Giorgia Meloni – God eller dårlig?

KOMMENTAR: Giorgia Melonis jordskredssejr i Italien er blevet samtalestof hos nationalister over hele verden. Er hun Italiens fascistiske landsmoder eller en ulv i fåreklæder?

Kollage: Nordfront. Gioriga Meloni – god eller dårlig?

Natten til mandag stod det klart, »den nationalistiske blok« i det italienske parlament vandt som forventet et flertal af stemmerne. Partilederen for Italiens Brødre, Giorgia Meloni, erklærede sig selv som sejrende på valgaftenen i Rom.

Den omtalte kvinde forventes nu at danne regering sammen med Matteo Salvinis Lega Nord og Silvio Berlusconis Forza Italia.

I de vestlige medier er Meloni og hendes parti blevet beskrevet som nærmest »nyfascistisk«, hvilket har vakt både interesse og håb blandt nationalister både i Italien, Danmark og andre dele af Europa.

Men er det rigtigt, som medierne skriver, at Meloni er fascist? Hvilken politik vil hun faktisk føre, og hvad vil den betyde for Italien?

»Gud, familien og nationen«

Det første, mange af os – inklusiv mig selv – faktisk så af Meloni, var den tale, hun holdt under valgkampen, og som efter valgresultatet blev offentliggjort gik viralt på sociale medier:

This is Italy’s new Prime Minister Giorgia Meloni.

I’ve never heard any politician so perfectly explain what we’re up against and why we fight.

When you watch this video, you’ll quickly realize why the establishment is afraid of her.
pic.twitter.com/CswR8o3mjg

— Greg Price (@greg_price11) September 26, 2022

Det er en særdeles god tale, hun holder, man bliver bestemt håbefuld, når man hører landets kommende premierminister lidenskabeligt kritisere kulturmarxismen, storfinansen og forbrugersamfundet.

— De angriber national identitet, de angriber religiøs identitet, de angriber kønsidentitet og de angriber familieidentitet. Jeg må ikke identificere mig selv som italiener, kristen, kvinde, mor, nej! Jeg skal være borger X, køn X, forælder 1, forælder 2, jeg skal være et nummer. For når jeg kun er et nummer, når jeg ikke længere har identitet eller rødder, så bliver jeg den perfekte slave i hænderne på finansspekulanter, den perfekte forbruger, skråler hun på brændende italiensk.

– Og man  kan lide det eller ej, men det her er helligt. Vi vil forsvare det, vi vil forsvare Gud, fædreland og familie, alt det, der afskyr folk så meget. Vi vil gøre det for at forsvare vores frihed, proklamerer Meloni til klapsalver.

Set i bakspejlet har jeg set flere taler af Meloni, hvor hun voldsomt kritiserer både homolobbyen og masseindvandringen fra fremmede nationer. Man må give hende æren for, at hun er en dygtig taler, og smule radikal en af slagsen.

Det er i hvert fald det indtryk, man får ved første øjekast.

Meloni ønsker at bekæmpe homolobbyen og lignende kulturmarxistiske strømninger samt sætte en stopper for masseindvandringen. Der er hendes politik sund.

Globalisme

Hvis vi vender os mod hendes udenrigspolitik, begynder vi imidlertid at se et bekymrende mønster. Som Nordfront berettede om allerede før parlamentsvalget, har alle partier i »den nationalistiske blok« opgivet deres modstand mod både EU og NATO. Muligvis af »taktiske årsager«, men uanset hvad.

Førstnævnte er en frygtelig organisation, der fratager italienerne deres ret til selvbestemmelse og i fremtiden kan lægge et enormt pres på landet for at modtage endeløse flodbølger af racefremmede. Den anden er til gengæld en militær alliance, hvis hovedformål er at forsvare det liberale demokrati og bekæmpe stater, der ikke bøjer sig for globalisternes dagsorden.

Hermed har Meloni også stillet sig på USA’s side i den økonomiske krig mod Rusland og betegner det som en selvfølge, at Italien skal tilhøre »den vestlige position«.

Desuden argumenterer hun for, at både corona-pandemien og krigen i Ukraine er et bevis på, at EU ikke er klar til kriser, og at svaret på dette er mere globalisme.

»Bruxelles har udvidet sin kompetence inden for flere aspekter af vores dagligdag, men forsømmer vigtigheden af ​​at have en fælles udenrigs- og forsvarspolitik«, siger hun.

Zionisme

Hånd i hånd med globalismen følger også zionismen. Som nogle læsere måske har gættet efter at have set artiklens billede, er vores kære »fascistiske leder« også en hengiven zionist.

Midt i september deltog Meloni i et interview med den israelske avis Israel Hayom, hvor hun afviser alle anklager om fascisme og angriber »alle dem, der spreder anti-israelske budskaber og antisemitiske angreb«.

Hun fortæller videre, at Italiens Brødre har »stærke forbindelser« til det israelske regeringsparti Likud, og at hun tidligere har besøgt Israel.

— Jeg deltog i et statsbesøg i Israel, da jeg var minister i den sidste Berlusconi-regering. Det var en meget betydningsfuld mission, med besøget på [Holocaust-museet] Yad Vashem: en samvittighedsrystende oplevelse.

— Jeg vil helt sikkert vende tilbage til Israel, forhåbentlig snart. […] denne gang som statsoverhoved for at diskutere med den nye israelske regering om fælles samarbejder og strategier.

På spørgsmålet om, hvor vigtig hun anser den jødiske stat for at være, svarer Meloni:

— Jeg mener, ​​at den israelske stats eksistens er afgørende, og Italiens Brødre vil gøre alt for at investere i et dybere samarbejde mellem vores lande.

Melonis udtalelse er forbløffende. Hun er parat til at »gøre alt« for at formilde Israel og den jødiske lobby. Vil hun give afkald på sin egen politik for Israels skyld? Hvis interesser tjener hun egentlig, italienernes eller jødernes?

Er Meloni fascist?

I det førnævnte interview fortæller Meloni, at hun beskriver sig selv og sit parti som »konservative« og sammenligner sig med Tories-partiet i Storbritannien og Republikanerne i USA.

På spørgsmålet om, hvordan hun ser på fascistiske holdninger, svarer hun:

— Det er latterlige beskyldninger, der kommer fra en venstrefløjsbevægelse uden argumenter. Men jeg vil ikke undgå spørgsmålet, for jeg ved, hvor delikat det kan være for jeres læsere [jøderne].

Derefter beskriver hun, at Italiens Brødre er en del af »det italienske demokratiske højre«, og at de har »overladt fascismen til historien«.

— Vi støtter individuel frihed, familiens vigtighed, bevarelsen af ​​de vestlige, europæiske og italienske kulturelle identiteter samt selvforsyning, privatøkonomisk initiativ og social samhørighed.

Læg mærke til, at denne konservative, zionistiske antifascist, som mange af jer roser, ikke engang nævner »det italienske folk« eller »den europæiske race«. Hendes prioritet er ikke folket, men værdier.

Ligesom politikere som Donald Trump og Victor Orban siger hun, hvad hun ved, folk gerne vil høre. Meloni er populist. Hun forstår, at det italienske folk ønsker en mere radikal politik, derfor bruger hun en radikal retorik, mens hendes politik ikke er meget mere radikal end andre konservative politikeres.

Store spørgsmålstegn ved politikken

Det er klart, at Meloni ønsker at stoppe indvandringen til Italien, i hvert fald illegal indvandring. Men ligesom de nordiske lande, måske endda i højere grad, er Italien blevet overrendt af racefremmede.

Fortaler Meloni for tilbagesendelse af alle dets racefremmede? Ikke som jeg har kunnet se.

Anerkender partiet overhovedet eksistensen af ​​etniske italienere? Så vidt jeg forstår gør man ikke. Der bliver talt meget om »kultur og identitet«. Muligvis mener de, at afrikanere og arabere kan »blive« italienere gennem integration.

Hvordan vil Meloni bekæmpe den jødiske indflydelse i medierne, underholdningsindustrien, finanssektoren og banksektoren? Vil hun afvikle det parlamentariske demokrati, og hvis ikke, hvordan sikrer hun italienernes eksistens, hvis hun bliver fravalgt? Hvordan vil Melonis regering behandle mere radikale nationalister?

Konklusion

Jeg tror, ​​at optimismen omkring Melonis valgsejr blandt nationalister her i Norden hovedsageligt er baseret på individuelle taler eller andre udtalelser fra Meloni.

Hun bruger radikal retorik, især når det kommer til familiepolitik og homolobbyen. Til en vis grad kan det gavne nationalister, at en premierminister udtaler sig så radikalt i visse spørgsmål.

Ud over dette kan vi fuldstændig afvise Meloni som enhver fascistisk frelser for Italien. Hun ser ikke engang ud til at anerkende det italienske folks eksistens, og hun fører heller ikke nogen politik til gavn for folket.

Fascismeanklagerne kan nærmest sammenlignes med de anklager, som Bonnier og andre medier i Sverige kaster mod Sverigedemokraterna på trods af deres »åbne svenskhed«.

Giorgia Meloni er ikke nok, jeg vil se ægte fascisme i Italien!