Joseph Goebbels taler i Rigsdagen

HISTORIE: Den 5. februar 1931 angreb Joseph Goebbles Heinrich Brünings katastrofale politik i Rigsdagen.

Efter NSDAPs katastrofale parlamentsvalg i 1928 (2,6 procent) var partiet pludselig efter rekordvalget i 1930 landets næststørste parti med 18,6 procent af stemmerne og 107 mandater. Socialdemokraterne var stadig de største (24,5 procent) efterfulgt af kommunisterne på tredjepladsen. Det tyske parlament var en krudttønde, hvor antagonister angreb hinanden.

Landsforræderen Heinrich Brüning, der tidligere havde regeret med socialdemokraterne, var nu Rigskansler og regerede i mindretal gennem diktatoriske dekreter (som Brüning selv kaldte «autoritært demokrati»), som ofte forbigik Riksdagen. Brünings løsning på landets gigantiske økonomiske problemer var besparelser, mens de, der var fortalere for andre løsninger (NSDAP hellere ville sætte folk i arbejde) blev mødt med forbud eller opløsning af Riksdagen.

Forud for Joseph Goebbels‘ tale i parlamentet den 5. februar 1931 havde den kommunistiske repræsentant Walter Ulbricht erklæret, at nationalsocialisterne «ikke støttede et eneste tiltag for de arbejdsløse, men støttede enhver handling mod arbejdsløse». Ifølge Ulbricht var Goebbels «for fej til at svare på» kommunisternes anklager om, at nationalsocialisterne blev finansieret af storindustrien.

Da Goebbels trådte op til talerstolen, angreb kommunisterne ham for hans udseende, inden Goebbels svarede Ulbricht på følgende måde: «Kammerat Ulbricht efterlyste klare svar på visse spørgsmål. Han kunne have fået disse klare svar fra mig foran Berlins samlede arbejdere i Freidrichshain Hall – hvis han ikke havde forhindret det ved at starte optøjer inden».

Goebbels talte derefter om Heinrich Brünings regering og beskyldte ham for at skabe en national katastrofe. Goebbels påpegede, at fem millioner tyskere var arbejdsløse, at middelklassen blev truet af inflationen, og at byerne snart var gået konkurs, mens landet blev afvæbnet og ikke kunne forsvare sig mod eksterne fjender.

Goebbels konstaterede endvidere, at Brünings «autoritære demokrati» havde forbudt alle undtagen en af ​​NSDAPs aviser, til trods for at partiet var det største oppositionsparti. Han sagde endvidere, at hvis regeringen fortsætter med at forbyde oppositionen og sætter reglerne i Rigsdagen til sin egen fordel, vil folk begynde at undre sig: «Hvorfor i det hele taget bryde sig om at sammenkalde Rigsdagen overhovedet? I de seneste måneder har den ikke gjort andet end at gøre krisetiltag».