Jøder: «Vi forbander kristendommen tre gange om dagen»

JØDISK INDFLYDELSE: Ifølge en ny jødisk bog vil den judeo-kristne hybridreligion blive styrket og kristne vil knæle mere og mere for jødedommen.

Illustration: Eran Wolkowski/Haaretz/Twitter

I en ny bog «Reconciliation and its Discontents: Unresolved Tensions in Jewish-Christian Relations», gør forfatteren Karma Ben Johanan en historisk redegørelse for de tusindårige konflikter mellem jøder og kristne. I Berlin, hvor Johanan underviser på Humboldt Universitet, driver han professionel lobbyvirksomhed i forsøget på at binde jødedom og kristendom sammen.

Med sin bog forsøger Johanan at finde kontaktpunkter mellem de to forskellige kulturer midt i beretningerne om de ofte smertefulde konflikter mellem dem.

Han håber og tror, ​​at disse i det lange løb vil være i stand til at mødes.

Mens mange kristne, især såkaldte judeo-kristne (kristenzionister), ofte hævder, at «jøderne er Guds udvalgte folk», men at vi «alle er kaldet til at leve et liv i fællesskab med Gud», og at alle folk gennem evangeliet kan leve i fred med hinanden, har jøder altid haft en antagonistisk holdning til kristendommen.

I en beretning fra Det Gamle Testamente, såvel som den jødiske Torah, mødes de bitre fjender og brødre Esau og Jakob igen efter at være adskilt.

I Det Gamle Testamentes Første Mosebog, kapitel 33, løber Esau mod Jacob, omfavner ham og kysser ham i nakken, og begge begynder at græde af lykke, skriver Israel Jacob Yuval i en artikel til den israelske avis Ha’aretz, hvor Yuval også gennemgår Ben Johanans bog og skriver, at den giver en større forståelse af «den Anden», det vil sige de kristne ikke-jøder.

Rabbinerne ville omfortolke deres Torah

I Torah’en forsøgte rabbinerne tidligt at fortolke mødet mellem Esau og Jakob som et konfliktfyldt møde, skriver Yuval, idet redaktørerne af Torah’en satte prikker over det hebraiske ord «kyssede», i «han kyssede ham». Prikkerne var et tegn på, at ordet “kys” skulle slettes.

Men at slette et ord i Torah’en var ikke tilladt. Derfor gennemførte de en jødisk løsning med prikmarkering: De «foregav», at ordet var blevet slettet og hævdede, at Esaus kys på Jakobs hals faktisk var et vildledende kys, som et judaskys, og at Esaus hensigt ikke var at kysse (nishek) hans fjende til bror, men at bide (nashakh) ham. En måde at manipulere betydningen af ​​teksten med ord, mener Yuval.

Hvorfor græd i så fald brødrene? Ifølge rabbinerne var det helt klart et guddommeligt mirakel, der fik Jakobs nakke pludselig til at blive stenhård, hvilket forhindrede bidet fra Esau i at gøre skade. Jakob græd for sin nakke skyld, mens Esau græd for smerten i munden ved at bide den stenhårde nakke.

Yuval gør den fornuftige tolkning for Ha’aretz, at denne fortælling ikke skal tages bogstaveligt, men billedligt. For rabbinerne i den historiske periode, hvor bøgerne blev skrevet og kopieret, var Esau et metonymi for Romerriget og senere for kristendommen.

Muligheden for, at romerne ville være i stand til at forene sig med «Jacobs efterkommere», det vil sige jøderne, faldt aldrig ind hos rabbinerne, skriver Yuval.

For bogens forfatter Johanan selv er dette dog fuldt ud muligt, og beviset for, at det sker, er fremlagt af den katolske kirkes andet Vatikankonsilium i Rom i 1965.

Vatikanet offentliggjorde da sit dokument «Nostra aetate» («I vår tid»), hvor de under pres fra jødisk magt forklarede, at de opgav deres historiske anti-jødiske arv i ønsket om at «omfavne og kysse» jødedommen. Dette gjorde store dele af den judeo-kristne verden glad, og den første del af Ben Johanans bog handler om dette.

Korsfæstelsen af ​​Messias blev ikke længere betragtet som jødernes fejl og skyld. Jøderne skulle betragtes som det udvalgte folk. Læren om Dommedagen skulle tones ned og ændres til et håb om, at alle folk skulle samles om én enkelt Gud, som er den samme som jødernes Gud – dette til trods for at Jesus Kristus som Messias også betragtes af kristne som en del af den eneste Gud.

Pave Paulus VI svigtede kirken da han i 1965 omfavnede jødedommen uden at få noget til gengæld.

Anden del af bogen handler om den kølige modtagelse, Esau/pave Paulus VI’s omfavnende skridt mod Jacob/jøderne modtog i Rom i 1965. De ortodokse grupper inden for jødedommen afviste fuldstændig katolikkernes forsøg på forsoning. Faktisk voksede de ortodokse jøderes fjendtlighed over for kristne efter Andet Vatikankoncil, siger Ben Johanan.

De frygtede – muligvis i en form for projektion – at de kristnes åbne omfavnelse i virkeligheden var en forræderisk omfavnelse; ligesom de gamle rabbiners nye fortolkning af Torah’en og de bedrageriske «esauere».

Rabbinerne var også bekymrede over de problemer, der ville ledsage en «overdreven intimitet» kulturerne imellem, skriver Ben Johanan.

De betragter med mistro de kristnes ihærdighed i at se Jesus Kristus som en del af Gud. Hvilket gør at de kristne, ifølge de ortodokse jøder, egner sig til afgudsdyrkelse. Ifølge dem var Jesus en «charlatan», og i den jødernes Talmud blev Jesus dræbt på en meget grafisk og grotesk måde ikke kun én gang, men mange gange.

At kristendommen ifølge sådanne ortodokse jøder ikke er en monoteistisk religion, bør dog ikke bekymre dem, da jødedommen heller ikke er det. Jødernes elohim er ordet for gud – eloï – i flertal, og er ikke kun treenig, men i det mindste syvenig ifølge den syvarmede jødiske menorah.

Jødedommens gud er mindst en syveninghed.

Der findes også menoraher med flere arme, som inkluderer flere guder blandt elohim – undertiden inklusive deres feminine modstykker – og kabbalistiske beregninger, som indikerer betydeligt flere elohim end det en lysestage kan bære. I disse tilfælde kan et lys på en menorah repræsentere hele hierarkiet af en eloï, som således har et væld af elohim under sig.

Det mærkelige ved elohim er altså, at det betyder guder og på samme tid er et kollektiv bestående af jødernes «eneste» sande gud – men at udtrykket elohim også kan bruges til at betegne ikke-jøders (flere) «falske» guder, afgudsbilleder og idoler.

Men når den afskaffede og forenklede kristendom nøjes med én treenighed for sin gud, er dette dog også et tegn på elohim – da i betydningen ikke-jøders falske ikke-monoteistiske kvasi-religion.

Men ifølge Johanan viste Andet Vatikankoncils tildragelse et «mod» hos den sammenlignet med den da ellers konservative katolske kirke. Problemet for jøderne ophørte dermed ikke, da kirken stadig ikke havde taget en officiel holdning til jødernes ret til at kunne leve hvor og hvordan de vil i alle verdens nationer, og de havde heller ikke taget stilling til staten Israels ret til at eksistere som en eksklusiv jødisk stat – underforstået på bekostning af palæstinenserne og andre folkegrupper.

En stadig mere negativ holdning til kristendommen ses også i jødisk litteratur og i de forsøg på at redigere kristendommens fjendtlige skrifter og på ny afsløre sandheden om jødedommen, som tidligere var skjult og censureret lige siden opfindelsen af ​​bogtrykkerkunsten; dette af frygt for, at ikke-jøder skulle kunne læse dette og begynde at hade jøderne, mener Ben Johanan.

Åbent jødisk had

Men ofte udtrykkes jødernes had mod kristne og kristendommen helt åbent. Yeshayahu Leibowitz, der ifølge Israel Yuval var «ypperstepræst» inden for den israelske intellektuelle liberale venstrefløj i 1960’erne, fik sine breve offentliggjort i bogform, breve som han udvekslede med blandt andet teologer, som studerede kristendom.

I et brev til professor David Flusser skrev Leibowitz, at kristendommen vokser sig stærk på grund af ikke-jødernes jødehad – de kristnes religion har ingen egen iboende værdi.

Adolf Eichmann.

Flusser havde glædet sig over, at Adolf Eichmann under de opstillede og tv-transmitterede «retssager» mod ham i Jerusalem i 1961 nægtede at sværge på Biblens nye testamente  – Det Gamle Testamente blev ikke tilbudt, da det har jødisk oprindelse gennem Toraen.

Med Eichmanns afslag havde han adskilt sig fra den kristne gud og dermed delvis reddet kristendommen, mente Flusser. Han mente, at dette gjorde det muligt for kristne at rense deres religiøse sind, og for kirken at komme tættere på den fælles (jødiske) gud.

Leibowitz blev beskyldt for Flussers «forsøg på at rense kristendommens sheretz (betyder omtrent: skadedyr) med en masse undskyldninger» for det «syndige såkaldte evangelium». Kristendommen er en «vederstyggelighed af ødelæggelse», skrev han, en form for ondsindet forfalskede symboler stjålet fra jødedommen. «Vi forbander kristendommen tre gange om dagen», fortsatte han; en påmindelse om, at nogle jøder ofte spytter – normalt tre gange – hver gang de passerer en kirke, kirkegård eller ser et kors, og ofte beder en bøn om forbandelse over de kristne.

Tendensen for de kristne kirker er derimod, mener Johanan, at de mere og mere omfavner jødedommen. Men ifølge Israel Yuval viser bogen, at mødet mellem kristendom og jødedom stadig er i sin barndom, og at «de to brødre» kun er begyndt at nærme sig hinanden.

Samtidig mener Israel Yuval, at man efter at have læst bogen ikke fornemmer, at kristendom og jødedom skulle løbe hinanden i møde. Snarere er «mødet» et udtryk for, at den mere forvirrede kristendom og dens teologer går i dialog med sig selv og hinanden – den går stadig ikke i dialog med jødedommen, som altid har eksisteret parallelt med kristendommen.

Bogen «Reconciliation and its Discontents: Unresolved Tensions in Jewish-Christian Relations» er trykt i Tel Aviv og koster 98 shekel der.

KILDER:
HAARETZ
Frihetskamp
David Duke