Hitler taler til nationen om vigtigheden af folkefællesskab

På grund af Versaillestraktaten, milliardgælden og hyperinflation befandt Tyskland sig i en alvorlig krise i 1932. Det tyske folk var dybt splittet og bekæmpede og dræbte hinanden i utallige gadekampe. Fem millioner tyskere var arbejdsløse, og der var dem, der sultede eller begik selvmord, da de ikke kunne forsørge sig selv eller deres familier.

Den 15. juli 1932 holdt Adolf Hitler en tale til nationen i radioen som en del af NSDAP’s valgkampagne. I talen forklarer Hitler nationalsocialisternes syn på folkefællesskab og giver også en forklaring på partiets stræben (og beslutning et år senere) om at afskaffe partisystemet. Det kan også være værd at bemærke, hvordan Hitlers stemme lød i radioen for dem, der kun har hørt ham skrige i de film, der senere er klippet sammen af hans fjender.

I begyndelsen af talen forklarer Hitler, at “skæbnen har givet dem, der har været ved magten, mere end 13 år til at blive testet og bevise sig selv,” men at “det eneste rigtige resultat af deres forsøg på at styre Tyskland er, at det tyske folk stadig er i live.” De, Hitler refererer til, er de partier, der har styret Tyskland efter Første Verdenskrig og siden Weimar-republikkens etablering i 1918. Disse partier havde trods “højtidelige løfter om at føre vores folk” mislykkedes, fordi de kun varetog deres egne interessegrupper. Resultatet blev en katastrofe for alle grupper:

Den tyske bonde er blevet udarmet, middelklassen er ødelagt, de sociale forhåbninger for millioner af mennesker er knust, en tredjedel af alle tyske mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder er arbejdsløse og dermed uden indkomst. Riget, samfundene og delstaterne er overbelastede med gæld, økonomien er i kaos, og alle kasser er tomme!

Disse partier havde også gjort tyskerne ligeglade og fjendtligt stemt mod hinanden:

Det værste er dog ødelæggelsen af vores folks tro, ødelæggelsen af alle håb og al selvtillid. I tretten år har de på ingen måde formået at mobilisere de kræfter, der sover i vores folk, tværtimod! Af frygt for nationens opvågnen har de spillet folket ud mod hinanden: byen mod landet, de ansatte arbejdere mod embedsmændene, dem, der arbejder med deres hænder, mod dem, der arbejder med deres hjerner, bayerskere mod preusserne, katolikker mod protestanter, og så videre og omvendt.

Hitler fortsætter talen og stiller spørgsmålstegn ved partiernes eksistens:

Hvis de nuværende partier virkelig ønsker at redde Tyskland, hvorfor har de så ikke gjort det allerede? Hvorfor er det ikke sket? Hvis mændene bag disse partier havde haft en ærlig hensigt med at gøre netop dette, så må deres program have været dårligt. Hvis deres program derimod var rigtigt, kan deres ønske ikke have været oprigtigt, eller også har de været enten for uvidende eller for svage.

Nu, efter tretten år, efter at de har ødelagt alt i Tyskland, er tiden endelig kommet for deres egen eliminering. Om dagens parlamentspartier eksisterer eller ej, har ingen betydning, det er dog nødvendigt at forhindre den tyske nation i at falde helt i ruiner. Derfor er det en pligt at besejre disse partier, for at sikre sin egen eksistens skal de gang på gang rive nationen fra hinanden.

Efter at have beskrevet det uholdbare i at nedbryde nationen i klasser, rangordninger, erhverv og trosbekendelser, hvor grupperne sætter deres egne gruppeinteresser over det fælles bedste, forklarer Hitler den nationalsocialistiske opfattelse af folkefællesskab:

Selv da vores nationalsocialistiske bevægelse blev grundlagt, blev vi styret af overbevisningen om, at den tyske individuals skæbne er uadskilleligt forbundet med hele nationens skæbne. Når Tyskland falder fra hinanden, vil arbejderen ikke blomstre i social lykke, og heller ikke entreprenøren; bonden vil ikke kunne redde sig selv, og heller ikke middelklassen.

Nej, rigets ruiner, nationens opløsning, betyder ruiner og opløsning for alle! Ikke en enkelt bekendelse og ikke en enkelt tysk stamme vil være i stand til at undgå at dele samme skæbne. Selv da vores nationalsocialistiske bevægelse blev grundlagt, havde vi længe været sikre på, at det ikke var proletariatet, der skulle sejre over borgerskabet, og heller ikke borgerskabet, der skulle være sejrrig over proletariatet, men at den internationale storfinans til sidst må blive den eneste sejrherre over begge parter. Og det er, hvad der er sket!