Historien om Adolf Hitler – del 1

HISTORIE: Den 20. april 1889 blev nationalsocialismens grundlægger, Adolf Hitler, født i Braunau. Hitler var kunstner, politiker, forfatter, feltherre og folkeleder.

Barndom

Adolf Hitler blev født den 20. april 1889 i byen Braunau am Inn i Oberösterreich i Østrig. Braunau havde tidligere tilhørt Bayern, men blev østrigsk i 1779. At Hitler blev født på den tysk-østrigske side af grænsen, var ifølge ham en vigtig grund til, at han senere kom til at kæmpe for et forenet Tyskland, da han mente, at «det samme blod tilhører det fælles rige».

Efter et par år flyttede familien Hitler til Passau og senere til Linz, som var hovedstaden i Oberösterreich. Hans far, Alois Hitler, var toldtjenestemand og gift med Klara Pölzl (senere Klara Hitler). Klara fik i alt seks børn, men kun to af dem overlevede barndommen, Adolf og hans lille søster Paula Hitler. Paula Hitler døde i 1960 og distancerede sig aldrig fra sin bror. Hun sagde, at Adolf Hitler ikke kunne have udført nogen «holocaust», og at hvis en sådan ting havde fundet sted, kunne han ikke have været klar over det.

Hitlers nationalfølelse kom i en tidlig alder og kom stort set fra hans historielærer på realskolen i Linz, som også nævnes i Mein Kampf. Historielærer Leonard Pötsch levede sig ind i historiefortællingen, ligesom skolebørnene, når de lyttede til ham. Hitler anså, at skolen var «latterligt let» og brugte meget af sin tid på udendørs aktiviteter. Hans yndlingsfag var verdenshistorie og geografi, og han viste tidligt talent for tegning. Hitlers kunstneriske interesse ville senere resultere i en konflikt med hans far, som ønskede, at Adolf skulle have et skrivebordsjob. Hitler forsømte derfor bevidst skolen for at gennemtvinge sin vilje, og hans far gav sig til sidst.

Klara og Alois Hitler.

Kunst og kultur

I tolvårsalderen kom Hitler i kontakt med teaterkulturen, da han så «Wilhelm Tell» på teatret i Linz. Et par måneder senere hørte han for første gang operaen «Lohengrin» af Richard Wagner. Interessen for kunst og kultur ville følge ham hele livet.

Da Adolf var 13, døde hans far af et slagtilfælde, og i en alder af 17 ansøgte han om optagelse på kunstakademiet i Wien. Hitler fik dog afslag på sin ansøgning og blev anbefalet at søge ind på arkitekturskolen i stedet, da de mente det var inden for dette område, at han var begavet. Da jøderne havde en stærk tilstedeværelse i Wiens kunstliv, blev denne hændelse brugt som «bevis» for, at Hitler blev «besat af jøderne», eftersom han angiveligt bebrejdede dem for at være blevet en «mislykket kunstner». Dette er en løgn, da det er velkendt, at Hitler accepterede den afvisning han modtog fra Wiens kunstakademi. Hitler skriver i Mein Kampf, at «for første gang i mit unge liv var jeg utilfreds med mig selv […] efter et par dage forstod jeg også, at jeg skulle blive arkitekt». Hvad der er sandt er imidlertid, at nogle år senere kom Hitler til at anse, at jødernes indflydelse på kunsten havde ødelagt den.

Da Hitler senere forsøgte at ansøge om optagelse til arkitektskolen, skulle det vise sig, at hans forsømmelse af visse skolefag ville straffe ham, da arkitektskolen krævede en fuldstændig realskoleeksamen. I stedet besluttede Hitler at rejse til Wien og prøve lykken, men nu som kunstner og ikke som arkitekt. En af grundene var, at Hitlers mor, Klara, var død af brystkræft. Adolf var nu forældreløs, pengeløs og havde intet at tabe ved at rejse til Wien.

I Mein Kampf skrev Hitler om sine forældre, at «jeg havde hædret min far, men elskede min mor.»

I Wien

I 1907 drog Hitler til Wien med «en kuffert med tøj og sengetøj i hånden, og med en urokkelig vilje i hjertet». Men livet i Wien var yderst vanskeligt for mange. Hitler tilbragte flere år som håndværker og maler på byggepladser. Et job kunne vare fra et par timer til et par dage, og da bygningen var færdig, måtte han søge nyt job. Efter nogle år gik det ham noget bedre, da han delvis kunne forsørge sig ved sin kunst, men selv ikke her slog pengene til. I en periode var han hjemløs og måtte bo på et herberg. Han beskrev sin periode i Wien som «fem års sorg og bedrøvelse».

Men det var også i Wien, at Hitler blev politisk bevidst og engageret. Først om det sociale spørgsmål, og senere om det jødiske. Hitler skriver i Mein Kampf:

Tusindvis af arbejdsløse stod foran paladserne på Ringstrasse; og under Østrigs gamle  Via Triumphalis trykkede de hjemløse sig sammen i kanalernes mudder og skidt.

Hitler begyndte at læse alt om politik og indså, hvor stor indflydelse jøderne havde over Wien. Han bemærkede, hvordan jøderne beherskede kunst- og kulturlivet i Wien, ejede medierne og støttede monarkiet. I første omgang tænkte han ikke nævneværdigt over den jødiske indflydelse. Han skammede sig snarere over, at have sådanne tanker, og han kunne ikke forstå, hvorfor menneskene i Wien foragtede jøderne.

Alligevel så jeg i jøden blot en mand med en anden religion, og holdt fast ved at menneskene måtte tåle det, selv her, og afstå fra enhver religiøs forfølgelse. Derfor syntes jeg at tonen, som særligt den antisemitiske presse i Wien slog an, ikke sømmende sig for et stort folks kulturtradition.

Det var da Hitler opdagede, at medierne udtrykte sig fjendtligt mod Tyskland, at han begyndte at «betragte den store presse med forsigtighed». Over tid betragtede han også mændene bag pressen med stor forsigtighed, frem til dagen hvor han fik mulighed for at gøre en personlig betragtning.

En gang jeg spadserede gennem centrum, stødte jeg pludselig på et væsen i lang kaftan og med sorte lokker. Er det også en jøde? var det første jeg tænkte. Sådan så de bestemt ikke ud i Linz. Jeg kiggede på manden i smug, men jo mere jeg stirrede ind i dette mærkelige syn og granskede træk for træk, veg det første spørgsmål pladsen for et nyt. Er dette også en tysker?

Da Hitler indså, hvem der kontrollerede Wiens prostitution, løb det koldt ned ned ad hans ryg, før han «eksploderede». Derefter begyndte han at diskutere og aktivt søge efter information.

Nu veg jeg ikke længere når det jødiske spørgsmål blev drøftet, nej, nu ønskede jeg det. Men da jeg nu lærte at være på jagt efter jøden i alle grene af det kulturelle og kunstneriske liv og dets forskellige former for udtryk, stødte jeg pludselig på ham et sted, hvor jeg mindst havde forventet det.

Fra det øjeblik jeg opdagede, at det var jøden, der ledte socialdemokraterne, faldt det som et skel fra mine øjne. Med dette blev en lang indre kamp afsluttet. […] Tiden var nu inde for den største indre omvæltning i mit liv. Fra at være en vag verdensborger blev jeg en fanatisk antisemit.

Læs også:
Historien om Adolf Hitler – del 1
Historien om Adolf Hitler – del 2
Historien om Adolf Hitler – del 3
Historien om Adolf Hitler – del 4
Historien om Adolf Hitler – del 5