Kammeratskab som folkefællesskab

IDEOLOGI: Emma Karlsson skriver i denne personlige kronik om at ofre alt for sine kammerater og at det er praktiseret folkefællesskab.

For ti år siden, da jeg tilsluttede mig modstandsbevægelsen, var jeg, som jeg tidligere har nævnt, skeptisk over for organisationen, men det var unødvendigt, da jeg blev mødt af fællesskab og kammeratskab. Jeg mødte mennesker, der på samme tid som jeg tilsluttede mig, var villige til at ofre alt for mig. Som var der for mig på en måde, som ingen andre havde været før.

Som dengang, jeg fik brev fra socialtjenesten og følte panikken stige, og ringede til min daværende gruppeleder og græd i telefonen. Han og flere af mine kammerater var hjemme hos mig inden for en time for at støtte mig. Det er kammeratskab!

Eller som dengang, jeg havde brug for at afslutte et mindre end optimalt forhold, og min daværende gruppeleder igen var der for mig via telefonen som støtte og sagde “Ring, hvis der opstår problemer. Vi kommer!” Det er sikkerhed for en kvinde!

Jeg har aldrig følt mig mere tryg eller bedre passet på som kvinde end i modstandsbevægelsen. Jeg er evigt taknemmelig for det.

Denne mentalitet og vilje til at ofre for sine kammerater er noget, jeg er omhyggelig med at forsøge at opretholde og sprede videre i organisationen hver dag ved altid at forsøge at tilbyde min hjælp til mine kammerater, uanset hvor de bor eller hvor længe de har været tilsluttet. Og jeg antager, at det er noget, vi alle gør. For hvordan kan vi troværdigt tale om folkefællesskab, hvis vi ikke praktiserer det i vores daglige handlinger?

Min familie og jeg har for nylig haft flere boende. Det er en kvinde med børn, som af forskellige årsager havde brug for akut bolig. Dette betyder, at vi nu er tre voksne og syv børn hjemme hos os. Det er lidt trangt og rodet, men samtidig meget hyggeligt, og jeg får en forståelse af, hvor værdsat det må have været at være flere kvinder i et hjem.

Intet ondt om min kære mand, han hjælper mig meget, men der er stadig forskel på kvinder og mænd. Hun forstår for eksempel på en helt anden måde, hvad der skal gøres, selvom jeg ikke siger noget, og det er meget interessant, at hun allerede finder bedre rundt i køkkenet end min mand. Jeg sætter virkelig pris på at have hende hos mig. Vi taler meget om alt og ingenting – selvfølgelig meget politik og samfund, med tanke på hvem jeg er.

Faktum er, at for bare få år siden var denne kvinde ukendt for mig. Hun boede i Stockholm og mente, at modstandsbevægelsen var djævelens værk – det værste af alt og alle! Nu sidder hun i mit køkken og græder af lykke, fordi jeg – fordi vi – har støttet hende, når samfundet og diverse “Svenssons” har svigtet hende fuldstændigt.

Hun sidder i mit køkken med tårer i øjnene og forklarer, at hun må fortælle verden, hvor fantastiske mennesker vi i Modstandsbevægelsen er. Hvordan vi støtter hinanden og hvordan vi er dem, man kan regne med!

For mig er det alt. Det er det største bevis på, at det, jeg gør, er rigtigt, at nationalsocialismen er fremtiden, og at folkefællesskab er den eneste måde, vi kan overleve på. Vi har brug for hinanden.

Samfundet har svigtet os alle, og flertallet af de nedbrudte vildfarende sjæle i vores aflange land ønsker egentlig ikke andet end at blive reddet. De ved imidlertid ikke, hvad de skal gøre længere og flyder med strømmen i den grå sump, som i dag er vores samfund.

For det er det, mine kammerater, vi har i dag. Et brudt folk med nedbrudt sjæl, men som faktisk ret ofte kender til os og som nogle gange endda ønsker at vende sig til os, men som ikke tør, fordi de ikke er deres bedste selv. Man tror ikke, man er god nok.

Vi i Den Nordisk Modstandsbevægelse har her et enormt ansvar for at vise medfølelse og praktisere folkefællesskab. At være det stede, hvor selv ødelagte mennesker kan komme for at hele og vokse. At udvikle sig til det bedste, de kan blive, og føle stolthed og fællesskab med deres folk.

Også inden for vores egne rækker er det utrolig vigtigt, at kammeratskab er nøgleordet. Selvfølgelig sammen med andre som disciplin, offervillighed, beslutsomhed og mod. Men glem ikke kammeratskabet!

At vi først og fremmest støtter vores kammerater, vores egne brødre og søstre, i medgang og modgang, skal være et grundlæggende princip i hele vores organisation og er også sådan inden for nationalsocialismen gennem folkefællesskabstanken.

Vi har en pligt til at tage vare på hinanden, bære hinanden og støtte hinanden, uanset om det handler om systemets undertrykkelse eller hjertesorger. At vi i gruppen kan vende os til hinanden for støtte og råd er utrolig vigtigt. Så til dig, der allerede er med: tag dig af dine kammerater. Du har et ansvar!

Og til dig, der endnu ikke er med, der ikke tilhører os. Kom med i fællesskabet og gør det større og bedre og føl, at du ikke er alene. At du altid har dine kammerater med dig.

// Emma Karlsson