Katyn-massakren

DAGENS DATO 5. MARTS: På denne dag i 1940 præsenterede NKVD-chefen, Lavrentij Berija, Stalin for et forslag om at henrette mere end 25.000 polske krigsfanger som befandt sig i sovjetiske kontrollerede fængsler og fangelejre. 

Fra d. 22. august 1938 til 1953 blev NKVD, det sovjetiske sikkerhedspoliti, ledet af Lavrentij Berija. Han fik sin forgænger Nikolai Ivanovich Yezhov henrettet efter længere tids tortur i kælderen i Lubyanka-fængslet i Moskva. Berija kom ligesom Josef Stalin fra Georgien. Dér havde han som leder af NKVD gjort sig kendt for sin hensynsløshed i forfølgelsen af ​​landets intellektuelle.

Den 17. september 1939, samme dag som sovjetterne gik ind i Polen, udstedte Berija den første ordre om at etablere en række transitlejre ved den polsk-russiske grænse. Her skulle tilfangetagne soldater og officerer placeres. To dage senere beordrede han etableringen af ​​yderligere otte lejre på sovjetisk territorium.

Mange af de polske officerer, der blev taget til fange, var ikke fastansatte, men havde civilt arbejde. En stor del af Polens fremmeste forskere og videnskabsmænd inden for forskellige felter endte således i fangelejrene. Gemt bag Stalin og Berijas beslutning om at henrette krigsfanger lå et ønske om at likvidere store dele af den polske intelligentsia. De fulgte således et mønster, der også vejledte bolsjevikkerne i deres behandling af den oprindelige befolkning.

Ifølge et hemmeligt direktiv fra Berija skulle de polske fanger opdeles, så officerer, underofficerer og politifolk blev ført til to særlige lejre. Disse var Ostashkov vest for Kalinin (i dag Tver) i Rusland og Starobilsk uden for Kharkiv i Ukraine. Embedsmænd i sikkerhedstjenesten, efterretningsfolk, militsmedlemmer samt fængselsbetjente skulle føres til Ostashkov. Generaler, officerer og højtstående regerings- og militærembedsmænd blev taget til Starobilsk.

Da disse to lejre ikke var nok, blev endnu en taget i brug.  Kozelsk-lejren øst for Smolensk fik lov til at fungere som en særlig lejr for officerer. Alt blev gjort med den største omhu, eftersom beslutningen kom fra det højeste sted i Sovjetstaten. Det samme gjaldt beslutningerne om, at fangerne i disse lejre skulle henrettes. Stalin godkendte Berijas forslag, hvorefter en endelig beslutning blev taget af det sovjetiske Politbureau.

Kort over de tre lejre, hvor polske krigsfanger blev anbragt.

De tre lejre

På alle tre lokaliteter havde NKVD valgt at bruge tidligere klostre til at tjene som fangelejre. I Starobilsk var der en stor ortodoks kirke med knækkede kors, der blev brugt som lager for hvede. Om vinteren blev hveden taget væk, ifølge rapporter blev den sendt til Tyskland. I slutningen af ​​oktober konstaterede lejrinspektøren, at der var 7045 fanger i lejren, hvoraf 4813 var menige soldater og 2232 officerer.

Den anden lejr, Ostashkov, var et gammelt kloster omgivet af en høj mur på en ø i Seliger-søen. Den 15. oktober var der her mere end 9.000 fanger. NKVD-løjtnant Frolov , som besøgte lejren på det tidspunkt, rapporterede om elendige forhold. En ting opfattede han dog som positivt. Dette var, at et dusin medlemmer af kommunistpartiet var til stede og spredte propaganda »for at overbevise de polske fanger om det sovjetiske systems overlegenhed.«

Den tredje lejr, Kozelsk, lå 250 km sydøst for Smolensk og var et tidligere kloster for eremitmunke. De fleste af fangerne herfra blev henrettet og begravet i Katyn. Dette stednavn blev senere et historisk symbol på den bolsjevikiske massakre på polske officerer og underofficerer i foråret 1940.

Lavrentij Berija.

Dokumenterne

Den 5. marts 1940 overrakte Berija en skriftlig anvisning til Stalin om, hvad han mente skulle gøres med de polske fanger. Dette dokument var i over 50 år blandt de mest hemmelige i Kremls arkiver. Det var først efter Boris Jeltsin kom til magten, at det kom frem. Dokumentet blev overdraget til den polske præsident Lech Walesa den 14. oktober 1992 .

Berijas forslag var sandsynligvis gået forud af mundtlige drøftelser med Stalin. Dokumentet fastslår, at fangerne i NKVD’s lejr og forskellige fængsler »er ukuelige fjender af den sovjetiske magt, fyldt med had til det sovjetiske system.« Det blev anslået, at der var 14.736 mennesker i lejrene. Over 97 % af dem var polakker. Ud over disse omhandlede dokumentet omkring 11.000 mennesker, der sad i fængsler i det vestlige Ukraine og Hviderusland.

Berija skriver i dokumentet til Stalin, at han anså det for nødvendigt at »håndtere disse i et særligt arresthus med fuldbyrdelse af den højeste straf – arkebusering«. Herefter står der også, at: »sagerne skal behandles uden indkaldelse af de anholdte og uden at der er rejst sigtelse.«

Stalin skrev »Za«, som betyder »for« foran sin underskrift på papiret. Herunder ligger også underskrifter fra K. Vorosyylov, V. Molotov og A. Mikojan. Kalinin og Kaganovich var ikke til stede og skulle kontaktes telefonisk. Deres godkendelse blev noteret i venstre hjørne. Alle medlemmer af Kommunistpartiets Politbureau havde således godkendt dokumentet. Samme dag blev der holdt et møde med partiets politiske bureau, hvor de besluttede, at Lenins mausoleum på Den Røde Plads skulle forsynes med en ny sarkofag.

En bevidst massakre

Den 2. marts, to dage tidligere, havde Politbureauet besluttet at deportere alle de polske fangers familiemedlemmer til Kasakhstan. Dette skulle ske senest den 15. april.

Til dem, der blev regnet som familiemedlemmer, var: »hustru og børn men også forældre, brødre og søstre i tilfælde af, at de bor sammen med den anholdtes familie.« Deres ejendom ville også blive konfiskeret. Der er stadig et polsk mindretal i Kasakhstan bestående af efterkommere af de der blev deporteret dertil i 1940-41.

Disse deportationer omfattede omkring 60.000 mennesker og blev gennemført på én dag, d. 13. april 1940. Deportationen af ​​familiemedlemmerne var en del af planen om at henrette de fængslede polske fanger.

Man kan spørge, hvordan udførelsen af ​​dette overhovedet kunne lade sig gøre? Svaret er, at sådanne operationer var blevet en rutine i det sovjetiske system. Noget der krævede mere omhyggelig forberedelse dog, var henrettelsen af ​​de mere end 25.000 fanger, som tilhørte eliten i det polske samfund.

Fra den 7. marts blev der afholdt adskillige konferencer i Moskva, hvor beslutningen om henrettelserne blev meddelt de ansvarlige indenfor NKVD. En protokol fra Politbureauets møder, hvor beslutningen er nedskrevet, blev trykt i mindst 481 eksemplarer. Dette viser, at kendskabet til massakren ikke var begrænset til nogle få personer.

De overlevende

Af dem, der var tilbage i de tre lejre efter henrettelserne af de menige soldater, undslap 395 mennesker fra at blive myrdet. De blev sandsynligvis anset for nyttige af sovjetterne. De blev sendt til andre lejre og de fleste overlevede krigen. Blandt disse var 47 personer med tysk baggrund, som slap for henrettelse efter den tyske ambassades indgriben i Moskva.

Ved de to lejre Ostashkov og Starobilsk var henrettelsespladserne placeret i nærheden af ​​lejrene. For fangerne i Kozelsk, der blev henrettet i Katynskoven, var det adskillige af kilometer væk. Til sådanne formål havde NKVD sit eget transportministerium. Transporterne måtte ikke vække opmærksomhed, og de skulle foregå i samme tempo, som henrettelserne kunne gennemføres.

Dem der undslap henrettelse var de der blev anset for at have vigtige oplysninger. En af disse var Stanislaw Swianiewicz, professor i økonomi ved Institut for Østeuropa i Vilnius. Swianiewicz havde specialiseret sig i den sovjetiske økonomi. Derudover havde han tilbragt tid i Hitlers Tyskland og skrevet en bog om dets økonomiske politik. Swianiewicz var den eneste person, der blev plukket ud af en dødstransporter som var på vej til henrettelsespladserne. Han skrev senere en bog om sine oplevelser;»In the Shadow of Katyn«.

Fangerne beskriver, hvordan NKVD forsøgte at forbyde kortspil i lejrene og i stedet forsynede dem med skakbrikker. Det er kendt, at Stalin var glad for at spille skak. Jo tættere på datoen for dødstransporterne i april 1940, jo mere optimistiske synes fangerne at være blevet. Rygter spredte sig om, at de ville få mulighed for at tage til et neutralt land. Beviser for, at disse rygter fandt sted, er blevet fundet i flere dagbøger under udgravningerne i Katyn.

En polsk major ved navn Adam Solski skrev i sin dagbog indtil henrettelsen i Katyn om morgenen den 9. april. Han beskrev, hvordan fængselsbilen indeholdt små celler. »Vi er blevet taget et sted hen i skoven: Det ligner en slags sommerhus. Her er en grundig kropssøgning.« Sommerhjemmet var et hvilehjem for NKVD. De blev kørt dertil med bus fra togstationen.

Swianiewicz forlod Kozelsk den 29. april. Han har fortalt, at de blev transporteret i togvogne, der ankom til Smolensk næste morgen. Derfra rejste de en halv time til stationen i den lille by Gniezdovo. Der blev han skilt fra de andre i transporteren og ført til en tom vogn. Her blev han budt på te og kunne se, hvad der skete på banegården.

En lille bus med malede ruder kørte ind på stedet. Den rummede omkring 30 personer, og indgangen var bagerst i bussen. Den bakkede op ved siden af ​​togvognen, så passagererne kunne komme videre uden at gå ned på jorden. »På begge sider af indgangen til bussen stod NKVD-soldater med bajonetter fastgjort til deres rifler. Efter en halv time vendte bussen tilbage for at hente den næste gruppe fanger.«

Swianiewicz beskriver, hvordan obersten, der tog ham ud af transporten, gik rundt på stedet med hænderne i lommen. Det viste sig, at det var ham, der styrede operationen. Swianiewicz undrede sig over, hvad det handlede om. På det tidspunkt anede han ikke, at det handlede om henrettelser.

Swianiewicz blev idømt otte års fængsel for spionage, men blev løsladt i forbindelse med en amnesti til polske fanger. Af de mere end 4.000 fanger fra Kozelsk-lejren var Swianiewicz den eneste, der undslap henrettelse. Alle de andre blev begravet i massegrave på den bakke, som lokalbefolkningen kaldte gedebjerget.

»Evakueringen«

NKVD kaldte den systematiske massakre for »evakueringen« Ifølge Berijas egne notater blev i alt 25.421 mennesker dømt til døden. Fangerne i Starobils blev henrettet i NKVD’s fængsel i Kharkiv og derefter begravet i massegrave i skoven uden for landsbyen Piatitjatki. Fangerne i Ostashkov blev henrettet i Kalinin-fængslet og begravet i massegrave i Mednoye.

Det var fangerne fra Kozelsk, der blev henrettet i Katyn. Det er endnu usikkert, om de blev skudt ved ​​massegravene eller andetsteds. Hvis henrettelserne i Katyn fulgte mønsteret fra de andre steder, kunne de være blevet skudt i villaen, der tilhørte NKVD. Der er også oplysninger, der tyder på, at nogle af dem blev dræbt i NKVDs fængsel i Smolensk.

Lederen for ​​alle fangelejrene, major Pyotr Soprunenko, sendte den første dødsliste med 78 nummererede navne til Kozelsk den 2. april. De skulle sendes til Smolensk og overgives til NKVD-chefen der. Disse blev henrettet om morgenen den 4. april. 45 sådanne lister er i dag kendt og offentliggjort.

For Ostashkov-lejren kendes 65 lister. Der blev også udarbejdet en håndskreven samling, hvoraf det fremgår, at 5291 personer var blevet sendt af sted frem til d. 29. april. Alt synes at være dokumenteret i mindste detalje: antal vogne og fanger pr. vogn og afgangs- og ankomsttider. Ingen af ​​listerne fra Starobilsk eller fra fængslerne i det vestlige Ukraine og Hviderusland er dog blevet offentliggjort.

Henrettelserne

De fleste oplysninger om henrettelserne har man fra de som blev udført i Kalinin på fangerne fra Ostashkov. Lederen af ​​lejren, major Dmitry Stepanovich, blev afhørt om dette den 20. marts 1991. Han sagde, at tre mænd kom dertil med en hel kuffert med pistoler. At der skulle så mange til, blev forklaret med, at pistolerne hurtigt blev brændt ud. Det var Vasily Blochin og hans nærmeste medarbejdere. Blochin er nok Stalins mest berygtede bøddel. Han sammensatte en gruppe på omkring 30 personer, som deltog aktivt i drabene.

Vasily Blokhin.

Først blev fangerne ført til et »Lenin-rum« med rødt lys, hvor de skulle svare på spørgsmål såsom navn, fødselsår og grad. De blev herefter ført til et rum, der var lydisoleret, så skuddene ikke kunne høres. Henrettelserne fandt sted i løbet af natten. Den første nat blev 300 fanger sendt dertil. Herefter fortsatte man efter solopgang.

Blochin beordrede derefter, at der kun skulle sendes 250 fangere ad gangen. Udenfor henrettelseslokalet stod de køretøjer, hvorpå ligene var læsset. Blochin havde også gravemaskineoperatører med sig, som arbejdede med at forberede og fylde massegravene i skoven nær Mednoje.

Proceduren i Kharkiv vedrørende Starobilsk-fangerne forløb på lignende måde. Angående dette blev Syromiakov, som var leder af NKVD’s fængsel i Kharkiv, interviewet i 1990 og 91.

Han sagde, at de tog frakkerne fra fangerne for at vikle dem om deres hoveder umiddelbart efter, at de blev skudt. Så blev de lagt på en båre og læsset på biler. Hver anden blev lagt med hovedet i hver sin retning. Der var plads til 25 til 30 lig på hver transporter. I ly af mørket blev de herefter smidt i massegravene.

Der blev lavet en sammenfatning fra alle lejre i maj. Dødstallet for Ostashkov blev anslået til 6.287, 4.404 for Kozelsk og 3.896 for Starobilsk. Den 9. juni 1940 meddelte Krigsfangestyrelsen, at de igen kunne begynde at tage imod nye fanger.

Den tyske invasion

Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Der gik kun et par uger, før Smolensk lå i ruiner, og skovområdet ved Katyn blev besat af tyske soldater. Stalin tog sin plads blandt de allierede sammen med Winston Churchill og Franklin Roosewelt .

I deres lejr var også Polen, hvis officerskorps Stalin stort set havde udryddet. Dagen efter Operation Barbarossa begyndte, bød lederen af ​​den polske eksilregering, Wladyslaw Sikorski, sovjetterne velkommen som allierede.

General Wladyslaw Anders blev løsladt fra Lubyanka-fængslet i Moskva og udnævnt til at lede den nye polske hær i Sovjetunionen. Han havde straks problemer med at lokalisere officerer og andre, der forventedes stadig at være fængslet inden for landets grænser.

Hverken Anders eller de andre polske politiske ledere kunne tro, at alle de forsvundne soldater var blevet myrdet. De modtog heller ikke noget svar fra sovjetiske repræsentanter. De sagde skiftevis, at de aldrig har eksisteret, eller at de må være blevet løsladt. Det var, som om soldaterne var blevet opslugt af jorden.

Endelig mødtes Polens ambassadør Stanislaw Kot med Stalin og Molotov, som begge havde været involveret i at underskrive dødsdommene. Så sagde Stalin: »Jeg tror, ​​at vi har begyndt en ny æra i vores gensidige forhold, og at fjendskab er blevet erstattet af venskab.« Et par år tidligere havde han sagt det samme om Hitlers Tyskland. Det eneste svar Kot fik var, at alle polske krigsfanger var blevet løsladt.

Den 18. marts 1942 havde Anders et møde med Stalin og Molotov. Med sig havde han også oberst Leopold Okulicki. Igen sagde de, at officererne fra de tre lejre var savnet. Stalin afviste dette og sagde: »Jeg har allerede givet ordre om at løslade dem. Jeg ved ikke, hvor de er. Hvad skal jeg gå efter? Måske er de i lejre i det område, der er besat af tyskerne?« Således frembragte han den løgn, som man herefter ville holde sig til: at skyde skylden for det hele på tyskerne.

General Anders besluttede derefter at evakuere hele eksilhæren til Persien. Der fik de støtte fra briterne. De var bevæbnet med britiske våben og rejste fra Kairo til Italien for at deltage i det berømte slag ved Monte Cassino. Svarene på spørgsmålene om, hvor hans soldater var forsvundet hen, ville senere komme fra en uventet kant.

Udgravningerne

I Gniezdovo hørte polakkere, der arbejdede for det tyske militær, fra lokalbefolkningen, at polske soldater var ankommet dertil i foråret 1940 og var blevet ført til Gedebjerget. De polske arbejdere foretog en mindre udgravning på stedet i juli 1941. Her fandt de to polske officerers lig og satte to kors op ved gravene.

I foråret 1942 havde oberst Friedrich Ahrens sit hovedkvarter i NKVDs hus i Katynskoven. Det lå lige ved siden af ​​massegravene. Hans hund gik ofte til området for at grave. Ahrens sagde også, at han så ulve grave på stedet. Den tyske hærs hovedkvarter i Berlin blev underrettet om de formodede massegrave.

Man besluttede i februar 1943 at en udgravning skulle finde sted – d. 29 marts blev der givet ordre om en fuldstændig udgravning. Den 13. april blev det officielt offentliggjort, at der var fundet massegrave med polske officerer myrdet af Sovjet. Den 17. april noterede Joseph Goebbels i sin dagbog, at: »Katyn-spørgsmålet er en politisk bombe. Vi skal bruge denne kendsgerning efter alle kunstens regler.« 

Journalister blev inviteret til udgravningsstedet. Blandt dem var Christer Jäderlund fra Stockholms-Tidningen. Tyskerne havde intet at skjule. De organiserede besøg fra det polske Røde Kors på trods af, at der var folk der, som samarbejdede med den polske hær.

De lokale blev interviewet. Krigsfanger fra de britiske, amerikanske og polske hære blev også taget dertil. Blandt disse var en amerikansk officer ved navn John Van Vliet. Han skrev derefter en rapport, der straks blev fortroliggjort i USA.

En international medicinsk delegation besøgte Katyn i slutningen af ​​april og undersøgte de opdagede lig. Blandt dem var danske Helge Tramsen, der var medlem af modstandsgruppen, Holger Danske. Udgravningerne varede indtil begyndelsen af ​​juni 1943, hvor varmen gjorde stanken fra ligene for stærk.

En delegation fra det polske Røde Kors var til stede hele tiden. Lederen af ​​denne hed Hugon Kasur og døde i kamp mod tyskerne i Warszawa-oprøret i 1944. I alt blev 4143 lig gravet op fra otte massegrave og undersøgt.

I alle gravene på nær én lå ligene i opløsning. Der var de blevet stuvet ned med »hoveder og ben over hinanden.« Træerne plantet på toppen af ​​gravene blev vurderet til at være tre år gamle. Kommissionen fastslog, at drabene fandt sted mellem marts og maj 1940.

Billede af udgravningsstedet i Katyn fra luften.

Vestens blinde øje

Efter at have fundet ud af dette, fortalte Churchill repræsentanter for den polske eksilregering, at han vidste, hvad bolsjevikkerne var i stand til. Han sagde, at i deres »hensynsløshed ligger også deres styrke, og det tjener nu de allieredes sag i kampen mod tyskerne.«

Den 19. april 1943 skrev den sovjetiske avis »Pravda« (sandheden), at: »Tyskerne, efter at have brutalt myrdet polske krigsfanger… nu forsøger at feje sporene fra deres forbrydelser ind under gulvtæppet og samtidig finde godtroende mennesker, som tror på dette«. Artiklen konkluderer, at: »de polakker, der så let fattede denne Hitlers forfalskning, støtte og er villige til at samarbejde med de fascistiske bødler, vil gå over i historien som kannibalisten Hitlers medskyldige.«

Den 21. april meddelte Stalin i et telegram til Churchill og Roosevelt, at de havde til hensigt at bryde alle forbindelser med den polske eksilregering. Dette skyldes, at polakkerne krævede en international undersøgelse i Katyn udført af Røde Kors.

Stalin brugte således sin egen massakre til senere at etablere en sovjetkontrolleret polsk regering. En ny polsk hær blev etableret i Sovjetunionen, hvis march mod Tyskland ville føre til etableringen af ​​en kommunistisk lydig regering i efterkrigstidens Warszawa.

I oktober 1943 var Smolensk-området igen i kløerne på den røde arm. Med hjælp fra NKVD blev der lavet nye undersøgelser, som konkluderede, at det var tyskerne, der var skyld i massemordet. Dette dokument kaldes Burdenko-rapporten og blev grundlaget for al sovjetisk handling i Katyn-spørgsmålet indtil 1990. Den var også udgangspunktet for de fleste vestlige landes handlinger i den tid. Rapporten indeholdt et væld af usandsynlige og modstridende oplysninger.

Stalin, Roosewelt og Churchill ved Teheran-konferencen.

Under konferencen med de allierede ledere i Teheran i 1944 foreslog Stalin den 29. november, at: »mindst 50.000 og måske 100.000 mennesker tilhørende den tyske militære ledelse skal fysisk likvideres.« Roosevelt siges i spøg at have svaret, at 49.000 kunne være nok.

Det samme, som han gjorde mod Polen, var Stalin villig til at gøre mod Tyskland efter krigen. Bolsjevikkerne synes at have brugt lignende metoder mod befolkningen i alle de lande, de kontrollerede. Stalin må have udviklet en vane med at likvidere folk på samlebåndet. Hans blodtørst virker i denne sammenhæng uudslukkelig.

Eftervirkningerne

Efter krigen blev flere uskyldige tyske officerer hængt, anklaget for Katyn-massakren. Ved Nürnbergprocessen, som begyndte den 14. oktober 1945, var Polen fuldstændig udelukket fra at deltage. De eneste talsmænd for ofrene der var, var de tyskere der selv var tiltalt.

Den russiske anklagemyndighed protesterede også voldsomt, da Hermann Görings advokat indkaldte vidner for at modbevise deres forfalskede rapport om mordene i Katyn. Resultatet var, at nævnet helt undgik spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret for disse mord.

Bagefter blev enhver diskussion om Katyn i de sovjetiske satellitlande forbudt. Dette blev hårdest anvendt i Polen. Ordet Katyn blev forbudt og fjernet fra encyklopædierne. Selv uden for den sovjetiske sfære troede man længe, ​​at det var tyskerne, der var skyldige i massakren. Der kan også i høj grad tages hensyn til mediernes interesser. Så sent som i 2008, da den polske film »Katyn« blev behandlet på DN’s kulturside (svensk dagblad red.), stod der »at den handlede om Hitlertysklands mord på polske officerer under Anden Verdenskrig.«

De sovjetiske ledere ændrede endda officielle kort for at skjule deres forbrydelser. På de sovjetiske kort kom et sted i Hviderusland ved navn Khatyn til at erstatte stedet uden for Smolensk med samme navn. Geografisk var de ikke langt fra hinanden. Der blev tyskerne påstået at have udført en hævnaktion, efter at en officer blev dræbt af partisaner. Denne begivenhed forsøgte bolsjevikkerne at indprente i befolkningens hukommelse i stedet for historien om deres egne systematiske henrettelser.

I den hviderussiske Khatyn blev der i 1969 indviet »et af de største og vigtigste mindesmærker for resten af ​​verden under Anden Verdenskrig i hele Sovjetunionen.« Blandt dem, der har skrevet sig ind i dens gæstebog, er den amerikanske præsident Richard Nixon. Samtidig med hans besøg i Sovjetunionen blev der ført diskussioner om at rejse et monument i London for Stalins ofre i Katyn.

I 1975 blev der rejst et monument over ofrene i Katyn i Stockholm. Den sovjetiske ambassadør protesterede mod dette overfor Olof Palme, inden han ville aflægge et besøg i Moskva. Hertil svarede Palme, at det var svært at forhindre monumentet i at blive rejst, når det drejede sig om privat grund  ved en gårdsplads. Monumentet blev derefter etableret uden for eksilpolakkernes lokale på Östermalmsgatan.

Fortrolige oplysninger

I begyndelsen af ​​1990’erne blev der indledt en juridisk undersøgelse af Katyn-sagen i Rusland. I 1992 satte den russiske side en stopper for alt samarbejde med den polske anklagemyndighed. I 2004 påtog det polske IPN-institut (Institute of National Memory) opgaven med at iværksætte en ny undersøgelse af krigsforbrydelser mod Polen. Ved første møde med anklagemyndigheden i Moskva blev de lovet adgang til det materiale, som den russiske anklagemyndighed havde indsamlet. Et par uger senere fik de at vide, at det meste af materialet var blevet fortroliggjort.

65 år efter beslutningen om massakren blev truffet, den 5. marts 2005, besluttede den russiske militæranklager at henlægge sagen. Forbrydelsen var forældet. Samtidig droppede den russiske domstol spørgsmålet om rehabilitering af de polske officerer, der blev dømt til døden som fjender af sovjetstaten. Efter en appel fra de polske slægtninge blev dommen stadfæstet i Moskva i oktober 2008.

Hvilke oplysninger kan findes i de russiske arkiver, der er så følsomme? Det er muligt, at de sovjetiske ledere begik andre grusomheder end Katyn-massakren, som de besluttede at give tyskerne skylden for.

Hvis Tyskland ikke havde opdaget massegravene, ville det sandsynligvis stadig have været ukendt i dag, at alle disse mennesker blev henrettet efter ordre fra den sovjetiske topkommando. Stalin og hans lakajer gjorde alt, hvad de kunne, for at skjule sandheden om, hvad der skete med de forsvundne polske fanger. Det er meget sandsynligt at tyskerne, kunne have endt med at måtte bære skylden for disse menneskers død i al evighed.

Flystyrtet uden for Smolensk

Den 10. april 2010 styrtede et fly fra Polen med 96 passagerer ned lige uden for lufthavnen i Smolensk. De var på vej dertil for at markere årsdagen for Katyn-massakren.

Besætningen bestod af en delegation med mange fra Polens topelite. Blandt andet præsident Lech Kaczynski og store dele af den polske hærs ledelse. Femten medlemmer af det polske parlament, forskere, historikere og pårørende til ofrene var også med i flyet. Flystyrtet betragtes som den værste katastrofe, der er sket for Polen siden Anden Verdenskrig. Mange omstændigheder omkring katastrofen synes stadig at være indhyllet i mørklægning.

Hundredvis af pårørende til de myrdede var samlet på mindestedet for de dræbte i Katyn. Planen var, at præsidenten skulle holde en tale der. Heri ville han sige, at forbrydelserne i Katyn er en del af hele Europas historie. I talen, der aldrig blev holdt, stod der, at: »Løgn adskiller folk og nationer. Det bringer had og vrede. Det er sandheden, selv den mest smertefulde, der virker befriende.«

Spørgsmålet om disse massakrer er stadig højaktuelle. Polen ser i dag ud til at være et af de få lande, hvor der er politisk vilje til at finde ud af sandheden om de bolsjevikiske massakrer.

Det er også hovedsageligt på polsk jord, at tyskerne beskyldes for at have udført et systematisk folkedrab. Når sandheden om alle bolsjevikkernes massemord bliver opdaget, kan det føre til, at andre oplysninger dukker op, som krognæsede topfolk i vores verdensorden ønsker at holde ude af dagens lys. Dette kan bane vejen for en ny æra og et reelt paradigmeskifte i Europa.

Kilder:
Irving, David. (2004). “Nürnberg – det sidste slag”. Omdrejningspunkt
Johansson, Peter. (2010a, b) “Stalins mord på Katyn”. Carlssons.
http://smolenskcrash.eu/