Hvad i alverden mener Putin?

PUTINISME: Simon Holmqvist forsøger at forklare relationen mellem putinismen og nazismen og hvad Putin og russerne egentlig mener med »nazisme«.

Siden krigen brød ud og især da vi på Nordfront valgte at udgive en oversættelse af dele af Vladimir Putins krigsforklaring, har mange af vores læsere kommenteret med spørgsmål om, hvad Putin egentlig mener med »nazister« i Ukraine og en »afnazificering« af landet.

Er Ukraines ledelse ikke allieret med Vesten og dermed homoliberalisme og kapitalisme og globalisme osv? Mens Rusland på den anden side står for en mere autoritær ideologi, der udfordrer liberaldemokratiet?

Jo, selvfølgelig er det sådan. Og alt dette kan virke lidt forvirrende. Men for at forstå, hvad Putin mener med at vrøvler om nazister, må man grave lidt dybere ned i den forvirrende konstruktion, som russisk (stats)nationalisme er.

For enkelthedens skyld kan vi kalde denne statsnationalisme for putinisme. En »ideologi«, der ikke er national, men chauvinistisk. Men ideologien, Putin repræsenterer, er ikke noget, han selv har opfundet, selvom han satte et stærkt præg på den. Den har sine rødder i Sovjetunionen, under Joseph Stalins tid, hvor bolsjevismens oprindeligt jødisk-kosmopolitiske tilgang til nationen begyndte at falde til fordel for en slags statspatriotisme, noget der skete, da Stalin ryddede det meste af kommunistpartiets ledelse ud.

For at motivere kampen mod det invaderende Tyskland blev der skabt en slags kunstig nationalisme for Sovjetunionen, selvom dette var langt fra, hvad man normalt mener at være en nationalstat. På samme måde som nationalismen, som fødtes under den franske revolution, flyttede man betydningen af nationen fra blodet til staten, så det var statsborgerskabet i Sovjetunionen, der var vigtigt, og den kommunistiske stat var Moderlandet, som ville vække patriotiske følelser og blive forsvaret for enhver pris af sovjetiske borgeres blod.

Dette var nødvendigt, da Karl Marx’ falske doktrin om internationalisme og det faktum, at arbejderklassens påståede globale interesser var stærkere end for eksempel etnicitet, og religion ikke kunne erstatte det, der forenede russerne før bolsjevismen: loyalitet over for zaren og kirken. Sovjetborgere var ikke længere ortodokse kristne undersåtter af zaren og havde brug for noget at kæmpe for.

Kampen for Moderlandet og mod fascismen, der truede fra vest, blev derfor til propagandaen, som sammen med trusler om henrettelser og Gulag lykkedes at skabe en form for kampmoral blandt de undertrykte sovjetborgere.

Den Store Fosterlandskrig kom Anden Verdenskrig til at hedde og kaldes stadig sådan i dag i Rusland. Det nu ikke-kommunistiske Rusland ser nostalgisk og patriotisk tilbage til sovjettiden som dets »gode gamle dage«, på trods af at kommunismen blev afløst af en slags konservativ anti-liberalisme. Men ifølge Putinistisk doktrin er zartiden og Sovjetunionen en historie om Ruslands storhed og herlighed. Rusland har altid været det bedste, uanset om det var et ortodokst kejserdømme, en bolsjevikisk terrorstat eller hvad Rusland nu er i dag.

Det, der forener disse tre epoker, er trods alt imperialismen. Zardømmet var bogstaveligt talt et kejserdømme, et imperium, og i Sovjetunionen fortsatte de imperialistiske ambitioner. Putinismen forbinder disse to ved at fokusere på det vigtigste i Putinismen: at opretholde og om muligt udvide det russiske imperium. Der er ingen opgør med den sovjetiske arv, og putinismen ser ingen modsætning mellem det zaristiske Rusland, Sovjetunionen og nutidens Rusland, på trods af at der på overfladen er tre meget forskellige og modstridende systemer. Det er Ruslands imperialisme, der er vigtig, ikke hvad der ligger bag. Alt er Moderlandet og Moderlandet er alt.

Under den store Fosterlandskrig var fjenden fascister og nazister, og dette er forblevet fjenden og er det stadig i dag, i russisk retorik.

At »nazister« er en ondskab, der truer landet, er lige så indlejret i det russiske selvbillede, som det er i Vesten, men på en helt anden måde. Det er ikke primært en ideologisk fjende, men en »nazist« er snarere en fremmed person, eller en femtekolonist, en forræder, der samarbejder med en vestlig fjende og truer moder Ruslands eksistens. Ligesom nationalsocialisterne i Det Tredje Rige truede Sovjetunionens eksistens under den såkaldte Store Fosterlandskrig. Og præcis som de ukrainske nationalister, der samarbejdede med Det Tredje Rige, truede Sovjetunionens eksistens.

At nationalister i nutidens Ukraine under mærkelige omstændigheder valgte at alliere sig med NATO og andre suspekte kosmopolitter under Maidan-kuppet i 2014, gav naturligvis kun næring til putinisterne. I det russiske selvbillede er nutidens nationalistiske ukraineres samarbejde med NATO blot en gentagelse af Den Store Fosterlandskrigs ukrainere, som samarbejdede med Tyskland.

Udviklingen i Ukraine under Maidan-kuppet skabte således en forvirrende konflikt ud fra et vesteuropæisk nationalistisk perspektiv. Radikale nationalister kæmpede sammen med pro-vestlige liberaldemokrater i Ukraine mod russisktalende selverklærede antifascister i det østlige Ukraine, som udråbte neo-stalinistiske folkerepublikker, men hvor russisk blod og den ortodokse kirke blev brugt som identitetsmarkører frem for en slags bolsjevikisk international arbejderidentitet.

Så de russiske udbryderrepublikker i det østlige Ukraine er altså autoritære og socialistiske, nationalistiske og konservative. Fordi fjenden er »nazist«, ser man alligevel sig selv som »antifascist«. For putinisterne er dette lige så åbenlyst, som det kan være forvirrende for os.

Hvem var egentlig den gode side? Nationalisterne, der samarbejdede med fjenden eller de såkaldte antifascister, der udråbte nye stater på nationalistisk og socialistisk grundlag?

Alt i alt kan man sige, at ordet »nazist« har en helt anden betydning i Rusland end i Vesten. Det betyder egentlig kun noget i retning af »en (vestlig) fjende af Rusland«. Putin ved selvfølgelig godt, at »nazisme« opfattes som truende selv i Vesten og kaster sig derfor gerne rundt med begrebet både internt og eksternt, da det fungerer lige godt begge steder, selvom ordet spiller på forskellige strenge.

Og fordi nationalisterne i Ukraine er meget anti-russiske, fungerer dette rigtig godt for Putin. I Putinismen ses ukrainernes nationalistiske kamp i 1940’erne mod bolsjevikernes undertrykkelse som lige så anti-russisk som nutidens ukrainske nationalisters kamp mod russisk imperialisme. Husk at Sovjetunionen er det samme som Rusland ifølge Putinismen. Men ifølge russisk retorik kan den ukrainske jødiske og liberale præsident Volodymyr Zelensky være lige så meget »nazist« som Azov. I Putinistens verden er det det samme anti-russiske revl og krat, der i øvrigt – beviseligt – gerne samarbejder med hinanden i sin fælles modstand mod Ruslands storhed og ære.

At være »nazist« er således ikke i Putinismen primært en ideologisk overbevisning, men derimod et forhold til Ruslands eksistens. Ukraines nationalister hades af Rusland primært for deres anti-russianisme, ikke fordi de tror på et nationalistisk og socialistisk samfund. Det sidste gør lederne af Donbass’ Folkerepublikker som bekendt, selv om de kalder sig antifascister.

Er Putin så en ond eller god leder? Det er ikke helt så enkelt. Putin er en russisk leder, med alt hvad det indebærer. Måske den mest russiske leder, der nogensinde har levet. I Putinismens verden er der ikke noget godt eller ondt, der er kun Rusland og alle andre, og når nogen fra »alle andre« er i vejen for Rusland, er denne helt enkelt »nazist«.