Hakon Stangerup

HISTORIE: Hakon Stangerup blev født den 10. november 1908 i København. Han udøvede alle de akademiske dyder med en professionel hurtighed. Cand. mag i 1932, dr. phil i 1936.

Stangerup fandt tidligt ud af, at litteraturkritik var hans foretrukne, men da han måske var lige så interesserede i journalistik, kombinere han begge interesser i jobbet, som fast litteraturkritiker ved Berlingske Tidende fra 1934.

Året efter blev han litteratur- og kronikredaktør ved Dagens Nyheder (Nationaltidende). Det var i denne egenskab han kom for skade at ytre sig ”lidt for konjukturpræget” om de nye magthavere i Europa, som det hedder så diplomatisk i online leksikonet Den Store Danske, Gyldendal. Han havde skrevet en artikel i tidsskriftet Nordisk Revue under overskriften ”Kulturel Oprustning” i august 1940, hvor han ”bagatelliserede, ja nærmest latterliggjorde frygten for” at Danmark skulle blive opsuget i det nye Europa, som tonede frem i horisonten. Han blev stemplet som nazistisk medløber for udtalelsen: ”Der vil blive store muligheder for Danmarks politik i det nye Europa, ganske vist ikke for dansk partipolitik og dansk handelspolitik, så meget desto mere for dansk kulturpolitik”. I bagklogskabens lys må man desværre sige han ikke fik ret, det nye kom netop kun til at gavne dansk partipolitik og handelspolitik, idet Kommunisterne kom i folketinget med 18 mandater ved folketingsvalget i oktober 1945 og mange danskere havde tjent uhæderligt mange penge på samarbejdspolitikken med Tyskland.

Fra 1940 til langt ind i 1943 forfulgte den illegale presse og den danske modstandsbevægelse i særdeleshed, Stangerup ved alle tænkelige lejligheder.Stangerup, der var blevet valgt for Det Konservative Folkeparti i Viborg Amtskreds ved valget i marts 1943, besluttede sig den 2. maj 1945 for at nedlægge sit mandat. Han trak sig gradvist tilbage fra de fleste poster pga. hetzen. Selv Ib Schønberg og Dagmarrevyen kunne ikke dy sig for at svine ham til. Stangerup blev ironisk nok taget af tyskerne som en dansk kulturpersonlighed og sat i Horserødlejren. Og konen Betty smuglede mindst 25 jøder til Sverige i oktober 1943, men lige lidt hjalp det. Stangerup var stadig stigmatiseret.

Han blev renset ved Journalistforbundets æresret i 1944 og prøvede fra derfra at iscenesætte sin genoprejsning: ”For svagere naturer ville en så ublid – men ikke uforskyldt – skæbne have umuliggjort en tilbagevenden til den offentlige scene” (Gyldendals Den Store Danske). Men Stangerup vendte tilbage. Det store værk, Kulturkampen i 2 bind kom i 1946, heri satte han blandt andet brødrene Brandes’ moderne gennembrud i kritisk belysning. Den efterfølgende debat gjorde ham igen brugbar i akademiske kredse. I 1951 blev han lektor i kulturhistorie ved Handelshøjskolen, 1957 docent og 1961 professor. Han var desuden også leder af det nyoprettede presseforskningsinstitut. Han kom sågar til at skrive litteraturkritik igen for Dagens Nyheder og senere B.T. Det kulturpolitiske arbejde dyrkede han i Radiorådet fra 1950erne som rådets konservative medlem. Blandt de store værker fra hans side bør nævnes Dansk litteraturhistorie (1964-66), Verdens litteraturhistorie (1971-74) og Avisens historie (1973-74).

Hakon Stangerup. Billedet stammer fra Victor Elberlings Rigsdagens medlemmer gennem 100 år, bind 3. Her kan man trods alt finde Stangerup.

Hakon giftede sig 4. maj 1934 med skuespillerinden Betty Söderberg (1910-1993), datter af forfatteren Hjalmar Söderberg. De fik to børn. Henrik Stangerup (1937-1998) og Helle Stangerup (1939-). Både Henrik og Helle har også levet med deres faders stigmatisering og tog siden flere litterære opgør med hele denne problematik.

Forfatteren Henrik, der betegnede sig selv som konservativ socialdemokrat, skrev ”Fjenden i forkøbet” i 1978 og ”Datter af” (om sin moder) i 1995. Henrik giftede sig med Lotte Tarp, som var datter af en tysk soldat (beskrevet i hendes bog: Det sku’ nødig hedde sig fra 1997).

Juristen og godsejerfrue Helle har nyligt udgivet sit besyv med i sin ”Bag skodderne” fra 2011: ”Han (Hakon) var tyskvenlig, dog aldrig forstået som nazist…Hans opfattelse af andre lande var gennemsyret af hans syn på deres kultur, altovervejende forstået som deres litteratur. Her rangerede Frankrig naturligvis højest…men tysk kultur rangerede altså også højt, mens han aldrig forstod eller brød sig om ”kræmmerfolket” englænderne…” (side 46). Også Helle giftede sig ind i den fortrængte fortid da hun ægtede Adam Knuth i 1969, søn af Frederik Marcus Knuth, der var medlem af DNSAP og en overgang sysselleder.

Det er af mange blevet sagt, at Hakon Stangerup ikke var nationalsocialist, men han var så meget andet. Det kan være det igen hænger sammen med, at kulturlivet ikke kan undvære hans bidrag, men for at undgå diverse forklaringsproblemer, søges han fritstillet. Han døde den 22. juli 1976.