Hvornår stemte vi for at blive multikulturelle?

DEMOKRATI: Russleman reflekterer over den totale mangel på demokrati i vores strålende nordiske demokratier.

Christiansborg. Foto: (CC BY 2.0), Wikimedia Commons.

Et ubesvaret spørgsmål dukker op hver gang vores illegitime eliter annoncerer endnu et politisk korstog for vores strålende demokrati, om det skal være »mangfoldighed«, multikultur, LGBT, »grøn« energi osv., nemlig: Hvem stemte helt præcist på alt dette?

Muligvis er dette sket, og jeg var gledet ind i en særlig lang søvn på tidspunktet, men jeg kan ikke sige, at jeg husker, at vi nogensinde har haft en folkeafstemning om erstatningsindvandring, om at skandinavisk identitet skulle omdannes til en blank tavle som enhver lykkejæger fra den tredje verden kan male på, hvad de vil, eller at vores lands udkantsområder skal afindustrialiseres, så vi kan blive »grønne« (hvad det så end betyder). Jeg er heller ikke bekendt med nogen lejlighed, hvor et parti placerede nogle af de ovennævnte spørgsmål centralt i sin politiske platform og vandt en overlegen parlamentarisk sejr, der indikerede et klart politisk mandat fra befolkningen i noget nordisk land, for ikke at nævne Vesten som helhed.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvornår det skete, og kald mig kynisk, om du vil, men det forekommer mig, at engang i min relativt korte levetid ophørte ordet »demokrati« med at have nogen som helst sammenhæng med konceptet om, at regeringer skulle være underlagt folkets vilje, og er i stedet blevet et synonym for, hvad end elitens dagsorden er på et bestemt tidspunkt. Modstridende nok anses det i dag for at være »demokratisk« at fremme minoriteters interesser på næsten alle områder, hvad enten de er etniske eller seksuelle, på bekostning af flertallet. Og hvis flertallet (som i den vestlige kontekst er synonymt med den produktive hvide oprindelige befolkning) forsøger at fremme sine interesser, selvom det er gennem fuldkommen legitime metoder såsom at stemme, bliver dette stemplet som »populisme« eller »flertallets tyranni« og defineret som »antidemokratisk«. Klassiske eksempler er masseindvandring eller homo-ægteskaber.

I en skandinavisk sammenhæng er manglen på folkeafstemninger bemærkelsesværdig i betragtning af den veletablerede infrastruktur for folkeafstemninger. I mit eget land, Norge, er der kun ét enkelt eksempel i moderne tid, folkeafstemningerne om Norges optagelse i EF/EU i 1972 og 1994. Og på trods af at forslaget blev stemt ned to gange, er Norge på mange måder i dag de-facto et EU-medlem gennem EØS-aftalen, som i øjeblikket har enorme konsekvenser for energiomkostningerne i landet, på trods af at der ikke er tekniske eller politiske grunde til, at den norske befolkning ikke skal nyde lave energiomkostninger, udover en slavisk hengivenhed blandt vores beslutningstagere til globalisme.

Og igen, når det kommer til indirekte afstemning, har der aldrig været et eksempel på, at et parti ved et parlamentsvalg i Skandinavien er gået til valg med et eksplicit budskab om, at den implicitte nationalisme, der har styret landet i flere årtusinder, en fuldstændig rimelig , at en uudtalt antagelse blandt landets borgere om, at de, der ville arve frugterne af deres lange arbejde ville være deres efterkommere, skulle omstødes, og en radikal demografisk og kulturel transformation skulle finde sted, der ville gøre landet uigenkendeligt efter knap et par årtier ? Nej, det er aldrig sket, og det er helt utænkeligt, at et parti gik sejrrigt ud af et valg med sådan en politisk platform.

Når jeg i dag ser på den såkaldte demokratiske nordiske model, ser jeg totalitære regimer bestående af kriminelt inkompetente teknokratiske eliter, plutokrati og parasitære partidukker, der i bedste fald føler ligegyldighed, men i langt flere tilfælde åbent foragt for, hvad det hvide flertal ønsker, forklædt bag en såkaldt demokratisk parlamentarisk proces, der i virkeligheden er lidt mere end et absurdistisk skuespil orkestreret af de etablerede medier.

Vi, i Den Nordiske Modstandsbevægelse, bliver konstant beskyldt for at være antidemokratiske, på trods af at vores politik utvivlsomt i langt højere grad repræsenterer det produktive hvide flertals vilje, men præcis hvor er dette »demokrati«, som du ville miste under vores vision for det nye Norden? Hvornår følte du sidst, at du var repræsenteret af nogle af siderne i en politisk debat på tv? Hvornår var sidste gang du gik til stemmeurnerne, sikker på at dine ønsker ville blive repræsenteret, skulle din side vinde? Hvornår så du sidst, at elitens politiske prioriteringer, hvad enten det drejede sig om indvandring, identitet eller økonomi, afspejlede, hvad du eller en du kender, havde stemt på?

Hvornår stemte du for at blive en minoritet i dit eget land?

/Russleman