Jødisk leder i britiske CBI vil have åbne grænser

KAPITALISME: Lederen af ​​Confederation of British Industry (CBI), jødiske Tony Danker, mener nu, at Storbritannien skal åbne sine grænser for indvandrere for at fylde et arbejdsmarked op, som Danker hævder er i krise. Dette sker på et tidspunkt med praktisk talt ingen grænser og historisk høj indvandring til de britiske øer, og det fra lande uden for EU, hvor størstedelen af ​​indvandrerne kommer fra.

Den britiske premierminister Rishi Sunak og lederen af ​​hovedorganet for britisk erhvervsliv, Tony Danker. Foto: Skærmbillede fra Twitter.

Confederation of British Industry (CBI) refererer til en nonprofitorganisation, der lobbyer på vegne af virksomheder i Storbritannien om nationale og internationale spørgsmål. CBI svarer til det danske Dansk Erhverv og Dansk Industri og skal repræsentere britiske arbejdsgivere, hvilket i sidste ende svarer til en neoliberal, anti-arbejderpolitik. Det er uvist, hvor meget støtte Tony Danker har til sit synspunkt inden for CBI, men det sker på et tidspunkt, hvor Storbritannien oplever rekordstor indvandring.

– Folk argumenterer imod immigration, men det er det eneste, der har øget vores vækstpotentiale siden marts, hævder Danker. Datoen er højst sandsynligt en reference til den rekordstore immigration, som de britiske øer nu oplever, og som Danker ikke blot ønsker at fortsætte, men faktisk vil øge i omfang. »Vækstpotentialet« er naturligvis en retorisk sætning, som kapitalismen bruger til at beskrive sin længsel efter uendelig vækst, som vi ved fra videnskaben ikke er mulig i nogen sfære. Baggrunden for Dankers udtalelser må være en vedvarende stagflation i økonomien og ringe vækst, en stagflation og faldende vækst, der netop kommer i kølvandet på en historisk høj indvandring. Stagflation og aftagende vækst kan lige så godt være en konsekvens af stigende indvandring. Neoliberalisme og kapitalen argumenterer da også for åbne grænser selv i gode økonomiske tider, så argumentet er naturligvis ikke overbevisende.

Dankers udtalelser indgår således i en tradition for en række argumenter, hvor det hævdes, at Vesten står og falder på, om den kan »tiltrække« sig immigranter. Den angiveligt hårde retorik, der argumenterer imod indvandring blandt folkevalgte i de vestlige nationer, er da højst sandsynligt et spil for galleriet og brugt som udluftning for indestængt vrede og frustration i befolkningen. For nylig foreslog den britiske regering for eksempel, at asylansøgere skulle sendes til Rwanda for at få behandlet deres asylansøgninger, og den nyudnævnte (ikke-valgte) premierminister Rishi Sunak har gentaget kravet. Ikke uventet gik forslaget direkte til retsapparatet og vil efter alt at dømme stoppe der, noget regeringen naturligvis var fuldt ud klar over på forhånd, men så har de i hvert fald vist, at de »har forsøgt«. Sunak var i øvrigt inviteret og til stede som en særligt inviteret gæst ved CBI’s årlige konference, hvor Danker fremsatte sit krav.

Bilderberger og tidligere immigrationschef for FN, Peter Sutherland, har tidligere udtalt, at »USA, eller Australien og New Zealand, alle er nationer baseret på immigration, og derfor er de mere inkluderende over for dem med en anden baggrund end vi er – de af os, der stadig har en følelse af homogenitet og ulighed fra andre. Og det er det, EU bør gøre sit yderste for at underminere«. EU ville tabe i denne globale kamp om immigranter, især hvis den ønskede tendens til, at immigranter stort set bestemmer, hvilket land de ender i fortsætter, hævder Sutherland. Nu ved Sutherland selvfølgelig måske bedre end nogen anden, at USA, Australien og New Zealand udelukkende var baseret på hvid immigration, et næsten 100 % homogent land, men det er ikke meningen med dette. For bagved er det åbenlyse, at det er en bevidst og ønsket politik, der ikke kun går i retning af at liberalisere immigrationspolitikken i de vestlige nationer, men også sideløbende at være et angreb på den befolkning, der har skabt og har fastholdt disse nationer indtil nu. Spørgsmålet, man bør stille, er, hvorfor dette sidste aspekt anses for at være bydende nødvendigt, hvis bekymringen er af rent økonomisk karakter?