FOI-rapport: »Modstandsbevægelsens eksistens udgør en klippe i det nationale miljø«

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Totalförsvarets forskningsinstitut har udgivet en rapport om bevægelsen. Organisationens ledere har læst rapporten og evaluerer dens indhold her.

En 161 sider lang forskningsrapport fra det svenske Totalförsvarets forskningsinstitut (FOI) er netop udkommet med titlen Myndighedernes forudsætninger for at arbejde mod voldelig ekstremisme og undertitlen En evaluering med Den Nordiske Modstandsbevægelse som illustrativt eksempel. Rapporten er skrevet af Anders Strindberg og Victoria Enkvist efter indgående diskussioner og interviews med ledelsen i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Rapporten, som de har arbejdet på i mindst et år, er bestilt af den statslige myndighed Centrum mot våldsbejakande extremism (Center for bekæmpelse af voldelig ekstremisme), men når indholdet er færdigt og offentliggjort, er det stadig tvivlsomt, om det blev, hvad de havde håbet på.

Det, der hurtigt slår læseren af rapporten, er, at den er overraskende objektiv, på en måde, som man kunne forvente, at al forskning er, men som i virkeligheden i 2023 i stedet udgør undtagelser og måske frem for alt, når det kommer til kontroversielle politiske emner.

Ud over interviewene med os repræsentanter for Den Nordiske Modstandsbevægelse har forskerne også haft samtaler med forskellige aktører, der arbejder mod voldelig ekstremisme og dermed mod modstandsbevægelsen, ud over CVE selv, også med Säpo, politiet, Skolverket og Socialstyrelsen. De har også gennemgået store mængder skriftligt materiale fra for eksempel Motståndsrörelsen.se og Nordfront, men også fra Expo og alle slags gamle medier, samt fra forskningsrapporter, der tidligere er udgivet på beslægtede områder fra hele den vestlige verden.

Rapporten tager udgangspunkt i, hvordan de forskellige myndigheder i dag arbejder mod voldelig ekstremisme, hvordan dette arbejde opfattes af dem, som indsatsen er rettet mod, og om dette arbejde er vellykket ud fra et etisk, juridisk og rent praktisk synspunkt, samt hvilke konsekvenser det kan have for demokratiet og samfundet i det hele taget – sammen med spørgsmål om, hvordan myndighederne måske kunne arbejde i stedet.

Modstandsbevægelsen er således i centrum for rapporten, og det bliver logisk, når man læser den, dels fordi organisationen af alle myndigheder anses for at udgøre langt den største organiserede, såkaldt højreekstremistiske trussel, men også fordi flere af myndighedernes handlingsprogrammer mod voldelig ekstremisme synes at være skrevet med tanke på Modstandsbevægelsen, og flere eksempler næppe kan spores til nogen anden eksisterende organisation i landet.

Det betyder også, at en ret stor del af rapporten er viet til et casestudie af Modstandsbevægelsen, hvor det beskrives, hvem organisationen er, hvordan vi arbejder, og hvad vi står for.

Selvom rapporten konstaterer, at organisationen har mistet noget af sin kraft og styrke siden 2018-2019, primært til fordel for mere løse organisationsformer, der ikke stiller så høje krav til deres medlemmer, vurderes det, at Modstandsbevægelsen har en meget vigtig, og måske endda helt afgørende, betydning for det nationale miljø generelt:

I det post-organisatoriske miljø har traditionelle organisationer som NMR dog ikke mistet deres betydning, men snarere fået en ny position. For NMR har denne nye position to tæt forbundne, men forskellige funktioner, eller måske mere præcist effekter. Grundlæggende administrerer, legemliggør og kommunikerer organisationen en dogmatisk og klassisk nationalsocialisme inden for det bredere synkretistiske radikale nationalistiske miljø.

NMR er en særegen organisation med et kendt hierarki og en hævdvunden tankegang, som driver åbne og synlige aktiviteter, både som kamporganisation og som politisk parti. En sådan stabil organisatorisk og fysisk tilstedeværelse i et miljø, der efterhånden er præget af organisatorisk flygtighed og digital aktivitet, kan have en række effekter.

En af dem er som en bekræftelse for søgende – »dem, der mest har siddet ved computeren og er blevet radikaliseret« – at radikal nationalisme findes »i virkeligheden« og ikke kun i den digitale virkelighed.

En anden er som inspiration for personer, der er tiltrukket af ideologien og den ofte meget voldelige retorik, men som afviser organisationens strenge retningslinjer og regler for den faktiske brug af vold.

NMR’s organiserede og relativt stabile eksistens kan således udgøre en »klippe«; en konstant kilde til ideologisk inspiration i et miljø, der i bund og grund er i forandring.

Og:

NMR er vigtig, fordi dens eksistens bekræfter personer, der er blevet radikaliseret online, i, at højreekstremisme har en reel og »fysisk tilstedeværelse« i samfundet og dermed er mere end »bare onlinetrolde«.

Det største og vigtigste spørgsmål, som rapporten stiller og delvist forsøger at besvare, er, om Den Nordiske Modstandsbevægelse er en voldelig ekstremistisk organisation eller ej (afhængigt af hvordan begrebet fortolkes), og hvis vi er – om vi så er det på grund af vores kriminelle voldelige aktiviteter eller på grund af vores ideologiske ståsted, uafhængigt af eventuelle kriminelle handlinger.

Hvordan og hvorfor anses Modstandsbevægelsen for at være en stor fare for det demokratiske samfund – er det på grund af det voldspotentiale og den såkaldte voldskapital, som organisationen besidder, eller er det, fordi organisationen åbent og tydeligt advokerer for det nationalsocialistiske verdensbillede, som står i diametral modsætning til det herskende liberale parlamentariske demokrati?

Svaret på dette spørgsmål er ifølge forfatterne vigtigt for, at myndighederne kan handle korrekt, og det første noteres:

Hvis NMR har evnen til at true demokratiet baseret på organisationens voldsforbrydelser og voldskapital, betyder det, at det svenske demokrati er meget skrøbeligt, og at modforanstaltninger bør fokusere på at forebygge eller retsforfølge forbrydelser gennem repressive strategier og operationelle politioperationer.

Rapportens forfattere argumenterer for, at Den Nordiske Modstandsbevægelse som politisk parti bør kunne håndteres gennem politik og debat, og at Den Nordiske Modstandsbevægelse som voldsudøver bør kunne håndteres gennem traditionelt politiarbejde, og at den egentlige store udfordring for demokratiet er »NMR som organiseret administrator og repræsentant for nationalsocialistiske ideer«.

Så er modstandsbevægelsen farlig, fordi den er voldelig, eller fordi den er nationalsocialistisk, og er truslen derfor rettet mod borgerne eller magthaverne?

Rapporten konstaterer, at selvom der bestemt er medlemmer af Modstandsbevægelsen, som er dømt for voldsforbrydelser, og at organisationen har brugt vold i visse sammenhænge, så er den ekstreme særstatus som onde og hypervoldelige kvasiterrorister, som organisationen ofte er berygtet for, nok primært baseret på sensationsjournalistik:

Journalistik, som i NMR’s tilfælde ofte fokuserer på at rapportere om voldelige handlinger og voldelig kapital, kan heller ikke siges at bidrage til en mere omfattende forståelse af konteksten. De presseetiske regler er forskellige fra de forskningsetiske regler.

Rapporteringen kan både være sensationspræget og uklar, og dertil kommer de mulige effekter af redaktionel bias. Når en gerningsmand f.eks. siges at have »forbindelser til« NMR, kan det være svært at afgøre, om han er medlem, tidligere medlem, observeret ved en NMR-demonstration eller i besiddelse af organisationens litteratur på tidspunktet for en ransagning. Er koblingen faktisk vigtig i den sammenhæng, der rapporteres om, har den til formål at skubbe til en politisk linje eller blot at gøre rapporteringen mere interessant for læseren?

På samme måde kan det i rapporter om vold og uorden ved demonstrationer og møder være svært at afgøre, om volden blev begået af NMR-medlemmer eller af andre på stedet, som f.eks. moddemonstranter.

Der er også en bekymring for, at når journalister og endda politikere fejlagtigt beskriver modstandsbevægelsen som meget besat af vold, så risikerer det at blive selvopfyldende. Hvis organisationens medlemmer beskrives og behandles som voldelige terrorister, på trods af at de primært beskæftiger sig med meningsdannende aktiviteter, kan de være mindre tilbøjelige til rent faktisk at begynde at bruge ulovlige metoder.

Rapporten konkluderer, at det i stedet kan være hengivenheden til nationalsocialismen, der gør Modstandsbevægelsen til voldelige ekstremister og også farligere og sværere at håndtere end andre nationale grupper:

Nationalsocialismen har en stærk iboende chokværdi, som øger NMR’s evne til at skabe mediemæssig og politisk opmærksomhed og får NMR til at fremstå som en konkret og organiseret trussel mod demokratiet. Derudover skaber ideologien et robust og meget indflydelsesrigt narrativ inden for gruppen.

Det står også klart i flere afsnit, at Modstandsbevægelsen netop er nationalsocialister, og at ideologien er afgørende for organisationens eksistens, rolle og trussel mod samfundet:

NMR har været konsekvent og relativt urokkelig på ét centralt punkt: organisationens selvpålagte mission om at legemliggøre og formidle et “traditionelt og også meget rent nationalsocialistisk verdenssyn.” Forbindelserne – intellektuelle, organisatoriske, personlige – til mellemkrigstidens svenske nationalsocialisme og betydningen af disse forbindelser for NMR’s selv- og verdenssyn er så håndgribelige, at det er svært at tale om NMR som en »nynazistisk« organisation. Expo har bemærket, at NMR »fungerer som et anker i det højreekstreme miljø, en slags garant for at holde nazismens idealer i live«.

Og:

Det er vigtigt at tage alvorligt, at NMR ikke bare »kalder sig« nationalsocialister – de er en nationalsocialistisk organisation med et partiprogram, der er en direkte opdatering og rekontekstualisering af de »25 punkter«, som NSDAP proklamerede i München i maj 1920. Derfor er biologisk racisme, konspirationsteoretisk antisemitisme og betoningen af socialisme naturligvis centrale elementer i NMR’s ideologiske tænkning, ikke noget, de bare »hænger fast i«.

Samt:

Nationalsocialismen udgør NMR’s eksistensberettigelse og fungerer som en ramme for stort set alle NMR’s aktiviteter og for dets interne struktur og disciplin. Nationalsocialismen ligger til grund for NMR’s selv- og verdenssyn såvel som for deres taktik og strategi. De, der tilslutter sig eller støtter NMR, uanset om de oprindeligt blev tiltrukket af ideologien eller af andre faktorer, bliver før eller senere underlagt nationalsocialismen. Uden denne ideologiske tankegang ville NMR simpelthen ikke være NMR.

Nationalsocialister!

Ifølge rapporten er det et problem, at medier, politikere og myndigheder ikke tager dette verdensbillede alvorligt, når de beskæftiger sig med modstandsbevægelsen og forklarer hvorfor:

Det manglende fokus på NMR som bærer af nationalsocialistiske ideer er et potentielt meget alvorligt hul i vores viden. Men det er ikke overraskende. I journalistikken og den offentlige debat synes det overvældende fokus på anti- og ikke-intellektuelle aspekter – kriminalitet, vold, uorden og had – at have bidraget til et stereotypt billede, der reducerer NMR til netop disse attributter.

Forskning viser, at et fokus på forskelle mellem grupper skaber et overdrevet indtryk af homogenitet, især i konfliktsituationer; »de andre« bliver let set som mere ensartet repræsentative for de dominerende negative egenskaber, der tilskrives dem, end de faktisk er (mens »vi« ser os selv som mere homogent repræsentative for »vores« gode og sunde værdier).

Den teori, der tager form efter at have læst det meste af rapporten, er, at modstandsbevægelsen er farlig, fordi den er nationalsocialistisk, snarere end fordi den begår kriminalitet, og at modstandsbevægelsen og dens medlemmer derfor måske ikke skal behandles som bandekriminelle, men i stedet fokusere på at reagere på og modvirke nationalsocialisme.

Det er i sig selv ikke let og udgør en stor udfordring for systemet. Kan man for eksempel forbyde en nationalsocialistisk organisation og dermed et registreret nationalsocialistisk parti, der stiller op til parlamentsvalg, uden at krænke selve demokratiet? Hvis svaret er nej, kan man så i stedet give antidemokrater fulde friheder og demokratiske rettigheder uden at risikere at true demokratiet?

Rapporten afsluttes med en række spørgsmål, som myndigheder, forskere og politikere opfordres til at overveje, såsom om demokratiet bedst forsvares ved at være åbent og accepterende eller mere lukket og undertrykkende, men der er også en stærk opfordring til at afklare forskellige begreber for tydeligere at kunne afgøre, hvordan modstandsbevægelsen og andre aktører kan håndteres korrekt og af hvem. Hvad er voldelig ekstremisme, og hvordan hænger det sammen med terrorisme, og hvad vil det sige at være en del af et voldeligt miljø?

Juridisk klarhed er grundlæggende for myndighedernes evne til at samarbejde og koordinere håndteringen af voldelig ekstremisme på en effektiv og retssikker måde. Manglen på juridisk klarhed kan skabe situationer, hvor myndighederne mangler autoritet til de opgaver, de er blevet tildelt eller har påtaget sig. Dette kan igen skabe et behov for at handle på måder, der ikke er en del af deres instruktioner, på grund af opfattet politisk pres og/eller mediedækning og moralsk panik blandt befolkningen.

Denne juridiske klarhed kræver omfattende begrebsafklaring. Selvom en afklaring af begreberne kan kræve et betydeligt input fra samfundsvidenskabelige og juridiske forskere, er det ikke et spørgsmål om at imødekomme specialiserede akademiske interesser. Tværtimod er et sådant arbejde helt nødvendigt for riksdagen, regeringens og myndighedernes operationelle og strategiske kapacitet. De grundlæggende begreber i arbejdet mod voldelig ekstremisme mangler universelle definitioner med juridisk gyldighed.

Rapporten indeholder også nogle unikke ræsonnementer fra ledelsen i Den Nordiske Modstandsbevægelse og interessante citater fra andre kilder.

For eksempel viser disse citater fra andre kilder, at Modstandsbevægelsens aktivister ser ud til at slås mere og tage færre stoffer end i den højreorienterede voldelige bevægelse som helhed.

Rapporten er bedre end meget af det, der er skrevet om modstandsbevægelsen, men den er på ingen måde positiv. Den har bl.a. til formål at hjælpe systemet med at bekæmpe organisationen, den fremstiller nationalsocialismen som dybt problematisk og fremhæver Expo som en ret troværdig kilde.

Samtidig tør den i flere sammenhænge kalde en spade for en spade og er kritisk over for især mediernes rolle. Den sætter også fingeren på meget af det, vi selv udtrykker som problematisk, såsom at der ikke engang er et klart defineret begreb for, hvad voldelig ekstremisme er. Organisationens repræsentant citeres korrekt (næsten for korrekt med klart sprog og fejludtalelser), og konklusionerne er stadig interessante. Hvis vi skal bekæmpes som samfundsfarlige voldelige ekstremister, vil i hvert fald jeg hellere bekæmpes, fordi vores ideer anses for farlige, end på grund af medieløgne om, hvor voldelige vi er over for offentligheden.

Et citat gengivet i rapporten fra den statslige udredning Samverkan och utbildning 2013:81 kan afslutte denne artikel. Citatet har til hensigt at beskrive, hvad ekstremisme er, og det kræver ikke megen fantasi at tolke det som, at regeringen gør det klart, at det er det liberale demokrati, der er de virkelige ekstremister:

Ekstremisme er intolerance over for meninger og interesser, der ikke er i overensstemmelse med ens egne. Ekstremister står selv for det, der er rigtigt og godt. Alle, der har en anden mening end dem, er forkerte og repræsenterer det onde. Ekstremister, der går over stregen og griber til vold, bruger altid argumenter for at få deres handlinger til at virke rationelle og berettigede.