er det virkelig bedre at stuves inde end at være sammen med sin familie? Med sin mor og far? Med ens søskende? Er det bedre end at tilbringe dagene med nogen, der elsker dem mere end noget andet? Nej, det feministiske samfund skader familien og børns første og vigtigste leveår.

Vi har brug for mere tid til at lande, opbygge familien og faktisk nyde det, før vi bliver tvunget til at stresse ind i en hverdag, vi ikke ønsker for at overleve økonomisk i et samfund, der hellere vil smide penge efter alle, der ikke er hvide. Jeg mener i hvert fald, at længere tid med ens børn ville have resulteret i stærkere familier og færre skilsmisser. Jeg tror også, det avler individer, der er trygge og raske.

Jeg kan se tilbage på min opvækst i en naturlig familie med en mor, der altid har været der for mig, involveret og engageret. Giv mødre muligheden for at være sådan en mor! Giv os muligheden for at være der og give det bedste for vores børn uden at skulle bekymre os om prisen på noget så overfladisk som for eksempel tøj eller brændstof. Jeg får selv ondt i maven hver gang jeg skal udvælge barselsdage og forsøger at tage så få som muligt, og tjekke om summen af ​​penge er noget jeg kan leve med, eller om jeg kan udvælge endnu færre.

I Vores Vej står der, at Den Nordiske Modstandsbevægelse vil »Fordoble forældreydelsernes længde og forhøje laveste erstatningsniveau til 100 % af hvad kvinden havde tjent ved at arbejde i stedet.Alle krav om reservationsdage til faderen fjernes, så kvinden kan vælge at gå hjemme med barnet i hele perioden.«  Får man så mange børn, har man som udgangspunkt mulighed for at være hjemme gennem hele deres opvækst. Behovet for samvær med andre børn, der ifølge eksperter kommer efter cirka 3 år, kan naturligvis løses af sig selv uden at sætte børnene i statens varetægt.

Hvornår blev det en kvindekamp, ​​at alle kvinder skulle tvinges til det samme, selvom de ikke vil? Er det ikke det modsatte af feminismens oprindelse? Manglen på frihed og mulighed for at vælge at gøre, hvad vi vil? For uden den økonomiske del har vi ikke mulighed og derfor heller ikke valget om at blive hjemme med vores børn, hvis vi ønsker det.

/Anette Borch