Kommentar angående krigen i Ukraine

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Robert Eklund, Landsrådsmedlem og koordinator for redechefer i Sverige, kommenterer krigen i Ukraine og beskriver den som en krig mellem imperialiststater med USA på den ene side og Rusland på den anden.

I løbet af natten til torsdag hørte vi nyheden om, at Rusland har indledt et fuldskala militærangreb på nabolandet Ukraine. Den russiske præsident sagde i en erklæring i løbet af natten, at landet gennemførte militære operationer i Donbass for at »forebygge ukrainsk aggression« og for at »demilitarisere og afnazificere« Ukraine. Det faktum, at det var en lille militær operation begrænset til Donbass, modsiges af en lang række kilder, da der er rapporter om luftangreb på ukrainske byer så langt mod vest som Lviv. Der er også rapporter om, at russiske landtropper har krydset grænsen mellem Ukraine og Hviderusland, og at kampe finder sted i udkanten af ​​Ukraines næststørste by, Kharkiv. Andre rapporter tyder på, at russiske tropper også rykker mod vest fra Krim, og at russiske luftbårne enheder har overtaget en lufthavn i udkanten af ​​Kiev.

Konflikten i Ukraine har stået på lavintenst i en årrække, siden kampene efter Maidan-kuppet i 2014 sluttede. Udbryderrepublikkerne Donbass, Donetsk og Luhansk har i disse år været de facto selvstyrende, dog under stærk indflydelse fra Kreml.

Ukraine har på den anden side flyttet sig stadig tættere på USA og NATO, både økonomisk og militært. Der er modtaget store tilskud fra både USA og EU, ofte med politiske modkrav. Der er også modtaget store leverancer af militært materiel, primært af en defensiv variant i form af panser- og luftforsvar. Siden begyndelsen af ​​konflikten har vestlige militærinstruktører også været på plads for at træne de ukrainske væbnede styrker.

Det ukrainske perspektiv er ret let at forstå, da i lang tid har lidt under kommunistisk styre. De fleste lande, der var under den kommunistiske støvle efter 1945, har i vore tid en stor modvilje mod at komme under russisk indflydelse igen.

Inden denne militære konflikt brød ud, havde Rusland stillet en række krav til Vesten, især USA. Man har krævet, at NATO’s udvidelse mod øst skal stoppes fuldstændigt. Hvilket fra et russisk synspunkt er ganske rimeligt og let at forstå. Ruslands krav, om de var seriøse eller ej, lader jeg være usagt, måtte dog kaldes fra en mere eller mindre forenet vestlig verden.

Ruslands svar på de negative svar vedrørende landets krav kom mandag, da Putin udstedte en officiel russisk anerkendelse af de ukrainske udbryderrepublikker, hvilket blev fordømt af et forenet Vesten. Denne fordømmelse lyder dog ret falsk, da Rusland har lært af vestmagterne, hvordan man »legalt« kan opdele lande. Jeg taler her om Kosovo, som ifølge alle kunstens regler skal tilhøre Serbien, men som efter USA’s og NATO’s militærangreb blev erklæret selvstændigt.

Krigen handler egentlig ikke om Rusland vs Ukraine, men den er en del af en større konflikt, hvor et stadig mere ekspansivt NATO står over for et Rusland, der til en vis grad er trængt, men som også har revanchistiske drømme om at genindføre Rusland i en rolle som en global supermagt, der kan påtvinge landene deres indflydelse i samme grad som de amerikanske imperialister gør.

Vi, i det europæiske folk, står nu i dette mellem to imperialistiske og globalistiske blokke, den ene mere magtfuld end den anden. Vores lande bliver brugt som spillebrikker i et stadig mere aggressivt geopolitisk spil. Hvide europæere dør i dag, både på ukrainsk og russisk side. Det er altid tragisk, når vore hvide folkekammerater skal ofres på det globalistiske alter. Vi kan ikke tillade imperialistiske supermagter, hvad enten de kalder sig USA eller Rusland, at diktere betingelserne for, hvordan vi i Europa vælger at leve og føre vores politik.

Jeg vil ikke tro, at ukrainske soldater har til hensigt at ofre deres liv for muligheden for at lade homofile paradere i Kievs gader. I stedet vil jeg tro, at disse soldater, som nu kæmper for deres land, kæmper for muligheden for at bygge et bedre Ukraine, fri fra det korrupte regime, der blev sat til magten af ​​udenlandske interesser. Det vestlige liberale demokrati er ikke svaret for et truet Europa. Det er heller ikke svaret for at bevare et selvstændigt Ukraine. Ligesom, at det faktum, at svaret for et frit Ukraine og et frit Europa ikke hedder Vladimir Putin og Den Russiske Republik.

Svaret for at beskytte sig mod imperialistiske kræfter hedder i stedet nationalisme, nærmere betegnet nationalsocialisme. Under alle omstændigheder er min holdning klar. Jeg står 100 % for Ukraines ret til selvbestemmelse. En selvbestemmelse uden hverken russisk eller amerikansk imperialistisk indflydelse. Et nationalt Ukraine, et sundt Ukraine, der kan tjene som inspiration for andre.

Slava Ukraini! Heroiam slava!