Historien om Adolf Hitler – del 2

HISTORIE: Den 20. april 1889 blev nationalsocialismens grundlægger, Adolf Hitler, født i Braunau. Hitler var kunstner, politiker, forfatter, feltherre og folkeleder.

Første Verdenskrig

I begyndelsen af 1912 forlod Adolf Hitler Wien og drog til München. Den bayerske hovedstad var noget helt andet end det «folkeracernes Babylon», han havde boet i de sidste fem år. Tiden han tilbragte i «den tyske kunstens metropol», blev ifølge ham selv den mest lykkelige og harmoniske periode før krigens udbrud.

På dette tidspunkt havde Hitler en større interesse for udenrigspolitik end i socialpolitik. Siden barndommen havde han med stor interesse fulgte med i aviserne for at se, hvad der skete i blandt andet Boerkrigen og den russisk-japanske krig. Hitler forstod, at også Tyskland, som var omringet af tre stormagter, var på vej mod en større krig.

I august 1914 brød Første Verdenskrig ud og Hitler søgte tilladelse til at tilslutte sig et bayersk regiment. På trods af at han var en østrigsk statsborger, fik han lov til at tilslutte sig og tilhøre infanteriregimentet i List gennem hele krigen. Hitler blev regimentets ordonnans og meldte sig altid frivilligt til farlige missioner.

Hitler i første række til venstre.

Hitler blev snart kendt for sit «mod og sin eksemplariske opførsel i kamp». Dette kombineret med hans «beundringsværdige beskedenhed» gav ham respekt blandt både overordnede og mandskabet. At Hitler ikke blev forfremmet, skal ifølge en af hans officerer, reserveløjtnant Horn, skyldes, at «hvis Hitler var blevet forfremmet til sergent, kunne han ikke være ordonnans», og regimentet havde dermed «mistet en af sine bedste ordonnanser». I krigen fik Hitler en række udmærkelser og blev tildelt to jernkors. Han blev også såret to gange.

Da Tyskland kapitulerede i november 1918, var Hitler såret og befandt sig på et militærhospital i Berlin. Det var en præst, der bragte budskabet og fortalte med tårer i øjnene de sårede soldater, at kejseren var blevet tvunget til at abdicere, og at socialisterne havde erklæret en republik. Hitler var fortvivlet.

Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti (NSDAP)

Mens tyskerne havde kæmpet ved fronten, arrangerede marxisterne, med socialdemokratiet som deres fineste repræsentant, en anti-krigsfront derhjemme. Socialdemokratiets mål var at komme til magten, omstyrte monarkiet og indføre en republik, men et sejrrigt Tyskland stod i vejen for deres planer. Derfor propaganderede de mod en tysk sejr i Tyskland.

Resultatet af dette dolkestød blev, at Tyskland tabte krigen, og at novemberrevolutionen, som begyndte som et mytteri i den tyske flåde, brød ud. Forskellige marxistiske grupperinger, socialdemokrater og bolsjevikker kæmpede om, hvem der skulle have magten. Den jødiske kommunist Kurt Eisner, som senere blev skudt af en reserveofficer, indførte diktatur under ledelse af hovedsageligt jøder, og den 9. november aftrådte kejseren. Den store trussel om borgerkrig tvang dog socialdemokraterne til at søge støtte fra militæret, og de mest ekstreme bolsjevikiske ledere blev fanget og henrettet, herunder de jødiske spartakister Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. I august 1919 blev Weimar-forfatningen underskrevet, og Tyskland blev et parlamentarisk demokrati.

Spartakister i Berlin.

Hitler vendte tilbage til München, først i november 1918, og senere i marts 1919. Han havde accepteret et tilbud om at blive politisk agent for rigsværnet og havde som opgave, at undersøge en lille forening kaldet Det Tyske Arbejderparti, som på det tidspunkt kun havde seks medlemmer . Hitler lyttede til et foredrag i den «kedelige forening», som han kaldte det, og var klar til at gå, da en diskussion skulle afholdes. En af deltagerne hævdede, at Bayern skulle løsrive sig fra Preussen, hvilket var en sådan folkesplittende snak, som Hitler hadede og ville komme til at bekæmpe i mange år frem. Hitler bad om ordet og sagde sin mening. Dette gjorde et sådant indtryk på deltagerne, at partiet ønskede at rekruttere ham. Endelig, efter megen tvivl, accepterede han også dette tilbud.

Hitler begyndte sit politiske arbejde som partiets propagandaansvarlige. Han ønskede, at partiet skulle få flere medlemmer, og lykkedes med at få de øvrige medlemmer til at repræsentere partiet offentligt. Først besøgte kun nogle få partiets møder, men til sidst steg antallet til hundrede. Dette var en stor succes og reddede partiet fra dets pengeproblemer. I vinteren 1919-1920 talte Hitler regelmæssigt, og hundreder af tilskuere samlede sig på disse møder.

Den 24. februar 1920 arrangerede partiet sit første massemøde i Hofbräuhaus. På dette møde, som samlede over tusind tilskuere, præsenterede partiet sit partiprogram med 25 punkter. Partiet fortsatte med at være Det Tyske Arbejderparti, men i april samme år blev det ændret til Det Tyske Nationalesocialistiske Arbejderparti (NSDAP). Partiprogrammet, som i sit indhold ikke kun var nationalistisk, men også socialistisk, ville blandt andet knuse fremmed påvirkning af medierne, rive Versailles-traktaten i stykker og forene Tyskland.

Partiets møder blev nu beskyttet af Sturmabteilung (SA), som blev grundlagt i 1920. Hitler gjorde det klart tidligt, at SA ikke skulle være en hemmelig organisation, og skrev i Mein Kampf, at SA’s skoling skulle være i overensstemmelse med partiets målsætning. Et andet synspunkt Hitler havde var, at partiet selv skulle sørge for sin egen sikkerhed, idet han anså, at «ethvert møde, som udelukkende er beskyttet af politiet, diskrediterer arrangøren i det brede publikums øjne».

Den 3. februar 1921 afholdt NSDAP sit første store massemøde på Circus Krone, og samlede 6500 tilskuere. Hitler talte i to og en halv time, på trods af røde trusler om at storme mødet. Hitler, som på nuværende tidspunkt allerede blev betragtet som leder af partiet, blev officielt partileder i juli samme år.

Efter flere tomme trusler fra de røde om at storme NSDAP’s møder, blev det til sidst en realitet. Da NSDAP holdt et møde i Münchens Hofbräuhaus den 4. november 1921, blev hundredvis af kommunister kommanderet til mødet. Kun 46 nationalsocialister var tilstede i lokalet, klar til at forsvare mødet. Det var da NSDAP netop havde fået nye lokaler og ikke havde fået installere telefoner. Dette skulle blive SA’s første store fysiske konfrontation. I Mein Kampf skriver Hitler om, hvordan det hele brød løs og hvordan SA slog tilbage:

Kampen var næppe begyndt, da mine stormtropper, som de blev kaldt fra og med denne dag, gik til angreb. I grupper på otte eller ti kastede de sig som ulve over fjenden – igen og igen – indtil de efterhånden fik jaget dem ud af lokalet. Inden for fem minutter var de fleste af dem gennemblødt af blod. […] Tyve minutter varede den infernalske ballade, men så var modstanderne, der talte 700-800 mand, jaget på flugt ud af salen og ned ad trapperne af mine tropper, som ikke engang talte 50 mand.

Læs også:
Historien om Adolf Hitler – del 1
Historien om Adolf Hitler – del 2
Historien om Adolf Hitler – del 3
Historien om Adolf Hitler – del 4
Historien om Adolf Hitler – del 5