Jødefejden i Danmark 1819

DAGENS DATO: På denne dag i 1813 udbrød der for alvor anti-jødiske optøjer i København, hvor store skarer af danskere forsøgte at drive jøderne ud af landet.

De såkaldte jødefejder i Danmark, hvor mange danskere viste, at jøder ikke var velkomne i landet, bliver ikke nævnt for ofte i hverken historiebøger eller medier. Man hører mest om, hvordan danskerne hjalp jøderne til Sverige i 1943. Historisk set har Danmark haft to »jødefejder« for cirka 130 år tilbage, som gik under navnene Den Litterære Jødefejde (1813) og Jødefejden (1819).

Den litterære jødefejde opstod, efter at den berømte og respekterede digter Thomas Thaarup udgav skriften Moses og Jesus, som var en oversættelse af et tysk skrift fra 1803 af historikeren Friedrich Buchhols. Skriften søgte at bevise, at der var en jødisk sammensværgelse mod Vesten. Thaarup tilføjede også i forordet, at jøderne på grund af deres religion anser sig selv over den danske lov. Det skabte en »pennekrig« blandt landets fremtrædende danske kulturpersonligheder og jøder over beskyldningerne i skriften.

Takket være Thaarups oversættelse opstod en debat om jøderne i Danmark. Jøderne blev blandt andet anklaget for at have taget kapital ud af landet og for at have forårsaget den finanskrise, der gjorde Danmark bankerot i 1813. Den litterære jødefejde anses sammen med finanskrisen for at have bidraget til jødefejden seks år senere.

Jødefejden i 1819, som var mere folkelig end litterær af karakter, var mere fysisk og varede flere dage i løbet af september. Denne startede, da nogen annoncerede i Børsen (af alle steder) i København den 3. september for at »fordrive jøderne, dette samfunds pest«. Annoncen opfordrede yderligere til angreb på jødiske butikker og hjem. De første, der blev ramt, var Raphael-brødrene, hvis tøjbutik blev ødelagt af en stor menneskemængde. Selvom politiet i København vidste, at der ville ske noget flere dage før, blev de alligevel taget på sengen og tvunget til at søge hjælp hos militæret. Klokken 23.00 om aftenen herskede der atter orden i København.

Den 5. september var det hele oppe at køre igen. Pantelånere og vekselkontorer blev angrebet denne gang. En af lederne af dette angreb, slagteren Johan Conrad Schiller, fik 2 års fængsel for sin rolle i det angreb. Omkring 35 personer modtog fra 10 dages fængsel til 4 års hårdt arbejde i det juridiske forlig, der fulgte.

Den 6. september blev der udstedt en række love mod offentlige forsamlinger og trusler om dødsstraf for dem, der deltog i optøjerne. Der blev også udlovet en belønning til enhver, der kunne identificere de drivende kræfter bag volden. På trods af dette fortsatte optøjerne om eftermiddagen, og kun det militære kavaleri kunne sprede den vrede befolkning.

7. september går over i historien som den dag, børsmægleren Erfeldt måtte trække en pistol for at stoppe en ophidset skare. I resten af ​​fejden blev han tvunget til at blive på fæstningen under militær beskyttelse.

Den 8. september blev der udstedt et generelt udgangsforbud, men urolighederne varede indtil den 12. september. Oprøret havde da også spredt sig til andre dele af Danmark som Odense, Hillerød, Vordingborg, Slagelse og Helsingør.

Nyere oplysninger har vist, at politimesteren i København blev afskediget 1. januar 1820, fordi politiet ikke kunne håndtere urolighederne. Der var stadig vold mod jøder, og dem, der blev anset for at samarbejde med dem, men i mere spredte handlinger helt frem til september 1820, et år efter den første episode.

Den 28. januar 1820, på kongens fødselsdag, blev der registreret flere hændelser. Det var Kong Fredrik VI, i folkemunde kaldet »jødekongen«, der var genstand for den berømte Dr. Jacob Jacobsen Dampes (1790-1867) personlige revolution mod enevælden. Der var en forbindelse mellem de mennesker, der forfattede og trykte de kongefjendtlige og jødefjendtlige plakater. Budskabet var, at året 1813 var jødernes og kongens skyld.

Tidens økonomiske krise og utilfredsheden med regeringen gjorde jøderne til »syndebukke«. Så indførte kongen en særlig lovgivning for at beskytte jøderne, hvilket kun resulterede i, at han opildnede folket endnu mere. Konsekvenserne af den første jødefejde i 1813 var, at kongen gav jøderne flere borgerrettigheder den 29. marts 1814, hvor jøderne i praksis blev fuldstændig ligestillede med danskere! København havde på det tidspunkt omkring 126.000 indbyggere og den mosaiske menighed bestod af omkring 2.500 mennesker. Denne lille gruppe havde dog en stærk indflydelse på visse områder af København.

Det siges også i historiebøgerne, at jødefejden var »tyskinspireret«, fordi lignende uroligheder havde fundet sted måneder før i tyske byer som Würzburg, Frankfurt, Darmstadt, Hamborg, Heidelberg og Karlsruhe. Forklaringen går ud på, at antisemitisme er en tysk opfindelse, men sandheden er, at den opstod i mange lande i forskellige perioder. Så altså også i Danmark.