Folkefællesskab

KRONIK: Vera Oredsson beskriver ideen om et folkefællesskab med hverdagslige og sigende eksempler fra Tyskland og Sverige.

En smuk tanke – ens eget folk først i et racefællesskab – men er det nok?

TYSKLAND: Seks års fred i en ny ideologi med tanken om et folkefællesskab er kort tid. At indgyde dette i et folk med to stærke religiøse tilhørsforhold og også et stærkt ønske om fine titler og høj status var en vanskelig opgave. Seks år var ikke nok – men det nationale fællesskab gennemsyrede delvist Hitlerjugend. Noget blev også udslettet på den korte tid – KLASSEKAMPEN – et første skridt.

SVERIGE: At slå til lyd for et folkefællesskab i vores land med denne multikulturelle propaganda, som vi skal kæmpe imod, er et uoverkommeligt problem for de fleste nationalister. Det var nemmere, når vi bestod af et homogent folk med et moderat religiøst syn. Den Nordiske Modstandsbevægelse er selvfølgelig en kamporganisation. Men selv en kæmpende organisation har et program, ellers er der ikke noget fundament at bygge på. Nu bliver vi af vores modstandere stemplet som en “voldelig sekt” og bliver efterfølgende behandlet af medierne. Af ren trods forvrænger de vores dagsordenspunkter, stiller aldrig seriøse spørgsmål og efterlader os altid i defensiven. Hvis Nordfront tillader det, er det min hensigt at forklare i enkle vendinger, HVAD VI også kan forbedre i vores land, uden bombastiske påstande. Det starter med fællesskabet.

Opvokset i min ungdom i folkesamfundets ideologi, må du undskylde, hvis der indgår nogle personlige erfaringer i en nærmere forklaring. Ikke alt er selvfølgelig dine tanker, da tidens krav har ændret sig fra 1938 til 2025. Nationalsocialismen er ikke en statisk ideologi, men udvikler sig – MEN grundtankerne forbliver urokkelige. Racetilhørsforhold, kærlighed til sit land, omsorg for sit EGNE folk, ophøjelse af moderskabet, sund familiedannelse. Religionsfrihed med restriktioner, hvor kvindelig kønslemlæstelse, kvindehad og dyremishandling er underlagt et totalt forbud. At man hader gennem feminisme, daler med HTBQ er ikke en del af et folks fællesskab. Det er det, ideen om et folks samfund generelt handler om. Nu kan du måske opfatte resten som småting – men ikke desto mindre en introduktion til det væsentlige. Livet begynder som et barn.

HØFLIGHED. I folkeskolen lærte vi med velbehag, ved at klæde os ud som tanter, at man skulle åbne døren for ældre, eller folk med pakker – hvilket også kræver et smil, tak mv. At presse sig gennem biografen med dit foransigt, for roligt at vente på, at folk står af, før de stiger på busser. Osv. Ikke som jeg oplevede en skoleklasse i en mindre by, der trængte sig igennem frafaldet, mens læreren stod og så på med et ligegyldigt udtryk. Man ser også ofte en vis “klientel” trænge sig ind i undergrundsbanerne, gennem de stakkels mennesker, der måtte kæmpe sig ud gennem pøbelen.

Desuden er jeg ofte overrasket over den hårde tone, som ejendomsejere bruger i skriftlige instruktioner. Højtbetalende lejere og ejerlejlighedsejere tiltales, som om de sad i et fængsel for kriminelle. I 1998 besøgte jeg Berlin og en ejendom midt i byen. Min mand Göran Oredsson bad mig se på et opslag til beboerne: “Se – sikke en høflig tone de har, i modsætning til i Sverige.” I begyndelsen stod der, som jeg oversætter: “Kære lejere og husejere, vil I være så søde at pakke jeres affald ordentligt” osv. med en masse instruktioner. Afslutningsvis: “Din taknemmelige udlejer” (underskrift). Jeg stod i mit skralderum i dag: “SKÆRPER!! Hvis der er papkasser her, som skal afleveres til genbrugsstationen, hæver vi lejen med 500 SEK.” Overalt beordrer kun: “Luk døren! Ingen cykler i gangen! Hold vaskerummet rent!” Men lejerne og ejerlejlighedsejerne befinder sig med deres høje salærer i den uhøflige tone.

Miljømyndighederne er ikke bedre. Ingen hensyn til dem, der ikke har adgang til bil. Hvis der kommer en anmodning (i Sverige en befaling) om at plast, papir, glas, metal og tekstiler skal sorteres, så sørg på forhånd for, at hver ejendom er forsynet med udpegede containere i deres affaldsrum. Nogle steder har kommunerne indset, at ikke alle deres indbyggere har råd til at rejse lange afstande for at overholde miljøreglerne. Fællesskabet kræver en vis viden og omtanke i mange situationer.

I begyndelsen af ​​mit ophold i Stockholm kunne min ordenssans med hensyn til den idé få mig i vanskelige situationer. Et eksempel: På Sveavägen stod cykelstativer i lange rækker i slutningen af ​​1940’erne. På fortovet lå cykler spredt nogle steder og lavede rod, så fodgængere måtte træde ud af fortovet og ud i trafikken. Jeg tog mig tid til at sætte dem op. Så skyndte en vred cykelejer sig frem og ville “forhindre mig i at stjæle hans cykel!” Jeg forsøgte at forklare, at jeg kun satte dem op, fordi de hindrede fodgængere. Men han ville kontakte politiet, så jeg gik nu, cyklerne bliver liggende, når jeg ser dem kaste rundt. Kultursammenstød, det kalder de det, men i nutidens situationer bliver “chikanen” tilsidesat til langt mere alvorlige begivenheder af etablissementsdemokratiet.

Man kan nok opfatte nutidens holdning til privatlivets fred, i mange tilfælde med dets overdrivelser, som en form for manglende empati og beskyttelse mod omgivelserne.

Vi lærer om forfærdelige situationer med forfald og død, hvor dem omkring os ikke reagerer, hvor myndigheder endda… ignorerer, hvis nogen stadig rapporterer en bestemt bekymring. Når postkassen bliver overfyldt, når betalingen, der ellers foretages, udebliver rettidigt, må en undersøgelse fra disse interesserede være deres forpligtelse til at forhindre mange tragiske hændelser med mangeårige døde kroppe. Simple forklaringer findes selvfølgelig også, men de skal ikke antages.

FÆLLESSKAB omfatter naturligvis også omsorg for offentlig ejendom. På vores tv ses ønsket om ødelæggelse som et gennemgående træk i ungdoms- og børneprogrammer. På spil – men har alvorlige konsekvenser i deres tankeverden som noget hårdt og sjovt. Et indslag for længe siden blev stoppet af NRP-protester, hvor der blev kastet mad efter hinanden i et børneprogram. Moderne videospil involverer en masse vold og hensynsløshed. Disse kunne formidle struktur, skønhed, gamle fortællinger og sandt fællesskab af mennesker i enhed med empati og respekt for vores egen race og vores egen nordiske historie og kan inspirere til mange spændende ideer.

HADER ANDRE RACER? Hvem eller hvad forvekslede fællesskabet af mennesker med racehad? At ville beskytte sine egne er ikke en erklæring om had til andre uden gyldige grunde. Ordet “folkefællesskab” kan også gælde for andre lande i dens sfære, som en velsignelse også for vores Europa. Vi har ingen eneret på det, men det er født i nationalsocialismens tankeverden, som blev afbrudt af Anden Verdenskrig og mødte hån af demokratierne. Det er ikke et grandiost koncept i sin helhed, men skal gennemsyre fra den almindelige borger til toppen af ​​regeringen. Afslutningsvis vil jeg give dig en meget enkel personlig historie, så ALLE forstår meningen:

Erlangen 1951. Besøgte min far, der var blevet gift igen efter den såkaldte denazificering.

Efter fem års hårdt arbejde genvandt han sin ansættelse hos Siemens. Virksomheden måtte flytte til forskellige mindre byer, da Berlin blev isoleret fra DDR og Sovjetunionen.

De byggede boliger med hyggelige små parker og legepladser til de ansatte med familier.

Vaskerum medfølger. Erika, fars nye kone, og jeg hængte vasketøjet på terrassen, inden vi tog afsted til Nürnberg. Solen skinnede – men vejret skiftede pludselig til vedvarende regn. Vi skyndte os hjem og fandt vasketøjet væk. “Har nogen stjålet det!” udbrød jeg indigneret. “Men Vera, hvad er din holdning? Har du ikke et samfund af mennesker i Sverige? Sandt nok: Et vindue blev åbnet med et glædesråb: “Jeg bragte vasketøjet ind, før det begyndte at regne, det var tørt.”