Grundtvig og Goldschmidt: Hvornår er man rigtig dansker?

KULTUR: Synet på danskhed i 1800-tallet blev diskuteret af Grundtvig-eksperter ud fra en strid mellem to centrale åndspersoner i Vartov i København i torsdags.

Venstre: Meïr Aron Goldschmidt. Højre: N. F. S. Grundtvig.

Hvornår kan man kalde sig rigtig dansk, og hvordan har synet på integration udviklet sig de seneste 200 år? Det var et stort spørgsmål, Grundtvig-Selskabet rejste, da foreningen holdt årsmøde i Vartov i København i torsdags. For at besvare spørgsmålet havde Grundtvig-Selskabet inviteret fire forskere til at tale om forholdet mellem dansk og jødisk identitet. I år er det nemlig 200 år siden, at den dansk-jødiske forfatter Meïr Aron Goldschmidt blev født, og hans forhold til Grundtvig fortæller et lille stykke dansk integrationshistorie.

Goldschmidts forfatterskab var et af de vigtigste i 1800-tallets Danmark, og mest kendt blev han nok for sine romaner og det politisk-satiriske ugeblad Corsaren. Som satiriker gjorde han blandt andet grin med enevælden og spidserne i det københavnske borgerskab. Han blev del af en strid med Grundtvig i årene omkring 1848, hvor Danmark var på tærsklen til at få sin første grundlov.

Og selvom Grundtvig og grundtvigianismen ofte bliver forbundet med ord som fællesskab og frihed, afslørede striden mellem Grundtvig og Goldschmidt et andet aspekt, som har at gøre med spændingerne mellem de danske og de tyske i riget.

Grundtvig ønskede, at Danmark skulle være én samlet nationalstat, mens Goldschmidt ville, at Danmark skulle være en føderal stat, hvor Danmark, Slesvig og Holsten skulle være tre forbundsstater under en fælles konge, forklarede Grundtvigekspert Kim Arne Pedersen i sit oplæg om konflikten mellem Grundtvig og Goldschmidt. De tre forbundsstater skulle have hvert sit parlament, for at den nye statsform kunne rumme både dansksindede og tysksindede, mente Goldschmidt.

»Men det brød Grundtvig sig mildest talt ikke om, for han ville afskære tyskheden,« fortæller Kim Arne Pedersen.

Dermed kommer vi til den strid, der afslører Grundtvigs opfattelse af, hvad det vil sige at være rigtig dansker. Danskhed handlede nemlig for Grundtvig ikke bare om at føle sig dansk, men også om at være af dansk slægt.

I diskussionen med Goldschmidt i 1849 blev Grundtvig rasende og bad Goldschmidt blande sig uden om, fordi Goldschmidt ikke var rigtig dansker. Han var jøde og verdensborger og havde derfor ikke forudsætningerne for at forstå det ægte danske. Han var gæst i Danmark, og Grundtvig mente derfor, at det var et misbrug af danskernes gæstfrihed, når Goldschmidt blandede sig i dansk politik.

Goldschmidt var imidlertid født i Vordingborg, fortalte Jan Schwarz fra Lunds Universitet i sit oplæg om Goldschmidt som jødisk forfatter. Han talte og skrev på dansk, og han følte sig som dansk – også selvom hans slægt var jødisk, og hans jødiske identitet var vigtig for ham. Alligevel mente Grundtvig, at Goldschmidt som jøde kun var gæst i Danmark:

»Hr. Goldschmidt er folkeligt talt en Gæst iblandt os,« skrev Grundtvig i 1849 ifølge Kim Arne Pedersen.

Og videre havde Goldschmidt så »fået den Grille at ville gælde for en fuldkommen Dansker,« fortsatte Grundtvig.

Efter foredraget stillede en af de mere end 100 tilhørerne spørgsmålet:

»Jeg har altid fået at vide, at Grundtvig siger: ’ Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil.’ Og så skulle den jo i grunden ikke være længere?«.

Men Kim Arne Pedersen svarede prompte:

»Jo, den er længere. For han siger i samme digt: Byrd og blod er folkegrunden, og dermed er der ingen tvivl om, at han mener en slægtsmæssig arv«.

Det var vel at mærke ikke, fordi Grundtvig ikke kunne lide jøder. Snarere tværtimod:

»For Grundtvig stod det jødiske folk langt højere end det danske. Det var det væsentligste folkeslag for menneskeheden overhovedet,« forklarer Kim Arne Pedersen og peger på, at Grundtvig i overensstemmelse med Det Gamle Testamente opfattede jøderne som Guds udvalgte folk.

Men i 1800-tallet var opfattelsen af nationalitet anderledes end i dag, ikke bare for Grundtvig, men for de fleste i landet.

»Folkelighed var så at sige en urkraft, som alle måtte forholde sig til. Man skulle respektere den, og hvis man kom udefra, så skulle man tie, når folkeligheden talte,« fortalte Kim Arne Pedersen i sit oplæg.

For Goldschmidts vedkommende betød det, at han ifølge Grundtvig var en del af det jødiske folk og derfor ikke måtte blande sig i spørgsmål, der handlede om danskhed.

»Det er jo en meget, meget barsk måde at tackle danskeres jødiskhed på. Den er stødende i dag, og jeg bryder mig egentlig ikke om den,« fortsatte Kim Arne Pedersen, men fastholdt, at man altså ikke kommer uden om, at etnicitet er afgørende i Grundtvigs forståelse af danskhed.

Det ville Grundtvig-forsker Jes Fabricius Møller dog gerne formulere anderledes, fordi ordet »etnisk« er et ord fra vores tid, der tenderer det biologiske.

»Og det finder jeg en lille smule urimeligt,« sagde Jes Fabricius Møller og fortsatte

»Ganske vist taler Grundtvig om blod og byrd, men hvad ligger der i det? Det skal kvalificeres«.

I stedet foreslog Jes Fabricius Møller slægtsbegrebet, fordi det rummer både en genetisk-biologisk og en historisk-juridisk betydning. Kim Arne Pedersen medgav, at Grundtvigs forståelse af danskhed både var betinget af sindelag og genetik, men forsvarede dog sit ordvalg med, at man ikke kan komme uden om det arvemæssige forhold.

For Goldschmidts vedkommende endte han dog med at forsone sig med det grundtvigske og blev senere nær ven med Ludvig Schrøder, der var højskoleforstander på Askov Højskole.

Født i 1819 i Vordingborg på Sydsjælland. Død på Frederiksberg i 1887. Begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Hans oprindelige navn var Meyer Aron Goldschmidt, men han skiftede navn til Meïr, der på hebræisk betyder lys. Selvom hans forældre ikke var ortodokse jøder, blev den jødiske identitet vigtig for Goldschmidt, og han brugte store dele af sit forfatterskab på at udbrede kendskabet til jødisk sprog og kultur. Hans interesse for jødisk kultur kom blandt andet til udtryk i romanen »En Jøde« (1845), hvor den jødiske hovedperson, Jacob Bendixen, kæmper med at finde sin plads i det danske samfund.

Kilde:
Kristeligt Dagblad