Hvor hengiven er du?

Hvor optaget er du af sagen? Hvor motiveret er du? Tænk nøje over disse spørgsmål. Tror du af hele dit hjerte, at nationalsocialismen er en nødvendighed for vort folks fremtid og overlevelse, at den virkelig er noget folket behøver og længtes efter, når de indser hvad nationalsocialismen står for?

Svarer du ja til spørgsmålet i den sidste sætning, da er du i hvertfald halvhjertet med, men kan let vige, hvis du er i det mindste i tvivl om vore chancer for at vinde.
Hvad er da chancen for at føre vor ideologi videre? Tvivler du? Tror du inderst inde at chancerne er små? At det i bund og grund er et ugennemførlig projekt vi er i gang med? Kommer vi til at få folket med os i fremtiden?

Har du et negativt svar på nogen af de ovenstående spørgsmål kan du ligeså godt fortsætte med at være ”hobby-nationalist”. Skulle du derimod svare ja, uden at lyve om dine inderste tanker, på begge spørsmål, ja så kan du blive en medkæmper i vores bevægelse. Jeg siger, kan blive en medkæmper. Det sker ikke automatisk. Det kommer ikke an på hvor mange ”seje” kommentarer du har skrevet på diverse nationalistiske netsider. Det kommer heller ikke an på hvor mange hårde eller uansvarlige tilråb med seksuelle undertoner, du har råbt dig hæs til i gågaderne landet rundt eller om hvordan du vil dræbe en eller anden patetisk modstander. Du bliver først en sand medkæmper, når du lever i samhørighed med naturens egen ideologi (læs: At leve som nationalsocialist samt At vandre ad den rette sti).

Naturligvis bliver man hverken motiveret eller hengiven overfor sagen, hvis man ikke indser begge de ovenstående spørgsmåls vigtighed i det store hele. Mange, altfor mange af dem, som kalder sig nationalister eller nationalsocialister, går i defensiven, når de bliver angrebet verbalt med skældsord som xenofob, homofob, racist eller nazist. At have en fobi er som at have en sindssygdom. Vi er overhovedet ikke syge, vi demonstrerer blot vore rettigheder til at ikke at mene det samme som de politisk korrekte indoktrinerede nyttige idioter. Skulle nogen lide af fobier er det snarere vore modstandere, som bliver helt paniske, når de kommer i nærheden af noget nationalt endsige ægte socialistisk. De er bange for, at det er smitsomt. Ordene racist og nazist og alle andre ukvemsord som vi får kastet i hovedet, bør ikke kunne røre os (læs: Er du racist? samt Forbliv ærlig mod dig selv og andre). Naturligvis skal vi ikke lægge under for eller svare undvigende på disse skældsord. Den mindste undvigelse giver en fordel til fjenden, og det er han ikke værd.

Hengivenhed og motivation er vigtige ingredienser i kampen for at frigøre vore folk fra zionismens kvælertag på den hvide race. Specielt den nordgermanske gren er under stadig angreb fra plutokraterne, som ønsker verdensherredømme og én verdensstat. Hvor motivere er vi? Er vi parate til at opgive meget af vores bekvemmelighed og luksus? Kan vi forestille os et liv uden den moderne verdens former for tidsspilde og mekaniske dimser, som vi tager for en selvfølge i dag? Min nye flotte villa, min smarte bil, min 42-tommers fladskærm, kan du forestille dig et liv med en betydelig enklere dimension, hvis det skulle være til gavn for helheden og sagen? Svar dig selv ærligt.

Det er vældig let at sidde bag skærmen og være modig og kritisere andre, men hvad skal der så ske når det multikulturelle mareridt bliver til virkelighed (det er måske allerede en virkelighed for nogen)?

Ville du vurdere mulighederne for at bo og leve lidt enklere med ind i dine overvejelser? Det sidste bliver du tvunget til uanset om du er enig med udviklingen eller ej. Magteliten er i gang med at spille os ud mod hinanden, vi arbejder flere timer i et hastigt voksende tempo. Blot for at ende med en indtægt, der kun lige rækker til de basale nødvendigheder. Jeg synes det er værd at kæmpe for at undgå slaveri og vilkårlig behandling af en plutokratisk magtelite. At undgå dette slaveri er hele kampen værd. Vi må kæmpe fanatisk for vor ret til at leve, som vi vil og ikke blive styret af Zion eller noget andet.

Vor kamp for at overleve begyndte for længe siden, men det er måske først nu i de sidste tiår hvor modstanden er øget og har antaget mangeartede tarvelige former. Fjenden er begyndt at blive desperat og miste grebet, han tager ofte mere udemokratiske metoder i brug for at forsøge at kvæle sandheden. Her kommer vores hengivenhed til vor sag til at spille en stadig større rolle. Hengivenhed og udholdenhed til at kæmpe for at sandheden til sidst vil sejre, for sandheden sejrer altid. Jeg kommer måske ikke til at opleve sejren, måske gør du heller ikke, men nogen af vore efterkommere kommer til at smage sejrens sødme, hvis du som forfader viser udholdenhed og er hengiven til den nationalsocialistiske kamp.

Jeg vil ikke påstå at hver og en skal begynde at leve fuldstændig asketisk og ikke unde sig noget. Ikke i det mindste! Men jeg kan altid stille spørgsmålet om du vil svigte dit eget barn, barnebarn eller deres børn for at du kan beholde en bekvem livsstil, og ikke kunne leve uden dine dimser eller var for fej til at stå ved din overbevisning, selv om du vidste bedre? Du var måske ikke så overbevidst når alt kom til alt?

At vælge at leve lidt enklere udenfor multikulturen (nåh ja – i hvert fald på god afstand af nævnte ”kultur”), i pagt med naturen og omgås jordnære mennesker giver så meget mere end hvad det materialistiske liv kan byde på. Mange af mine venner i bevægelsen lever sådan, inklusive mig selv. Vi er blevet trætte af at leve i ”trædemøllens” stress og pine og ”meldte os ud”, noget som ingen af os har fortrudt siden. Vi lever i dag et rigere og sundere liv, har mere tid til overs for familie og kampen, noget som giver ro i sjælen.
Vi skal vide, at vi bevidst bliver indoktrineret til at blive afhængige af bekvemmelighed og altid at være med på moden med de sidste nye dimser. Vore fjender har sublimt, gennem usunde reklamer, fået os til hele tiden at ville nyde mere og mere af det materialistiske liv. Og have så mange dimser omkring sig som mulig. Det er det liv som de fleste kender og tilstræber i dag. Hvorfor da gøre modstand spørge sikkert nogen sig selv. Svaret er at ”dette gode liv” ikke kommer til at bestå særlig længe.

Når alle er blevet slaver af det materialistiske liv kommer tvangen. Tvangen til at købe visse sager, tvangen til at leve på en bestemt måde, tvangen til at altid underkaste sig magtelitens ordre i alle sager. Modstanden og kampen kommer da til at være det eneste naturlige et normalt fornuftig menneske kan tænke at ville engagere sig i. Men hvorfor vente til der er gået så lang tid? Vor pligt til at genoprette det disse folkefjender har ødelagt bliver bare større jo længere tid du venter, så tilslut dig allerede nu kampen om vor races overlevelse og kampen for et liv i fællesskab, et rigtig folkefælleskab uden den unaturlige klassekamp, som er dyrket af marxismen, den pseudo-videnskabelige og syntetiske ideologi. Vor ideologi, nationalsocialismen, er den biologiske verdensanskuelsen. Vor ideologi indeholder ingen syntetiske kvasividenskabelige ideer. Vor ideologi står lige stærk til alle tider, akkurat som naturlovene.

Er du med eller skal du bare stå og se på?

Af: Christian Hamilton