Hvorfor er Zelenskyj så vred?

Men Zelenskyj valgte at lytte til tåber som Boris Johnson og Joe Biden, som lovede ham, at han ville gå over i historien som en ny, men jødisk, Winston Churchill. At en aldrig ophørende strøm af penge, våben og ammunition ville flyde til Kiev uden større kontrol eller kritiske spørgsmål. Og at den moralske overlegenhed, han havde i forhold til den skurkagtige gamle KGB-agent Vladimir Putin, var så stærk, at den alene ville sikre en total sejr. Hvor end han rejste hen, blev han behandlet som en rockstjerne, og han var en selvfølgelig hovedtaler ved alle de største internationale begivenheder, uanset om de handlede om Ukraine eller ej. Og man behøver blot at se på historien: De “gode” har altid vundet alle krige, mens alle Hitler-figurer altid har tabt og lidt ydmygende nederlag.

Så det er måske ikke så mærkeligt, at Zelenskyj forkastede en aftale, der var tæt på at blive indgået under fredsforhandlingerne i Istanbul i marts 2022 – en aftale, der kunne have sparet Ukraine for meget større tab end i dag. Heller ikke, at han underskrev en præsidentiel bekendtgørelse, der forbød alle forhandlinger med Rusland, så længe Putin var præsident. Eller for den sags skyld, at han erklærede, at Rusland skulle kapitulere, før der overhovedet kunne forhandles om fred.

Præsident Zelenskyj har altså al mulig grund til at være vred. I interviewet med Piers Morgan, som blev offentliggjort for nylig, måtte han kæmpe for at holde sin irritation tilbage, selvom Morgan er en af hans mest trofaste beundrere. At overhovedet fremføre et modargument mod Zelenskyjs plan er en fornærmelse mod både Ukraine og det hellige NATO, kan man forestille sig, at han tænker. Ingen gjorde det for to år siden, og ingen bør gøre det i dag heller.

En ustabil og irriteret Zelenskyj gæstede for nyligt Piers Morgans YouTube-kanal, hvor han angreb alle, der spurgte ham og opfordrede til et atomarsenal.

Men nu har Donald Trump signaleret, at nye tider er på vej. Efter en telefonsamtale med Putin ser det ud til, at han er parat til at imødekomme store dele af Ruslands krav. Det er endda usikkert, om Zelenskyj får lov til at være med, når han og Putin mødes i Saudi-Arabien, fortalte Trump en gruppe journalister i Det Hvide Hus.

På spørgsmålet fra en journalist om det ikke er farligt at give Rusland en så stor sejr, svarede Trump:

— Ja, man behøver bare at se, hvordan krigen går, og drage sine egne konklusioner. Jeg er her kun for at forsøge at skabe fred, jeg bekymrer mig ikke så meget om andet end at forhindre, at millioner af mennesker bliver dræbt.

— Den her krig er latterlig, og den burde aldrig have fundet sted. Den ville aldrig være sket, hvis jeg havde været præsident.

En anden journalist spurgte Trump, om han ikke svigter Zelenskyj, hvortil præsidenten svarede:

— Nej, ikke så længe han stadig er der [som præsident, red.]. Men på et tidspunkt må de jo også afholde præsidentvalg.

Præsident Zelenskyjs mandatperiode udløb i maj sidste år. Han har brugt krigen som en undskyldning for ikke at udskrive et nyt valg, men dette er blevet stadig mere omdiskuteret. Endnu en grund til at være vred.

Men jeg spørger mig stadig, hvordan Zelenskyj kunne tro, at hans “sejrsplan” kunne blive til virkelighed? Skulle Rusland bare gå med til at kapitulere, opgive områder, de har vundet med tusindvis af faldne soldater, for derefter frivilligt at udlevere Putin og andre ledere til at blive dømt ved internationale krigsforbryderdomstole og betale hundredvis af milliarder dollars i erstatning?

Krigen i Ukraine har været en stor fiasko, til tider skræmmende med truslen om eskalering til atomkrig. Hvis der er noget, Trump har ret i, så er det, at krigen aldrig burde være sket. Men de største tabere vil i sidste ende, som jeg altid har sagt, være det ukrainske folk. Et folk, der er blevet brugt som en brik i et kollapsende verdensimperiums sidste dødskramper, ledet af en svindler fra en fremmed stamme, tilsyneladende helt uden empati for deres lidelser.

Lad os nu håbe, at det endelig får en ende – uanset hvor vred Zelenskyj bliver.