Frankrigs tidligere forsvarschefs erklæring om borgerkrig, Macrons hårdere linje mod islamister og realiseringen af Kalergi-planen

FRANKRIG: Efter flere halshugninger i Frankrig begået af islamister varsler tidligere fransk forsvarschef borgerkrig, mens Frankrigs præsident Macron har lagt en hårdere linje mod “islamistiske separatister”, som i det væsentlige minder om ikke bare nykonservatisme, men også om en anden jødisk ideologi: kontrajihadisme.

Efter det bestialske islamistiske angreb i Nice i Frankrig, hvor tre mennesker mistede livet, heriblandt en kvinde som blev halshugget, varsler den tidligere franske forsvarschef, general Pierre de Villiers, borgerkrig, hvis landet fortsætter som hidtil.

General de Villiers gik af som forsvarschef i unåde i 2017, efter at Frankrigs dengang nyvalgte præsident Emmanuel Macron havde irettesat ham offentlig to gange for at have kritiseret en kraftig reduktion i det franske forsvarsbudget.

Den pensionerede general er siden blevet forfatter. Den 14. oktober, to dage før det bestialske drab på Samuel Paty, en fransk lærer som for nyligt også blev halshugget af en islamist, udgav han sin tredje bog på ligeså mange år. I «L’équilibre est un courage» («Ligevægt er mod») skriver han om et dybt splittet Frankrig, som trues af indre spændinger og nærmer sig et kritisk punkt. Bogen ligger i øjeblikket øverst på bestsellerlisten hos fransk Amazon over politisk litteratur i landet.

I et nyligt interview med den franske kanal RTL, hvor de Villiers stillede op for at snakke om sin bog, gik han endda længere i en nådesløs analyse af mødet mellem Vesten og islam. Han er tydelig omkring, at vi er i krig, og balancen han efterspørger, er en respons på terror som står i forhold til de angreb vi udsættes for.

Vi må åbne øjnene, siger de Villiers. Han siger videre, at han ikke forstår, hvordan man kan tillade, at det franske folks frihed samtidig begrænses mens samfundet ikke lukker moskeer, hvor imamer i praksis er hadprædikanter. Generalen mener det er politisk hasard at opretholde indvandring fra muslimske lande, samtidig med at man ser, at muslimer som indvandrer til Frankrig, begår terror.

Præsentationen af bogen fik et uhyggeligt talende bagtæppe med drabet på Samuel Paty, et drab som ryster Frankrig specielt og Europa generelt. Pierre de Villiers tager også udgangspunkt i den nationale sorg over Paty.

Sorgen og lidelsen er kendt for mig, siger han:

Jeg har set smerten hos familier, studenter, lærere og alle som havde den dræbte kær før, for den smerte opstår i krig. Den brutale død efterlader en helt egen sorg man kun oplever i krig. Jeg har set soldater dø, set dem blive lemlæstet, set familierne som er overladt til at sørge over sine kære, vel vidende om at døden, deres kære led, var frygtelig.

Den bestialske halshugning ligner noget vi som nation har oplevet før, fortsætter de Villiers:

Vi har gennemlevet angrebet på Charlie Hebdo, vi har gennemlevet angrebet på Bataclan. Der begås grusomme handlinger i Islams navn ugentligt. Vi ser den næsten paralyserende effekt af terror. Som stabschef dengang sagde jeg, at vi måtte reagere. Patys kiste repræsenterer alle de døde. Denne gang må vi gøre noget anderledes.

Generalen konstaterer en klar mangel på strategi i forhold til Frankrigs islamproblemer:

Efter Charlie Hebdo og Bataclan ændrede vi loven. Det tager altid tid at ændre loven. Mellem øjeblikket vi siger at loven skal ændres og frem til en endelig lovændring er på plads, sker der næsten altid to ting – spektakulære nødtiltag som iværksættes umiddelbart, og tiden som går, som giver en illusion af at det går bedre. Det er forkert at operere på denne måde.

Han efterlyser således en strategi, og er ikke i tvivl om at svaret også er militært:

Det vi må gøre er at gøre modstand. Vi er i krig. Det er reel krig…
Fortsætter landet som dette, er borgerkrig et uundgåeligt resultat i fremtiden.

Pierre de Villiers er ikke den første som advarer mod borgerkrig i Frankrig. I 2016 stod Patrick Calvar, chefen for den franske sikkerhedstjeneste DGSI (Direction Générale de la Sécurité Intérieure), to gange bag lukkede døre i Frankrigs parlament og snakkede om risikoen for borgerkrigslignede tilstande i landet.

Kontrajihadistisk stemning i Frankrig

Allerede efter, at den franske lærer Samuel Paty blev halshugget af en 18-årig tjetjensk muslim, synes hele landet at være havnet i en slags national opvågnen baseret på den franske revolutions oplysningsideal. Men denne gang er det ikke monarkiet og kirken, der er skurken, men muslimer.

I flere razziaer rettet mod landets muslimer er moskeer, muslimske foreninger og hjemmesider blevet lukket. I nogle tilfælde er enkeltpersoner, der har været knyttet til muslimsk ekstremisme, endda blevet udvist. Dette, blandet med adskillige udtalelser fra præsident Emmanuel Macron om “islamistiske separatister”, der truer Frankrig, har fået verdens muslimer til at se rødt. En af dem, der har været ked af det, er den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan, der i et udspil går hårdt imod Macron.

– Hvad kan man sige om et statsoverhoved, der behandler millioner af mennesker fra andre trosretninger på denne måde? Først og fremmest må du få foretaget en psykiatrisk evaluering, tordnede Erdogan.

Macron reagerede ved at sige, at han ikke har til hensigt at tolerere hån og fornærmelser, hvorpå han kaldte sin ambassadør i Tyrkiet hjem.

«Frankrig er et muslimsk land»

I søndagens Agenda på SVT gæstede Frankrigs ambassadør i Stockholm Etienne de Gonneville. I en reportage fra Paris, der blev vist som en introduktion til programmet, lader man oprørte beboere i Paris iført coronamasker gå ud på gaderne og pladserne for at vise støtte til præsident Macrons nye hårde linje mod landets muslimer.

Det er det sekulære, liberale demokrati og oplysningstanken, der dannede grundlaget for Den Franske Republiks revolutionære grundlæggelse, der er truet, forklares det.

– Vores republik, vores værdier og vores erhverv er blevet angrebet, siger en fransk lærer, der er blevet interviewet.

– Vi har oplysningens hedenske filosoffer at takke for adskillelsen mellem kirke og stat. Nu er oplysningsfjendtligheden på vej tilbage, beklager en anden fransk kvinde.

Synlige ophidsede muslimer interviewes også i reportagen.

– Vi håber helhjertet, at det er sidste gang nogen dør i islamismens navn. Tiden er kommet, vi støtter vores regering, vores præsident og indenrigsminister i kampen mod islamisterne. Lok dem op i deres kældre, deres hjemmesider, de gemmer sig bag, find dem, der manipulerer vores unge og børn, siger imamen Hassen Chalgoumi.

Den franske ambassadør er enig: Frankrig bør ikke opgive sine “demokratiske værdier” mod ekstremister. Men når Agendas Anders Holmberg påpeger, at oprør over Muhammed-tegninger ikke er begrænset til radikale muslimer, men noget, der deles af hele den muslimske verden, bliver ambassadøren mærkbart irriteret.

– Det er interessant, at du stiller det spørgsmål, for mange forstår ikke, hvor vagt og moralsk uklart dit spørgsmål er, mener de Gonneville.

Ifølge den franske ambassadør bør spørgsmålet om tegningerne ikke drøftes, men spørgsmålet om terrorisme, og at man falder i “islamisternes fælde”, hvis man vælger at diskutere tegningerne selv.

Når Holmberg påpeger, at Frankrig har hentet sin ambassadør hjem fra Tyrkiet og spekulerer på, om der er en optrapning til en konflikt mellem Frankrig og den muslimske verden, bliver de Gonnerville endnu mere irriteret.

– For det første er Frankrig et muslimsk land, svarer ambassadøren, som også praler af, hvor mange muslimer der bor i landet.

Han forstår heller ikke, hvordan Erdogan, som han mener er præsident for et “sekulært land”, kan “fornærme præsidenten for Frankrig”.

– Det er uacceptabelt. Tyrkiet er en NATO-allieret, et land hvor vi har mange venner. Vi forstår ikke helt det tonefald, som Erdogan har brugt, mener de Gonnerville.

Den franske ambassadør mener også, at flertallet af verdens muslimer er på Frankrigs side.

– Islam er en mangfoldighedens religion. De, vi hører udtale sig, er mennesker, der taler for radikale islamistiske grupper. Vi skal ikke give dem mulighed for at blive større, end de er, mener han.

«Reagerer på voldsom ekstremisme med voldsom ekstremisme»

Imidlertid er det ikke kun muslimer, der har reageret negativt på Frankrigs nye, hårde liberale sekularisme. Selv klassiske venstre-liberale, som den amerikanske sociolog Crystal Fleming, er hårde i deres kritik af Frankrig.

– Det er mere end trist at se, hvordan de franske myndigheder reagerer på voldelig ekstremisme med mere voldelig ekstremisme – og at man gør det, mens man fremstiller sig selv som kulturelt overlegene, skrev den afroamerikanske sociolog på Twitter.

Den kulturmarxistiske kritik er naturligvis også blevet samlet op af muslimer, herunder Egyptens mest prestigefyldte sunnimuslimske institution Al-Azhar, som for nylig fordømte Macrons anti-muslimske handlinger som “racistiske”.

En ny kontrajihadisme

Frankrig indtager således en hård linje mod landets muslimer, på samme tid som både muslimer og venstre-liberale beklager sig. For mange, som er trætte af masseindvandring til Europa, kan det, der sker lige nu i Frankrig, bestemt ses som noget positivt. Men hvis man tænker på, hvad Macron og det franske etablissement virkelig siger og gør, virker det snarere foruroligende.

Der er naturligvis mange ligheder mellem den sekulære chauvinisme, der i øjeblikket brygger i Frankrig, og den jødiske nykonservatisme, som bestemte den amerikanske dagsorden under frem for alt præsidentskabet for George W. Bush, da den såkaldte krig mod terror begyndte.

Man maler en konflikt mellem det frie, oplyste og liberale Frankrig på den ene side og religiøs ekstremisme på den anden. Problemet er ikke det store antal racefremmede i Frankrig, eller endda muslimer – den franske ambassadør praler endda med, hvor mange muslimer der bor i landet. Nej, problemet er, at reaktionære tanker vokser blandt en del af befolkningen, der stort set er ikke-hvide, ifølge den nye franske chauvinisme, som i det væsentlige minder om ikke bare nykonservatisme, men også om en anden jødisk ideologi: kontrajihadisme.

En af de foranstaltninger, der diskuteres, er at forbyde hjemmeundervisning. Den franske og den muslimske befolkning vil ikke længere kunne adskilles. Franske forældre skal ikke være i stand til at holde deres børn væk fra multikulturalismen ved at undervise dem hjemme i stedet for i de multikulturelle skoler, og muslimske forældre skal ligeledes ikke være i stand til at holde deres børn væk fra integration i samfundet.

Det går nemlig ikke at den franske revolutions ideal realiseres, hvis en så stor del af befolkningen, som muslimerne, ikke køber den. Idealet siger, at franskhed kun er et statsborgerskab, ikke en etnicitet. Men når en så stor del af befolkningen som den muslimske udgør, uanset bærer på radikalt anderledes tanker og værdier, bliver dette umuligt at hævde.

Men hvis muslimerne er fuldt integreret, går på franske skoler, taler fransk uden accent, gifter sig med franske piger, ler af Muhammed-tegningerne og bliver “franske” helt og holdent, ja så er problemet løst. Derefter vil bandekrige, bandevoldtægter og krænkelsesvold ikke længere være et multikulturelt problem, men et fransk problem. For da vil problemet stamme fra almindelige franske borgere, der ikke bærer ideer, der udfordrer de “franske” – eller liberale – idealer.

Kald det “oplysningsidealer”, nykonservatisme, kontrajihad eller bare sekulær fransk chauvinisme. Men det er grunden til, at nykonservative liberale som Macron nu tager en hård linje mod landets muslimer; ikke fordi de ønsker at knuse modstanden mod det franske hegemoni, men fordi de vil knuse modstanden mod den liberale konformitet og til sidst omdanne den segregerede multikulturalisme til en grå blandet masse af konsumerende borgere og således realisere Kalergi-planen.

Kilder:
Dokument.dk
Frihetskamp.net
Frihetskamp.net