Hvorfor vælge kampens vej?

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Det er ikke altid en dans på roser at være aktivist i en organisation, som står i diametral modsætning til det herskende system. Hvorfor vælger nogen at tilslutte sig Modstandsbevægelsen og kæmpe, selvom de er klar over risikoen og modgangen dette kan indebære? Denne artikel er en del af et foredrag, som Simon Lindberg præsenterede på et foredrag for flere år siden.

Som aktiv nationalsocialistisk frihedskæmper risikerer man meget. Er det så dumt at nævne dette? Svaret er nej, da vi ønsker, at folk skal kæmpe, men samtidig undgå at tillokke de letskræmte eller overfladiske, og frasortere dem i den indledende fase. At nævne de negative og måske skræmmende virkninger af kampen bør ikke skræmme dem væk, som inderst inde er af det rigtige materiale.

Citatet findes i Modstandsbevægelsens aktivisthåndbog, og er vejledende under de mange rekrutteringsmøder, der afholdes rundt om i landet. Vi vil rekruttere de rette mennesker uden at «narre» nogen ind. I stedet ønsker vi, at alle skal være fuldstændig klar over, hvad de går i gang med.

Når du er blevet aktivist i Modstandsbevægelsen, bliver dit liv aldrig det samme igen. Dette er en sandhed på mange måder. Fra en medborgers perspektiv, en trofast tjener af materialismen, vil der være mange negative forandringer for dem, der vælger at blive aktivist i det nordiske folks spydspids. Kampen vil kræve mange timer af dit liv. Organisationen vil optage mange af dine tanker, og dine følelser vil også være relateret til den. Du vil blive tvunget til at tage mange risici, både for din fysiske sundhed og din sociale status. Du vil sandsynligvis blive socialt stigmatiseret på en eller anden måde, gamle venner eller familie vil svigte dig, du kan miste dit job eller endda din «frihed» ved at blive smidt i fængsel af et stadigt mere desperat regime. Du får heller ikke betaling for alt det arbejde du udfører eller modtager risikotillæg for de farer, du udsætter dig selv og dine kære for. Tværtimod vil du bruge mange penge på dit engagement.

Du får ingen, i det mindste ikke kortsigtet, ære og berømmelse, og dit engagement vil ikke gøre dig mere attraktiv blandt flertallet af det modsatte køn eller gøre dig lig med den brede masse af mennesker omkring dig. Tværtimod vil du i stedet blive hadet og bagvasket, bedraget og hånet. Selvom du aldrig har kæmpet i dit liv, vil du før eller senere blive tvunget til at beskytte dig selv og dine kammerater med vold på gaden. Du får heller ikke gode materielle fordele, og din karriere drager ikke fordel af dit engagement.

Hvorfor i al verden skal man så vælge at kæmpe? Hvorfor skulle nogle raske mennesker vælge denne besværlige krigers vej i stedet for at fortsætte den lette vej gennem livet? Ja, hvorfor skulle nogen mand eller kvinde vælge at kæmpe med Modstandsbevægelsen frivilligt?

Er det en pligtfølelse? Er det fordi du må kæmpe for racens, og måske hele planetens, overlevelse, og at dette hviler på dine skuldre?! Det er sådan det er. At gøre hvad man kan for racens overlevelse er ethvert arisk menneskes pligt, men jeg tror faktisk ikke, at så mange er så pligtopfyldende, at de skulle tilslutte sig til os bare for at fuldføre denne pligt, hvis der ikke var andre anledninger. Nogle tænker måske på hæder. At man på ingen anden måde end gennem en konstant kamp mod det helvede vi lever i, vil kunne se sin søn eller datter i øjnene, når de kommer grædende og spørger, hvordan denne galskab kunne blive til. Dette er naturligvis sandt, men ikke et mål i sig selv. Jeg kan nævne kammeratskabet, de vidunderlige minder og oplevelser man har for livet, som kampen faktisk giver. Du får et positivt udbytte ved at være aktivist, men for at være ærlig står det i modsætning til de tidligere nævnte ulemper. Eller hvorfor skulle jeg ikke bruge sund fornuft til at analysere de rene fakta. Samfundet i dag er langt fra fantastisk; Enhver, der ikke er helt hjernevasket, burde se det og ønske forandring. De, der har et åbent sind og er oplyst, forstår, at denne forandring bedst opnås gennem nationalsocialismen. Men nej, heller ikke dette er noget jeg tror vil få nogen til rankrygget at stå i kulden år ud og år ind.

Når alt kommer til alt er der sandsynligvis ikke noget af dette, der får nogen til at ofre deres sikre og komfortable liv. Og dem, der rent faktisk vælger kampen af ​​disse grunde, mangler sandsynligvis den vigtigste ingrediens og svigter deres kammerater, før målet nås. Jeg er overbevist om, at hvad der i sidste ende bestemmer, om du er en kæmper eller ej, er hvad der findes i dig. Dit indre selv. Din underbevidsthed. Dit hjerte. Din sjæl. Eller dit blod, hvis du vil. Og din kontakt med dette. Hvis du er en nordisk kriger, fortæller dit blod dig det, og du svarer kaldet. Uanset hvilke risici eller ulemper det medfører. Alt andet end at adlyde blodets kald vil være forkert for dig. Stemmen, der længes efter frihed, kvæles i perioder, men hvis du er en af ​​os, vil den altid komme tilbage og boble til overfladen og minde dig om, at det er denne vej du må gå. Der findes intet alternativ.

Derfor er det ikke muligt at tvinge nogen til kamp. Vist er det, at vi har alle brug for et spark bagi en gang imellem, men de mennesker, man hele tiden må jage, og som altid slår rekord i at opfinde nye undskyldninger for ikke at komme med på en gadeaktivitet eller foredrag; de kan godt være gode mennesker, der tænker rigtigt og er på den rigtige vej, men det er sandsynligvis ikke mænd eller kvinder, der virkelig er vågnet op. Enhver mand og kvinde behøver kun at føle sit indre for at afgøre, om det er frihedskamp eller slaveri, der er livet. Ingen kan træffe valget for en. Hvis valget på den anden side falder på at høre dette kald af naturen og vælge kampens hårde vej, vil det ikke kun føre medlemmet ind i en hvilken som helst organisation, nej det vil skabe en fanatiker. En mand eller kvinde, der med rank ryg og et smil på læben kæmper sig gennem helvede og tilbage, hvis det behøves.

Leder du efter undskyldninger for at undgå at blive en del af os på en tur gennem helvede, eller er du klar til at kæmpe ved vores side? Tillader du dit folk at gå under, eller er du en af ​​os, der vælger at tage kampen for enhver pris? Tænk ikke over det – føl!