Idealismen – folkefællesskabets kerne

KRONIK: Jörgen Kromann skriver i denne artikel om folkefællesskab og idealisme, og hvordan Modstandsbevægelsens kamp giver liv til ubestikkelige krigere.

I mennesket er et medfødt behov for socialt fællesskab. Gennem tiderne har mennesket forstået at sammenarbejde når det gælder det at skaffe føde og for at beskytte sig mod farer. Dette har været gældende helt fra «huleboerstadiet» frem til nutidens overfladiske, splittede og utrygge forbrugersamfund. Allerede fra begyndelsen fandtes der således en form for folkefællesskab. Flokken holdte sammen, flere flokke sammenarbejdede og rigtig mange med samme sprog og skikke dannede klaner med høvdinge og ledere. Fra at have vandret som jægere og samlere begyndte mennesket i vore områder at blive mere bofaste. Man skaffede sig husdyr og begyndte at opdyrke landet.

Vi er og bliver flokdyr, som består af både følgere og ledere. Denne struktur fandtes i den tid, og eksisterer i høj grad også i dag. På samme måde som mennesket ledte efter gode steder at bo, hvor man kunne forsørge sig, søgte mennesket også stærke ledere, som kunne være forbilleder for hvad der gælder beslutninger for fællesskabet. Man følger i længden ikke usikre, feje eller uretfærdige og egoistiske ledere. Man følger dem som ved hvad de vil, som kan forene mennesker for alles bedste og vover at stå ved det. Sådan er vores natur.

Stærke ledere styrker et folks moral, styrker motivationen og øger sammenholdet. Folkefællesskabet indebærer netop sammenhold, det er den oprindelige metode for et fungerende stærkt samfund, som i moderne form er alternativet til nutidens parlamentariske rod af, ved første øjekast, forskellige politiske retninger, men som egentlig alle er fraktioner af samme politik. Folket ledes til at tro at det har valgmuligheder, men i praksis har det ikke. Finansmafiaen regerer via banker, børser og overstatlige beslutninger, og parlamentet fungerer som et teater, der skal se ud som om det bestemmer, når det i virkeligheden blot administrerer og tager imod ordrer.

Der findes en berettiget politikerforagt, og det er ikke så underligt. Allerede i ungdomspartierne lærer karrieristene at tale de fagre ord og lefle. Skal man avancere, så må man lefle og holde sig på god fod med magthaverne. Dermed kommer magtpositionerne, pengene og en tryg økonomisk fremtid. Dette nuværende politiske system skaber korrupte politikere, som var det på samlebånd. Kan man som ung politiker sælge sin sjæl for karrierens skyld, så sælges den til for judaspenge i forskellige bestyrelser, i Bilderberg Gruppens domæne, EU eller andre lignende internationale projekter. Ikke kun få politikere har efter afsluttet politisk karriere, fortsat til lukrative ansættelser i erhvervslivet eller stillinger på internationale topposter.

Er alle mennesker bestikkelige? Har alle en pris, hvor de endelig sælger sin sjæl til djævlen? Jeg hævder, at alt for mange har den svaghed, men jeg vil bestemt også hævde, at det ikke gælder alle, og heldigvis for det. Jeg mener at man kan stå imod denne antifolkelige og forræderiske fristelse, hvis man gennemsyres af den sande idealismes overbevisning. Min egen erfaring har været, og forbliver, et bevis på dette. Jeg har set mange svig på nært hold, og har selv været udsat for dem som repræsentant i fagforeninger i flere årtier.

Jeg anser at man skal blive ved sin læst, at man skal holde fast ved det hverv man ofrer sig for og kan forsvare. Det betyder en livskvalitet som ikke kan måles i penge. Jeg tror at det koncept, som Den Nordiske Modstandsbevægelse praktiserer, med et modigt lederskab som står i frontlinjen og ofrer tid, penge og familietid, hærder det moralske stål, som ikke lader sig ætse af grådighed.

Dette er et vigtigt punkt, hvis vores kommende samfund skal kunne stå imod de menneskelige svagheder, som vore fjender kan udnytte i fremtiden. Nutidens samfund er blevet erobret ovenfra, uden tropper. Det må aldrig ske igen.

Min overbevisning er, at alle de som kæmper nu, skuldrer ved skuldrer, næres af en loyalitet som er ærlig, oprigtig og selvopofrende. Når alle, mere eller mindre, i vores bevægelse udsættes for samfundets repressalier, trusler og fordømmelse – så styrkes vort sammenhold. Når de er færdige med at spytte galde over os, så er vi døbt i en uforsonlig strid, hvor kun sejren tæller.

Vi er en begyndende folkebevægelse, allerede med en stærk puls i den nordiske nationalsocialistiske nation, som vil sikre folkets frihed og overlevelse i et forenet og stærkt Norden.

Folkefællesskabet udgør en revolutionerende social konstruktion som fører menneskeheden frem og op mod et højere stadie. Vi har vor egen «regering» og vi kan i højere og højere grad handle på egne vilkår for vort folks bedste.

Allerede nu begynder vi således skridt for skridt at opbygge og udforme vores egne alternative samfund, med egne normer og strukturer. Det er kun sådan vi kan forsvarer os, overleve og udvikle os socialt i samspil med den politiske kamp.

Vi lader os ikke købe, vi beder ikke om nåde og vi tigger ikke hos almuen. Vi baner vor egen vej i folkefællesskabets tegn!