Infiltration eller revolution

IDEOLOGI: Opnår vi bedst vores mål ved at infiltrere det herskende system eller ved at forsøge at starte en revolution? Det spørgsmål kigger, Mikkel Pedersen, nærmere på i denne artikel.

Der har i den nationale bevægelse gennem længere tid eksisteret en debat om, hvordan vi bedst opnår vores mål. Det er en debat som særligt har været oppe i USA, men den springer også en gang imellem frem her i Danmark og de øvrige nordiske lande. Jeg vil i denne artikel forsøge at forklare de to perspektiver som dominerer denne debat, som jeg mener kan klassificeres som 1) infiltration og 2) revolution, og derefter give min vurdering af spørgsmålet. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg mener revolution er den eneste vej frem, men jeg vil forsøge at give det mest ærlige og stærke argument jeg kan for infiltration, inden jeg piller det fra hinanden.

Men før vi kan diskutere, hvilken strategi der bedst opnår vores mål, så skal vi være klar over, hvad vores mål er. Så hvad er målet? For Den Nordiske Modstandsbevægelse er svaret meget simpelt, at få indført vores politiske mål, som beskrevet i Vores vej. Men for at gøre det mere generelt, så det bedre kan beskrive den nationalistiske bevægelse i hele vesten, kan dette forsimples til at tage magten tilbage fra de forræderiske zionister og jøder som styrer vores lande, samt at stoppe masseindvandringen og sende langt de fleste racefremmede hjem igen, så den hvide europæiske races eksistens bliver sikret for fremtiden.

Hvis der er tale om uenigheder om målet, vil der selvfølgelig også være uenigheder om vejen dertil. De politiske muligheder for en zionistisk socialdemokrat er bare helt anerledes end det er tilfældet for en nationalsocialist. Det samme gør sig i øvrigt gældende, dog i mindre grad, for en småracistisk konservativ, eller en plastiknationalist, som går op i et udefinerbart “kultur”-begreb fremfor et folk, end for en nationalsocialist. Men her er der tale om totalt uforenelige politiske mål og dermed er dette mindre interessant i denne sammenhæng.

Denne artikel vil derimod diskutere hvorvidt vores politiske mål bedst opnås gennem infiltration af det herskende system eller gennem en total revolution af det kulturelle og politiske system. Lad os begynde med at gennemgå argumenterne for at forsøge gennem en infiltration.

Hvad er argumentet for en infiltration af det herskende system?
Argumentet for en infiltration af det herskende system er lidt forsimplet således. Gennem den ekstreme censur på internettet, løgnepressens konstante angreb mod nationalister samt truslen om fængselsstraf for politiske udtalelser gennem racismeparagraffen er det umuligt at komme i Folketinget med et nyt åbent nationalsocialistisk, eller etnonationalistisk parti. Stram Kurs gjorde et forsøg, men siden da er alle muligheder for at bruge sociale medier blevet lukket og pressen har lært af deres fejl, da de gav Rasmus Paludan enorme mængder mediedækning.

Desuden vil normale mennesker tage afstand fra os, hvis de kendte til vores virkelige politiske mål. Derfor bør vi, i stedet for at skabe et nyt nationalsocialistisk eller etnonationalistisk parti, forsøge at infiltrere allerede eksisterende nationalistiske partier, såsom Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, og få vores politik igennem ved hjælp af disse partier.

Dette giver desuden en række andre fordele. Først og fremmest har disse partier allerede mange medlemmer, penge og medieadgang, som vi kan bruge til vores fordel. Derudover har de direkte adgang til lovgivningsprocessen i Folketinget, hvilket vi kan bruge til at foreslå ny lovgivning for at mindske antallet af indvandre.

Fortalerne for denne tilgang mener altså, at infiltration ikke blot er den eneste mulige løsning, men at det også giver nogle unikke ressourcer og muligheder. Men passer det nu også?

Hvad er udfordringerne med denne tilgang?
Helt kort, så er der ingen tilfælde, hvor dette har virket gennem historien. Enkelte individer kan godt infiltrere embedsværket og opnå marginale forbedringer på specifikke områder, men infiltration af politiske partier har aldrig givet pote. Hver eneste gang en person forsøger sig at infiltrere en plastiknationalistisk bevægelse såsom Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige og det bliver opdaget, så bliver de sparket for porten med det samme.

Hvis de ikke bliver opdaget, og de ikke kan fortælle, hvad de ønsker at opnå med deres deltagelse i den politiske proces, hvordan skulle de så nogensinde opnå nogen resultater? De ender blot med at sidde alene i en bevægelse og arbejde for politiske mål, som de ikke er enige i, uden at vide om der er andre i partiet som ønsker at redde vort folk, fordi de heller ikke tør sige det højt af frygt for at blive smidt ud af partiet.

Et helt konkret eksempel på, at disse partier udelukker racebeviste danskere er, at Pernille Vermund har udtalt, at hun ikke vil have racister i partiet, efter udelukkelsen af et af partiets stiftere. Desuden er Dansk Folkeparti kendt for at læse deres medlemmers sociale medier igennem, blandt andet for såkaldte “hadefulde ytringer”. Dertil kan det nævnes rent anekdotisk, at jeg kender flere personer der blev udelukket fra Dansk Folkeparti for “racistiske udtalelser” i samtaler med andre partimedlemmer. Ved at skabe en så intolerant kultur overfor racebevidste danskere, gør disse partier det totalt umuligt at komme ind i partiet med et mål om at sikre det danske folks eksistens, og da slet ikke at tage magten tilbage fra zionisterne og jøderne, hvor partiet bliver anvendt som et middel til at opnå dette mål. Dansk Folkeparti har været særligt og meget klare i deres målsætning om at udelukke “racister” fra deres parti.

I kølvandet på de store uenigheder i Fremskridtpartiet lavede en gruppe udbrydere Dansk Folkeparti i oktober 1995. Partiet blev ledet af Pia Kjærsgaard og lå meget mere centralt end det var tilfældet i Fremskridtpartiet, og det var ikke tilfældigt. Pia Kjærsgaard var nemlig meget opsat på, aldrig at få sådan nogle vanvidsscener som dem, medierne kunne bringe fra Fremskridtspartiets møder. I en artikel fra Information er Pia Kjærsgaard citeret for at sige således om den nye linje i Dansk Folkeparti.

“Derfor vil der fortsat blive slået ned på det mindste tegn på, at intern uenighed fremføres offentligt.”

Og ikke nok med det. I medlemsbladet bebudede Kjærsgaard også – i en tekst, der utvivlsomt har været kendt og godkendt af inderkredsen omkring hende:

“Opdager vi i Hovedbestyrelsen, at kendte anarkister, kværulanter, landsbytosser, lykkeriddere eller racister indmelder sig i partiet, får de pengene tilbage. Og finder vi undervejs ud af, at nogle af de nævnte kategorier alligevel er kommet ind, får de det røde kort.”

Her blev linjen lagt til den centralisme, der i dansk politik ellers kun har været kendt på den yderste venstrefløj. Det var Kjærsgaard og hendes kreds fuldt bevidst om. Hun skrev:

“Kald det så for min skyld bare topstyring. Jeg er ligeglad, for alternativet er alt for skræmmende.”

Disse plastiknationalistiske partier er altså fuldt ud bevidste om, at racebevidste danskere kan finde på at melde sig ind i deres partier, i forsøget på at opnå deres egne mål, og dette bliver slået hårdt ned på, så snart det bliver opdaget. Hvis en racebevidst dansker skulle lykkes med at komme ind i partiet, så ville hans handlingsmuligheder være så begrænset af partiet, at han aldrig vil kunne opnå noget som helst.

Sidst men ikke mindst, så har Dansk Folkeparti allerede vist deres værd under migrationskrisen i 2015, hvor de sad på de afgørende mandater, men aldrig gjorde noget som helst for at stoppe tsunamien af racefremmede, der kom buldrende ind over vores grænser.

Til argumentet om, at normale mennesker vil tage afstand fra os, hvis de kender vores egentlige politiske mål, så er det værd at nævne, at dette faktisk ikke er sandt. Allerede nu ønsker et flertal af danskerne at begrænse indvandringen og en stor minoritet ønsker at sende de racefremmede hjem igen. På spørgsmål som om hvorvidt vi skal deltage i zionistiske krige eller ej, så er der et utroligt overvældende flertal, som er enige med os, om at det skal vi selvfølgelig ikke.

Når det kommer til andre spørgsmål såsom jødespørgsmålet ser det dog anerledes ud.

Her er det endnu kun en lille andel af danskerne som har en forståelse for dette spørgsmål, men det er alt for vigtigt til at ignorere, da det er roden til de fleste af vores andre problemer, og en hindring til at vi kan løse næsten alle de resterende problemer. Normale mennesker har altså blot brug for en forståelse for vores politiske mål, den eksistentielle krise vi står i samt årsagen hertil, og heldigvis vågner flere og flere mennesker op i hele vesten.

Ved at infiltrere embedsværket kan man også kun skabe marginale forbedringer på et meget specifikt område, og selv her vil man være yderst begrænset af ens kollegaer, de professionelle normer og retningslinjer, samt politikken der kommer fra det politiske system. Men selv i embedsværket bliver der også screenet for politiske holdninger, så det at komme ind i en højtstående position såsom departementschef eller kommunaldirektør virker yderst usandsynligt for en racebevidst dansker.

Hvad er argumentet for revolution?
Hvis vi nogensinde har tænkt os at opnå vores politiske mål, så skal vi have en dybere forståelse for, hvad det faktisk er vi efterspørger. Det er ikke blot et par politiske ændringer på nogle områder, som vi mener er vigtige. Det er heller ikke blot at de racefremmede bliver sendt hjem, og at den jødiske magt over vores lande bliver neutraliseret. Disse politiske ændringer er en nødvendighed, hvilket vi alle kan føle helt ind i vores sjæl. Men det vi ønsker er en samfundsændring i en sådan grad, at spørgsmål som disse aldrig nogensinde vil blive rejst igen.

Vi ønsker ikke at gå på kompromis med vores idealer. Vi ønsker ikke at bygge et bedre samfund på et råddent grundlag ved blot at reformere det nuværende liberale demokrati. Og vi ønsker heller ikke at vende tilbage til et samfund, som vi havde før i tiden. I stedet ønsker vi at skabe et fuldstændigt nyt og langt bedre samfund end noget som har været før, og dette kan ikke gøres uden at vi river det gamle og korrupte system ned. Vi ønsker at skabe en revolution så radikal at hele vort folks verdensanskuelse ændres fra det nuværende liberale “hvad er bedst for mig selv? Hvilke rettigheder har jeg?” til et udgangspunkt i et nationalsocialistisk folkefællesskab, hvor spørgsmålene i stedet bliver “hvad er bedst for mit folk, nu og i fremtiden? Hvilke handlinger kan jeg tage, for at styrke vores nation og vores folkefællesskab?”.

Kun ved en ændring i vort folks verdensanskuelse så radikal, at de, som Adolf Hitler beskrev det, erstatter det liberale koncept om “individet” og det marxistiske koncept om “menneskeheden” med det slægts- og jordbundne folk, vil vi kunne opnå vores mål. Denne radikale og fundamentale ændring i hele vort folks verdensanskuelse er en nødvendighed, fordi hele vort folk skal have en dyb forståelse for, hvorfor disse ændringer ikke bare er gode men nødvendige. Vi laver ikke disse ændringer fordi, at vi mener vi bliver materialistisk rigere, så vi kan købe mere kaffe og plastik fra udlandet. Vi laver ikke disse ændringer fordi, at vi mener, at det nuværende system bryder enkelte individers rettigheder. Vi laver de nødvendige politiske ændringer fordi det er det bedste for vort slægts- og jordbundne folk. Denne ændring i udgangspunktet for enhver politisk diskussion iblandt vort folk vil have en så radikal betydning, at det aldrig igen vil komme på tale, om hvorvidt vi skal importere millioner af racefremmede til vort land, eller hvorvidt et lille internationalt jødisk plutokrati skal herske over os.

Hvordan ser dette så ud rent praktisk lige nu? Som Simon Lindberg, vores leder, beskrev i en artikel, så er det er sådan set meget simpelt. Vi vil stille os forrest som gode forbilleder for resten af vort folk. Vi vil fortsætte med at deltage og blive set og hørt alle steder, hvor vi kan, særligt på gaderne i alle de Nordiske lande. Vi vil rekruttere de bedste, mest modige og fanatiske personer fra masserne og blandt dem danne et urokkeligt fællesskab med ubrydelig loyalitet. Vi vil lære af hinanden, opbygge erfaring og viden. Kort sagt vil vi fortsat forberede os på den dag, hvor der hersker virkelig revolutionære forhold, og hvor vi rent faktisk har mulighed for at omsætte alt det, vi nogensinde har gjort, til noget konkret – hvor vi, hvis vi forvalter vores tid og ressourcer korrekt, rent faktisk kan vinde.

Hvad er udfordringerne ved denne tilgang?
Der er en stor udfordring ved denne tilgang, og det er at det nuværende system vil komme efter os med alt, hvad de har, når de føler sig presset nok. Det er set utallige gange gennem historien at revolutionære bliver undertrykt, smidt i fængsel eller dræbt lige fra Adolf Hitler og den nationalsocialistiske bevægelse, Oswald Mosley og British Union of Fascists, Corneliu Codreanu og hans Jerngarde, eller Gyldent Daggry i nyere tids Grækenland. Som Hitler sagde til hans nye partimedlemmer, så kan vi ikke love andet end at I vil blive latterliggjort i pressen, fyret fra jeres arbejde og måske dræbt.

Så hvorfor risikere dette? Igen er svaret meget simpelt. Vi har intet andet valg, da infiltration ikke er en reel mulighed. Og Selvom det langt fra er lykkes for alle der har forsøgt en revolution gennem tiden, så er der dog mange eksempler på, at det er lykkes for revolutionære bevægelser at skabe dybe og betydningsfulde forandringer. Så lad os følge fortidens heltes fodspor i en radikal og fanatisk kamp mod den totale sejr; En nationalsocialistisk revolution.

Hvis vi ønsker at skabe en radikal og vedvarende forandring af hele vort samfund, så er en revolution den eneste løsning. Der er sandsynligvis intet svære end den opgave vi har taget op, men hvis vi intet gør, så vil vort folk lide videre under det nuværende system, og smerten bliver kun ekspotentielt værre indtil vort folk ophører med at eksistere.

Men du skal heller ikke narre dig selv ved, at du ikke kommer til at opleve problemerne på din egen krop, hvis du ikke bliver en aktiv del af kampen. Hverdagsterroren i det multikulturelle samfund bliver sværere og sværere at slippe væk fra. De økonomiske konsekvenser er også begyndt at stå klart for normale borgere, når de er i supermarkedet for at købe smør og mælk. Og så er der selvfølgelig de evige angreb på vort folk, vores børn og normal anstændighed i medierne.

Så vil du lade dig selv og dit folk lide en langsom, smertefuld og ydmygende død eller er du en af heltene som er villig til at ofre din egen bekvemmelighed for en større sags tjeneste? Revolutionen begynder med dig!