Ikke racist, men…

PERSPEKTIVERING: Nordfront bringer her en oversættelse af en ældre artikel af Paulina Forslund, som perspektiverer over begrebet “racist”.

“Er du racist eller hva?” Hvor mange gange har man ikke hørt dette? Jeg ved med jer, men jeg plejer at tænke: “Ja, det er vi alle vel?” Jeg er overbevist om at tiderne ændrer sig. Går man 5-10 år tilbage kunne fremmede og svenskfjendtlige benytte sig af “racistkortet” og på denne måde mange gange vinde overhånden i en diskussion og få modstanderen i defensiven. Men tingene ændrer sig. Der blæser andre vinde gennem Sverige, anno 2012. Svenskerne er blevet trætte. Trætte af at blive kaldt racist så snart nogen sætter spørgsmålstegn ved de fremmede, masseindvandringen eller alt andet som følger i kølvandet på dette.

Det er langt tid siden jeg stoppede med automatisk at svare “nej” på racistspørgsmålet. Og det har vist sig at være en langt mere effektiv taktik end undskyldende og skamfuld svare, “nej, selvfølgelig ikke”. Sandheden er, at hvis vi systematisk afdramatiserer begrebet “racist” og viser hvad det i virkeligheden er, afvæbner vi alle dem som fører sig frem med politisk korrekte floskler.

Jeg plejer at svare, at jeg er stolt over mit racemæssige tilhørssted og min oprindelse. “Er du ikke det?”, spørger jeg efterfølgende. For det er hvad racisme i bund og grund handler om. At man har sit udgangspunkt i sin egen race som ens norm. Man opholder sig helst blandt sine egne og vil bevare sin specifikke etnicitet. Dette i sig selv, er en livsnødvendig faktor for bibeholdelsen af den mangfoldighed, som naturen har udviklet gennem årtusinder. En ting som altid ryster mig, er alle dem som ser sig selv som antiracister, men trods det, ser andre racer end den hvide, som mere værd. Det er ikke sjældent de hvide “antiracister”, som er de absolut mest racistiske mennesker der findes. Problemet med dem er, at de ikke bare beskytter andre racer, men de hader samtidig deres eget folk, sin egen race og sin arv.

For at racisme overhovedet skal kunne eksistere og være et begreb eller en niche som man påstår at folk tilhører, må også de forskellige menneskeracer eksistere. Uden racer, ingen racisme. Det er ganske enkelt hvis man tænker over det. Så alle dem, som hadsk påpeger, at man er racist eller racistisk i sine udtalelser, må præcis som vi tro på forskellene racerne imellem. Det er en indfaldsvinkel som bestemt er værd at tage med i næste diskussion.

Racismen i sig selv er hverken mærkelig eller usædvanlig. For nyligt kunne hele verden følge præsidentvalget i USA, som fra første dag handlede om netop racetilhørighed. Obama vandt i stor udstrækning på grund af sin race. Han fik takket være racisme de fleste af de ikke-hvide med sig. Hvorfor? Jo, fordi mennesker har tendens til at gruppere sig netop efter race. Vi ser det overalt i samfundet. Det er på grund af det naturlige instinkt, at holde sammen med sine egne, at svenskerne påtvinges ord som integration, multikultur og antiracisme. Alle disse ord kan hældes i samme gryde og i stedet kalde det ved rette navn; blanding. For det er blandingen som er målet. Man vil som en form for pervers utopi blande alle mennesker, kulturer og levemåder med hinanden.

Da jeg var lille legede jeg ofte med modellervoks. Jeg husker en gang, hvor jeg tænkte at jeg ville blande alle de smukke og klare farver med hinanden for at få den mest farverige og flotte lerskulptur. Jeg blandede og æltede. Men til sidst sad jeg der med en brungrå, grim og farvefattig klump i min hånd. Alle farverne var blevet æltet sammen og blandet. Det er netop dette som racetænkning kan modvirke. Politikerne og antiracisterne påstår, at blanding er løsningen, men tro mig, det er det ikke. Jeg ville ikke se arten menneske, som kun menneske. Jeg vil se os som forskellige mennesker med forskellige levemåder og kulturer. Vi har ret til, baseret på naturens love, at tage ansvar for at beskytte vores egen race.

Så næste gang du får spørgsmålet: “Er du racist?”, svar: “Ja, selvfølgelig, jeg vil bevare min egen race, vil du ikke det?”