Herbert Pundik er død. Han var en Israelsk kampsoldat, israelsk agent for Mossad, Cavlingprismodtager og mangeårig chefredaktør for Politiken her i Danmark

Jødespørgsmålet: Samtlige af sine år som chefredaktør boede Herbert Pundik i Tel Aviv med sin familie og pendlede til København. Og Israels skæbne var uløseligt forbundet med hans egen.

Herberts far var en jøde, som kom til København i 1907 fra Ukraine sammen med sin familie. Herbert blev født nogle år efter og måtte som 16. årige rejse ud af Danmark og til Sverige i 1943, da mange jøder rejste fra Danmark af frygt for at ende i tyske arbejdslejre. I 1948 deltog Herbert Pundik i den jødisk-arabiske krig og gjorde det seks år senere til sit livsmål at afslutte sin slægts historie på flugt, ved at bosætte sig i Tel Aviv med sin kone, Sussi.

Agent for Mossad

Før han i 1965 kom til Politiken, var han i 10 år udenrigskorrespondent for Information og blev i 1967 tildelt Cavlingprisen. Siden har han indrømmet, at han fra reportagerejser i Afrika rapporterede til det israelske efterretningsvæsen Mossad.

Hans ældste søn, Uri, omkom i 1973 under Yom Kippur-krigen. Hans anden søn, Ron, var med til at etablere kontakten, der førte til Oslo-aftalen mellem Israel og palæstinenserne. Herbert Pundiks familie er altså indfyldelsesrige zionister, med stærke forbindelser i Israel, blandt andet i Mossad.

Da Herbert Pundik i september 1969 som omrejsende reporter med base i Tel Aviv blev kaldt hjem og – til sin egen overraskelse – ikke fyret, men fik tilbudt posten i hjørnekontoret på Rådhuspladsen, var Politiken trængt på oplag og økonomi. Få år senere var det landet største morgenavis, han stod i spidsen for. Nu delt i to sektioner og lagt om efter en model, andre skyndte sig at kopiere.

Efter sin fratræden som chefredaktør i 1993 og helt frem til sin død har Herbert Pundik virket som seniorkorrespondent på Politiken. Men da han i foråret medvirkede i en podcast om sit liv med titlen ’Den sidste flygtning’, sagde han om sine forventninger til resten af livet:

»Altså, jeg anser vejs ende som … anytime. Det siger jeg helt straight og klart. Jeg er parat til at dø hvert øjeblik. Hvad kan du forlange mere af livet end det, jeg har fået ud af det? Altså, man skal også være en lille smule – det har jeg lært hjemmefra – en lille smule beskeden«.

KILDE:
Politiken