Kvindens rolle

Der har været meget fokus på kvinder på det seneste. Kvinden i kampen, kvinden i samfundet, kvinden generelt. Derfor tænkte jeg, at jeg ville bidrage til debatten.mm

I dag er det et faktum, at den naturlige orden i samfundet, i naturen og mellem kønnene er blevet forstyrret. Der stilles urimelige krav til alle mennesker, uanset køn. Her vil jeg dog fokusere på den kvindelige køn.

De krav eller forventninger, der stilles til kvinder i dag, går helt imod den naturlige orden og ofte, vil jeg tro, imod hvad kvinder selv føler er rigtigt, og hvad de ønsker. Det skaber en frustration hos kvinder, at de aldrig føler, at de er gode nok eller slår til. Uanset hvad de gør, eller hvordan de gør det, træder de altid nogen over tæerne, sårer nogen eller går imod noget. Dette, tror jeg, fører til, at mange kvinder i dag føler skyld, stress og angst. Det kan i sidste ende føre til psykiske problemer og splittelse i familier.

Den nationale bevægelse er desværre heller ikke fritaget for mærkelige synspunkter, selvom dette heldigvis bliver stadig sjældnere. Gennem mine år i den nationale bevægelse har jeg oplevet mange forskellige udtalelser, kommentarer, tanker og opfattelser af, hvordan en kvinde bør og ikke bør være, og hvad der er rigtigt og forkert. Den største misforståelse, jeg er stødt på, er en opfattelse af, at kvinder på en eller anden måde skulle være dårligere end mænd, og at mænd på en eller anden måde skulle være mere værd i kampen end kvinder.

Mentaliteten “kvinden skal stå ved komfuret og være sin mands tjener” er et forkert billede af nationalsocialismen, som spredes af vores modstandere for at skabe splid og uenighed mellem kønnene. Skræmmende nok synes denne opfattelse også at have slået rod hos nogle nationale. Man har fået plantet den idé, at det er sådan kvindesynet er i nationalsocialismen.

Omvendt er presset om, at kvinder ikke skal være hjemme, men skabe karriere, et andet våben, der bruges mod de traditionelle kønsroller. Her ser man, hvordan vores folks fjender har haft succes. De har formået at overbevise folk om, at typisk kvindelige opgaver – og dermed også det kvindelige køn – er mindre værd.

Det er et faktum, at kvinder og mænd er forskellige, og derfor også tilpasset forskellige ting. Dette er en sandhed inden for nationalsocialismen og ikke noget, jeg finder mærkeligt eller forkert. Vi er forskellige. Vi ser forskellige ud, og vi fungerer forskelligt. Der findes studier, der viser, at kvinder og mænd endda løser samme type problemer på forskellige måder. Ikke på en bedre eller dårligere måde, men forskelligt. At vi er forskellige betyder heller ikke, at det ene køn er dårligere end det andet eller mindre værd. Det betyder blot, at vi supplerer hinanden, som naturen har tiltænkt. Nationalsocialismen handler i bund og grund om balance. Den naturlige balance mellem mand og kvinde. Kønnene supplerer hinanden med deres forskellige genetiske og biologiske egenskaber.

Jeg personligt har ikke noget problem med at udføre “typisk kvindelige opgaver.” Jeg tror ikke, at nogen kvinder egentlig har. Jeg tror, det ligger i vores natur at værne lidt ekstra om hjemmet og børnene, lave lidt mad i køkkenet og sørge for, at tingene fungerer. Det, vi derimod bliver irriteret over, er, når dette mødes med nedladende kommentarer fra mænd omkring os. Når det får en undertone af, at det er mindre værdifulde opgaver, som kvinder skal tage sig af. Det er her, konflikten opstår for mig – og sikkert for mange andre kvinder. Det er her, jeg sætter mig på tværs, bliver irriteret, kaster ting og råber. Det er her, jeg bliver “typisk kvindelig,” som nogle udtrykker det.

Hvorfor er et arbejde med karriere mere værd og respekteret end mit arbejde som mor og kæreste/hustru? Hvorfor skal jeg som kvinde vise værdsættelse og respekt for min mands hårde arbejde, hvis han ikke værdsætter og respekterer mit? Jeg kan ærligt indrømme, at det er mig, der laver mad, gør rent, vasker op, tager mig af børnene, sørger for madpakker osv. i vores hjem. Samtidig kan jeg sige, at hvis min mand aldrig viste mig værdsættelse for dette, ville jeg heller ikke værdsætte hans arbejde.

Det burde være en selvfølge for alle, der hævder at være nationalsocialister – især de, der vælger at være aktive – at begge roller er lige vigtige og kræver lige så meget disciplin og ansvar. Det burde være en selvfølge, at man støtter hinanden i sine opgaver som en samlet front i stedet for at kritisere hinanden.

Samtidig er kvindens egenskaber, som omsorg og ofte en naturlig indstilling til husholdningsopgaver, værdifulde i kampen. Det er nemlig sandt, at det er de små ting, der får de store til at fungere.

En kvinde, der passer børn, laver mad eller yder støtte, gør det muligt for manden at fokusere mere på det officielle kamparbejde. Bare det at tilbyde at passe børn ved større gadeaktiviteter kan betyde, at der er mindst én mand mere på gaden. Det kan vise sig at være afgørende for hele aktiviteten.

At være kvinde i Modstandsbevægelsen betyder ikke, som Paulina Forslund har sagt i Radio Nordfront, at man skal føde otte børn. Det betyder heller ikke, at du som kvinde skal elske at stå i køkkenet, altid gå i kjole eller kun tale, når du bliver tiltalt (absolut ikke det sidste!). Det betyder heller ikke, at du på nogen måde skal underkaste dig din egen eller nogen anden mand.

Det betyder, at du med alle midler og på den mest passende måde bidrager til befrielsen af vores folk. Hvordan du vælger at gøre det, er op til dig. Ja, det anbefales kraftigt, at du får børn, da det er en biologisk egenskab, der er tiltænkt kvinden. Men hvor mange børn det bliver til, eller hvornår det sker, er op til dig og din mand. Hvis du som kvinde derimod også ønsker at bidrage direkte til kampen eller organisationen, er det op til dig at tage initiativet.

Der er mange måder at bidrage på uden at stå på gaden. Du kan fremstille propaganda, skrive til vores sider, agere barnepige, arrangere eller hjælpe til ved sociale arrangementer, organisere studiekredse, dele tips om god mad og sund livsstil, diskutere børneopdragelse og meget mere. Listen er uendelig!

Tag kontakt til Modstandsbevægelsen enten via siden her eller ved at tale direkte med nogen, du ved, er organiseret. Du er nødvendig! Som sagt er det de små ting, der holder de store sammen, og det er her, vi kvinder udmærker os!