Kriminalitet: Nye svenske tal viser prisen for indvandring

MULTIKULTUR: Aktuel rapport om kriminalitet i Sverige sætter fornyet fokus på, at indvandrere og efterkommere begår mere kriminalitet.

Emil O.W. Kirkegaard er i en artikel på kontrast.dk dykket ned i tallene fra de svenske myndigheder.

Sverige er kendt som landet, der ved migrantkrisen af 2015 promoverede sig selv som at være den humanistiske supermagt. Helt konkret ved at tillade mere immigration i forhold til befolkningstørrelsen end noget andet land. Senere måtte en grædende minister på tv dog udmelde, at man nu ville sætte en stopper for, hvor mange der kom ind. Landets økonomi kunne simpelthen ikke holde til det.

Et stort antal økonomiske studier har estimeret udgifterne til indvandring i Norden, og alle finder resultater i samme retning: Måler man på den gennemsnitlige ikke-vestlige indvandrer på nuværende tid eller over et helt liv, er han en ret stor underskudsforretning. En videogennemgang findes her.

Sverige har dog som noget semi-unikt forsøgt sig med at gemme tallene af vejen, hvad angår kriminalitet. Idéen er måske at hvis folk vidste, hvor slemt tingene stod til, ville flere nok stemme på Sverigedemokraterne (som i øvrigt lige nu står til 20 % i meningsmålingerne). Siden rapporten fra 2005 har man derfor nægtet at udgive kriminalitetstal om indvandrere i Sverige fra BRÅ (Brottsförebyggande rådet), som svarer til en blanding af Det Kriminalpræventive Råd og Danmarks Statistik (DST).

Men så gik den åbenbart ikke længere: 25. august udgav BRÅ en 162 siders rapport om kriminalitetstallene: Misstänkta för brott bland personer med inrikes respektive utrikes bakgrund (Mistænkte for kriminalitet blandt personer med inden- og udenrigsbaggrund).

Gruppen af mistænkte har væsentligt overlap til gruppen af kriminelle, og den nye rapport er spændende læsning. Hvordan er det gået i landet, hvor man ikke engang kan læse offentlig statistik om problemerne? Det korte svar er: et sted mellem ikke ret godt og temmelig ringe. Men først skal man forstå de statistiske inddelinger.

Danmarks Statistik inddeler personer i fem grupper: personer med dansk oprindelse, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, vestlige efterkommere og ikke-vestlige efterkommere.

Personer med mindst én bedsteforælder født i Danmark tælles som helt danske. Personer, hvis forældre er født i Danmark, tælles som efterkommere, og hvis ikke, så som indvandrere. I andre lande kaldes disse typisk for første- og andengenerationsindvandrere. Her noteres det, at i Danmark er der ingen særlig kategori for personer med halv dansk oprindelse. Alle sådanne personer tælles som helt danske. I Tyskland tælles sådanne personer derimod som »personer med migrantbaggrund« (se tal for denne gruppe her).

I Sverige er de lidt mere fornuftige, og sådanne personer har en separat gruppe. Derudover har Sverige følgende andre grupper: indenrigsfødte med to udenlandske forældre samt udenlandsfødte. Den sidste gruppe svarer derfor til den danske »indvandrere«-gruppe, og den danske gruppe »efterkommere« svarer til en anden af de to svenske med personer med helt eller delvist Sverige-fødte forældre. Nå ja, Danmarks Statistik er også begyndt at have en del tal om tredje generation, som de kalder børn af efterkommere.

Med klassificeringen af banen, så lad os kaste os ud i tallene. Den første figur af interesse er Figur 3:

Figuren viser andel personer i aldersgruppen 15+ (alle personer, som er 15 eller ældre), som har været mistænkt for kriminalitet i perioden 2015-2018 fordelt efter oprindelsesområde.

Rapporten giver definitioner på disse, men de følger cirka, hvad man ville forvente: Norden uden Sverige er Danmark, Norge, Finland, og Island; Østasien er Kina (inkl. Hong Kong), Taiwan, Korea (begge), og Japan. Den mørke farve viser anden generation (»efterkommere« i DST’s terminologi) og den lyse farve første generation (»indvandere« i DST’s terminologi). Tallet for svenskerne selv (begge forældre født i Sverige-gruppen) er 3,2.

Det mest iøjnefaldende resultat er, at anden generation næsten altid er højere i kriminalitet end første generation. Det samme mønster har man set i Danmark i flere årtier, uden det dog er klart, hvorfor dette er tilfældet. Anden generation burde jo generelt klare sig bedre, hvad de også gør, hvad angår uddannelse, indkomst, arbejdsløshed m.v., men altså ikke kriminalitet.

Måske første generation er mere afskrækket fra kriminalitet grundet højere risiko for udvisning eller ud fra taknemmelighed for, at et andet land åbnede sine døre. I al fald ser man samme mønster i Sverige. Det mest mystiske ved figuren er dog resultatet for de andre nordiske lande, som følger samme mønster. Anden generation ikke-svenske nordiske personer har således cirka dobbelt så høj rate som svenskerne selv (7,5/3,2=2,3). Uheldigvis gives tallene ikke for de enkelte oprindelseslande for grupperne i anden generation, kun for første. De kan findes i bilag 1 til rapporten (startende på side 10).

Det andet åbenlyse resultat er at de sædvanlige grupper, som vi kender herhjemmefra, også er ret kriminelle i Sverige. Nordafrika-gruppen (Algeriet, Egypten m.fl.) har en rate på 20,1 i anden generation, i kontrast til svenskerne selv på 3,2, altså 6,3 gange så mistænkt kriminelle. Problemet her er dog klart: Gruppen består primært af ret unge mennesker, og som bekendt er der en stor aldersforskel i kriminalitet (alders-kriminalitet-kurven, age crime curve).

Forfatterne har derfor foretaget udregning om, hvad tallene nok ville have været, hvis køns- og aldersfordelingerne var den samme som hos indfødte svenskere. Resultatet ses i Figur 8:

De tre gradieringer viser, hvordan de statistiske justeringer påvirker resultaterne. Den mørke fave er uden justering, mellemfarven er med justering for alder og køn, og den lyse farve er justering for alder, køn, disponibel indkomst, og uddannelse. I cirka alle grupper ses det, at justeringerne reducerer kriminaliteten.

Hvis alle havde samme fordeling af alder, køn, indkomst og uddannelse som etniske svenskere, ville kriminalitetsniveauet være en del lavere hos de fleste grupper. Denne justering fortæller ikke, at disse faktorer forårsager forskellen, men med alder og køn kan vi nok være ret sikre på, at der er tale om årsager, da disse mønstre med alder og køn ses i alle samfund og har en klar sammenhæng med testosteron.

Uanset om disse justeringer foretages eller ej, så ses det dog, at forskellene stadig er ret store. For at bruge det samme eksempel som før: Første generation fra Nordafrika ligger på 14,8 (4.6 gange), og det reduceres til 11,6 og 9,6 med justeringer, men begge er ret langt fra det svenske tal på 3,2, hhv. 3,6 og 3,0 gange.

Det mest mangelfulde ved rapporten her er, at der ikke er nogen sammenligning af, hvad raterne for kriminalitet hos anden generation ville være. Vi kan derfor ikke finde ud af, hvad raten for ikke-svenske nordiske ville være, såfremt disse havde samme køn- og aldersfordeling som svenskerne selv. Danmarks Statistik foretager denne justering i sin egen 2020-rapport (tabel 6.7), hvor man kan læse, at anden generation ikke-vestlige er 3,8 gange så kriminelle som danskere, men kun 2,6 justeret for alder og køn.

Afslutningsvist ser forfatterne på, om forskellene varierer efter kriminalitetstype. Svaret er ja; selv efter justeringerne er der større forskelle på grupperne, når det gælder grov voldelig kriminalitet. Figur 13 viser resultaterne:

Den mest relevante justering at se på er den for alder og køn (forskellene i indkomst kan selvsagt skyldes de samme faktorer, som forårsager kriminalitet, hvorefter det ville være en fejl at justere for disse, kaldet den sociologiske fejlslutning). Her ses det, at anden generation er hele fem gange så kriminelle hvad angår dødelig vold (inklusive drab og drabsforsøg), mens overrepræsentationen er 3,6 for første generation. Altså, indvandring i Sverige trækker raten for grov voldelig kriminalitet meget op, i forhold til hvad den ville have været uden.

Er der nogen forbedring i sigte? Forfatterne ser på dette spørgsmål ved at sammenligne resultaterne med dem fra BRÅ-rapporten fra 2005. De sammenligner hyppigheden af kriminalitet som funktion af svenskernes egen på tværs af de to perioder (tabel 2).

Der er dog ingen forbedring at se: I perioden 1997-2001 var anden generation 2,0 gange så kriminelle, mens det var 2,4 gange i 2015-2018. For første generation gælder tallene 2,5 til 2,2. At undgå at snakke om tingene i Sverige har tydeligvis ikke hjulpet på problemerne. Tværtimod, der er nu flere kriminalitetsproblemer i Sverige grundet den højere indvandring i forhold til andre nordiske lande.

Kilde:
Kontrast