Kvinden – livets skaber

KOMMENTAR: Kvinder lærer i dag, at de skal uddanne sig, satse på karriere og have utallige sexpartnere samt løse forhold. I stedet gør dette dem til deprimerede storkonsumenter af psykofarmaka, når de frasiger sig deres højeste formål – at blive mødre.

Illustrationsbillede. Foto: Stocksnap.io. (CC0 1.0 DEED)

Markus Hansson skrev for et stykke tid siden en kronik ved navn “Den kvindelige soldat“, hvor han argumenterede for kvindens pligt og opgave i den demografiske krig, som europæere og hvide mennesker over hele verden står over for. Han mener, at kvindens “krigstidspostering” er på fødestuen, i en fødselsrolle, for at forsyne verden med hvide børn, så vores race ikke uddør, og for at sikre, at der i fremtiden er nogen, der kan slå tilbage mod de kræfter, der ønsker vores død og undergang.

Selvom jeg selvfølgelig er enig i alle argumenter i Hanssons indlæg til 99 procent, vil jeg supplere overvejelsen med endnu et synspunkt. Det er selvfølgelig fristende – og berettiget – bare at ønske at forfølge de degenererede vestlige kvinder, der ofte anser det for kvindeundertrykkelse at føde børn, med piske og nagler. Men denne hetz kan også suppleres med noget positivt: De næsten uendelige fordele for kvinder, der skaber nyt liv.

I har alle i jeres nærhed og måske kender I personligt den 18-40-årige kvinde, der vil blive beskrevet. Hendes sociale medier er fyldt med træningsbilleder, ved middage med “bedste veninder”, et glas rødvin (med en tre liters karton omhyggeligt gemt væk fra kameraets linse) foran den seneste jødiske popkultur, som lydige goyer skal forbruge. En kæreste eller Gud forbyde, en ægte mand er ikke noget, denne selvstændige kvinde har nogen som helst behov for. Hendes befrier er p-piller, der har befriet hende fra naturen, fra kvindens naturlige cyklus og ikke mindst fra graviditet. Denne frigjorte livsstil, som mange steder blev betragtet som en afsky for så lidt som 20 år siden, gør hende mirakuløst lykkelig, selvom hun tvinges til terapi, tygger på SSRI-præparater for at lindre sin kvælende depression og angst, og alligevel er hun næppe funktionsdygtig. Mennesker, der tænker lidt dybere over fænomenet, stiller måske spørgsmålet, hvordan harmonerer dette med den facade, hun præsenterer? Og måske konstaterer de også, at det slet ikke harmonerer.

Skønhed er kun en facade for et tomt indre

Selvfølgelig nyder de fleste mænd at se smukke kvinder, det er helt sundt og naturligt. Og indimellem kan det da også ske, at vores øjne bliver hængende et sekund længere end hvad der er passende på en af alle de milliarder seksualiserede billeder, der postes på forskellige sociale medier. Jeg har dog bemærket en overraskende ting med mig selv vedrørende dette: Siden jeg selv blev far og dagligt ser det bånd, min kvinde har til vores barn, er det, der tiltrak mig ved en anerkendt smuk, men moderne kvinde, i høj grad blevet slettet fra min bevidsthed. Når jeg nu ser den typiske TikTok-kvinde uploade den otteogfirsende identiske video for dagen, hvor hun knæler og zoomer ind på sin bagdel, der er klemt ind i yogabukserne, der sidder som et ekstra lag hud, føles det bare tomt. Man forstår på en anden måde, at denne søgen efter bekræftelse er en slags erstatning for den tomhed, hun føler indvendigt – bevidst eller ubevidst – som en konsekvens af ikke at have ført sit blod og sin race videre. Dette uanset hvor meget hun brokker sig over, at de ældre mænd i kommentarfeltet “seksualiserer” hende, og at hun faktisk kun vil dokumentere sine træningsresultater.

Problemet med barnløse kvinder er, at de har alt for meget tid tilovers. Det er selvfølgelig også et problem blandt mænd, men mænd kan i langt højere grad klare sig uden børn, selvom det selvfølgelig er noget, vi alle kraftigt ville fraråde. Mænd har evnen til at fordybe sig i hobbyer og være relativt tilfredse med tilværelsen. For kvinden er dette betydeligt sværere, da hendes biologiske ur gør sig påmind med meget højere volumen end for manden. Hvad gør den barnløse kvinde med al denne ekstra tid? Blandt andet det, der blev beskrevet ovenfor; sandsynligvis engagerer mange af dem sig også i at prøve et alt for stort antal sexpartnere, hvilket fører til følelsesmæssig skade og forværrer vanskelighederne med potentielle fremtidige forhold yderligere.

Når alt dette “sjove” med de bedste veninder og den seneste flirt på klubben er forbi, og de sidder derhjemme i deres krog med deres kat og deres vinglas, begynder de at tænke. De begynder at gruble og får angst og lider af alle verdens psykiske problemer. Men fordi samfundet har lært dem, at deres liv er det mest ideelle liv for en “frigjort” kvinde, kan de ikke erkende over for sig selv, at de efterfølgende problemer i stor grad er konsekvenser af deres egne handlinger og livsstil.

Kvinder er ikke skabt til at tænke overdrevet meget; en kvinde uden et barn at tage sig af bliver neurotisk og i mange tilfælde deprimeret, undtagelser findes selvfølgelig, og kvinder, der af en eller anden grund ikke kan få børn eller har svært ved at finde en partner, selvom de forsøger, kan være netop de undtagelser. Der er dog en astronomisk forskel mellem at acceptere sin rolle som barnløs og at blive indoktrineret til at “frivilligt” vælge det liv.

Det helligste man kan overvære

Nu vil jeg endelig komme til emnet: Det positive. Kontrastér disse eksempler på kvinder, der er totalt formet af det rådne vestlige samfund, vi er opdraget i, med en nybagt mor eller en kvinde, der snart skal være mor. Er der ikke noget magisk ved at se en nybagt mor komme hoppende med sin elskede lille baby i barnevognen eller at se en kvinde, der mærker sin mave efter spark og bevægelser? Nu vil nogen måske påpege, at de også kan se trætte og slidte ud som følge af fødselsanstrengelser og den søvnløshed, der normalt følger med at vente og føde et barn. Jo, det er også sandt. Men det er ikke det rent fysiske, jeg taler om; der er en “glød” omkring mødrene, noget instinktivt, man kan næsten sige, at der er noget åndeligt over det. Dette er noget, som vi mennesker er programmerede til at se som utroligt smukt af en grund. Det moderne kvindelige eksempel herover fremstår i sammenligning med en nybagt mor meget grå og kedelig. Hvor relativt værdiløse er alle de fitness-selfies og aftenarrangementer i forhold til at give anledning til nyt arisk liv?

Det er utroligt smukt og et privilegium at se en nybagt mor kramme sit barn, at se denne totale og betingelsesløse kærlighed, som kun en mor kan give sit barn. En mor til en lille baby får også al den bekræftelse, hun behøver, ved at se sit barns første smil, høre de første ord, være vidne til de første vaklende skridt. Og måske det vigtigste: De har stort set ingen tid til at søge bekræftelse fra desperate mænd på internettet eller løbe rundt på natklubber.

Jeg husker en anekdote, jeg engang hørte om en kvinde, der i sin tid havde født femten børn. En dag havde hun sine børnebørn på besøg, desværre husker jeg ikke, hvor mange det drejede sig om, men lad os sige, at de var mange. Pointen med anekdoten er: Ingen, ikke en eneste person eller et eneste barnebarn, spurgte, hvad hun havde arbejdet med, hvor mange lange dage hun havde tilbragt som en stærk, frigjort kvinde på sit arbejde, eller hvor mange studiepoint hun havde samlet. Hun har gjort det vigtigste, en kvinde kan gøre, bemærk venligst, at det ikke er den eneste opgave, en kvinde har, men det er klart den vigtigste; hun har ført sit blod videre og ført sit folk et skridt ind i fremtiden. Eksemplet med bedstemor kan også anvendes på dagens socialarbejdsstuderende, urbane festpiger. Mænd, præcis som børnene, bekymrer sig ganske enkelt ikke om en kvindes uddannelsesniveau, karriere eller deres overambitiøse mål. Tværtimod er der flere studier, der peger på, at mænd foretrækker en kvinde med såkaldt lavere “status”, medmindre de simpelthen er helt uinteresserede i, hvordan det står til med sagen.