Gottfried Feder og renteslaveriet
#4

Økonomi: Nordfront bringer her fjerde del af en artikelserie om bogen ‘Manifest til at bryde renteslaveriet’ af Gottfried Feder.

Del 4
Forklaringer på de lovmæssige krav i manifestet

Til 1. krav: Det er essentielt at al statens og kommunernes gæld, bliver behandlet på den samme måde, da det kun er på denne måde en bred og uniform regulering af hele vores finansielle system kan blive implementeret sammen med frigørelsen fra renteslaveriet.

Til 2. krav: Frigørelsen fra renteslaveriet skal iværksættes samtidig med frigørelsen fra alle andre rentebærende instrumenter, hvilket allerede er klart ud fra princippet, for ikke at skabe en meningsløs stigning i priserne på disse instrumenter, som åbenlyst vil ske, hvis statsinstrumenterne bare blev erklæret rentefrie. Afviklingen af gælden som sådan, bliver nødt til at ske gennem en årlig tilbagebetaling, hvoraf en konstant og uniform lettelse af alle gældsbærende genstande vil blive reelt.

Til 3. krav: Dette krav står i meget tæt forbindelse med krav nummer 2, såvel som med nationaliseringen af ejendomsgæld krævet i krav nummer 5. Bonden eller husejeren der har byrden af et lån, fortsætter med at betale før og efter det beløb, som han måtte betale kreditoren indtil nu, men ikke længere som evig rente, men som tilbagebetaling. Efter 20, 25 eller 30 år, alt efter niveauet på renten op til nu, vil grunden og huset være fri for gæld. Lånegiveren kan derfor forsætte med at betale obligationsejerne svarende til obligationerne kun i denne periode. Hånd i hånd med denne lettelse der opstår: samfundets ret til at eje reelle aktiver gældfrit.

Først og fremmest skal der skabes en generel bolig eller fast ejendoms register, for selv ejerne af gældfri jord har naturligvis retten til tilbagebetaling af den investerede kapital, såvel som et varigt krav til en andel af lejen for afvikling af alle udgifter, gebyrer osv. bundet til landejerskabet, såvel som til en tilsvarende kompensation for personlige gener.

Jeg vil gerne forklare dette i hovedtræk ved beskrivelsen af en lejlighed i byen. Bygningen har en værdi på 100.000 mark. Deraf er der en gæld på 50.000 mark med et afdrag på 4 % ved en bank. Derudover er der en gæld på 20.000 mark med et afdrag på 5 % til den private sektor. De sidste 30.000 mark kommer fra ejeren selv. Lejen er 7000 mark om året. Ud af dette bliver der betalt 2000 mark for at tilbagebetale banken og 1000 mark for at tilbagebetale den private sektor. Derudover er der omkostninger forbundet til bygningen på 1000 mark, i alt 4000 mark. Derved er der 3000 mark tilbage til bygningsejeren som udbytte af sin egen kapital på 30.000 mark.

Efter implantationen af forbuddet mod rentetagning ser situationen således ud efter 10 år: Kapitalen bygningsejeren havde lagt ud, er nu tilbagebetalt.  Derved opstår statens ret til at medbestemme lejen fremover. Det vil være uretfærdigt at sammenligne ejerens kapital med de andre lån, for hans kapital er ikke blot lånekapital, men risikokapital. Med det menes der penge, som bliver transformeret til en værdifuld genstand, i dette tilfælde en bygning. Derfor bør enten en længere periode af leje eller en procentdel af omkostningerne af bygning blive bevilliget til ejeren.

Dette er dog kun nogle mulige forslag til, hvordan vi skaber en sikker og stabil overgang fra en renteøkonomi til en rentefriøkonomi. For at forsætte med eksemplet efter 25 år: Her vil alle lånene være tilbagebetalt. Herved er de eneste udgifter de udgifter, som er forbundet med bygningen. Da bygning nu er blevet ældre, vil det være fair at antage, at disse udgifter er steget til 1500 mark om året pga. slitage og lignende. Lad os nu antage, at bygningsejeren modtager 1500 mark. Derved fås det nu, at den samlede leje vil blive omkring 3000 mark, hvilket giver et råderum på 4000 mark, ud fra de originale 7000 mark. Derved har staten gjort det muligt at reducere lejen med mere end halvdelen; det vil den gøre. ved f.eks arbejderboliger eller ved at reducere lejen med 20, 30 eller 40 % i stedet og beskatte resten, hvorved staten får de økonomiske ressourcer til at lave store nye projekter inden for infrastruktur eller velfærdsprogrammer. Denne fremtidige mulighed åbner op for – og jeg anser dette for at være en meget lovende mulighed – en retfærdiggørelse for folkefællesskabet (staten) at intervenere allerede nu i fastsættelsen af lejen på en måde som beskrevet ovenfor, for at nedsætte lejen i arbejdernes boliger. I den voksne indflydelse staten har på landejerskab, ligger fundamentet til en velbegrundet centralbank i, at udskrive kredit i stedet for realkredit udgiverne.

Til krav nummer 4 og 5: Disse punkter kræver socialiseringen af hele finanssystemet. Penge er kun og udelukkende anerkendt af staten på baggrund af udført arbejde. Udskrivningen af pengesedler er en af de vigtigste selvstændighedskræv en stat har. Pengeforfalskning af statens penge skal straffes særdeles hårdt, da det er en direkte nødvendighed, at det finansielle system er under hele folkets kontrol gennem staten. Hele folkets samlede arbejde er den eneste fundamentale værdikilde til pengesedlerne, og kun den fejlslutning af anerkendelsen af dette basale faktum, leder til forsømmelsen af de offentlige finanser og til komplet anarki i det finansielle system generelt.

Til 8. krav: Med reference til devalueringen af vores penge, som kun skete gennem den enorme størrelse af vores statsgæld, kræver vi en stærkt stigende formueskat. Her ligger vi vægt på ”stærkt stigende”. For en formueskat, en stempling af noter osv., er på nuværende tidspunkt intet andet end selvbedrag.  Kun forbrugsvarer og servicer har altid en værdi, ikke papiret for anerkendt arbejde. Et andet spørgsmål er, hvorvidt markens værdi kan stige. Men selv denne stigning af markens værdi er igen, i den endelige analyse, afhængig af arbejdsstyrken og produktionen, det vil sige, af den produktive kapacitet af hele vores nationale økonomi.

Tidligere publiceret:
Gottfried Feder og renteslaveriet #1
Gottfried Feder og renteslaveriet #2
Gottfried Feder og renteslaveriet #3