Fjendepressens løgne – uddrag fra Min Kamp

IDEOLOGI: I denne artikel fortsætter Lukas Lindgren med at resonere om forskellige passager i Adolf Hitlers bog og kommer her ind på den antihvide journalistik.

Den offentlige mening

Før Hitler begynder at redegøre for fjendepressens løgne, sammenfatter han sit syn på den offentlige mening. At “den offentlige mening” er nogen form for samlet folkevilje baseret på objektiv oplysning afvises. I stedet beskrives dette begreb som resultatet af de styrendes propaganda og verdenssyn.

Hvad vi normalt betegner med udtrykket “den offentlige mening” afhænger meget lidt af den enkeltes selvindvundne erfaringer eller viden, men derimod i høj grad af den forestilling, der fremkaldes gennem den ofte yderst intensive og vedvarende måde, hvorpå såkaldt oplysning formidles. Ligegyldigt er det altid et resultat af ens opdragelse, til hvilken bekendelse man tilslutter sig, og kun det religiøse behov slumrer i menneskets indre; på samme måde udgør massens politiske holdning blot slutresultatet af en ofte helt utrolig sej og grundig bearbejdning af sjæl og forstand.

Min Kamp, s. 86

Løgnepressens arbejdsmetode

Størstedelen af denne førnævnte propaganda og verdenssyn kan ifølge forfatteren henføres til pressen. Aviserne hævdes at fungere som en slags skole for voksne, hvor ejerstrukturen består af højest mistænkelige individer.

I tiden i Wien hævder Hitler at være kommet meget tæt på disse “masseudannelsesmaskiner”. Mange gange blev han her forbløffet over deres evne til både at forherlige og forvride ting over for offentligheden.

Jeg kunne i begyndelsen ikke lade være med at undre mig over, hvor hurtigt det var muligt for denne ondsindede stormagt i staten at fabrikere en bestemt holdning, selvom det drejede sig om et fuldstændigt falsk billede af et sikkert eksisterende ønske og holdning blandt folket. På et par dage havde man af en latterlig bagatel gjort et betydningsfuld statsanliggende, mens livsvigtige problemer samtidig blev glemt eller simpelthen stjålet fra massernes opmærksomhed og hukommelse. På den måde lykkedes det at inden for et par uger fremmane fuldstændig ukendte navne ud af ingenting, få den brede offentlighed til at knytte utrolige forhåbninger til dem, ja, endda skaffe dem en popularitet, som den virkelig betydningsfulde mand ofte ikke opnår i hele sit liv; navne, som en måned tidligere ingen menneske nogensinde havde hørt om, samtidig med at kendte frontfigurer i det statslige eller ellers offentlige liv trods bedste helbred simpelthen var som døde for deres samtid eller blev overhældt med sådanne forfærdelige beskyldninger, at deres navne inden længe truede med at blive symbolet på en særlig skændsel eller en vis skurkehandling.

Min Kamp s. 86

Forfatteren fortsætter med at udvikle sit syn på mediernes arbejdsmåde. Der berettes om, hvordan disse mennesker leder efter svagheder på de mest følsomme områder for at kunne ødelægge deres modstandere. Skulle det være sådan, at de derefter ikke finder noget fornuftigt, kan de uden bekymring begynde at forvride eller bagtale deres offer.

En sådan åndelig landevejsrøver skyer ingen midler for at nå sit mål. Han stikker sin næse i de mest hemmelige familieanliggender og hviler ikke, før hans trøffelsøgerinstinkt har formået at opsnuse en ynkelig begivenhed, der egner sig til at tage livet af det ulykkelige offer. Finder han imidlertid trods energisk snusning intet, hverken i det offentlige eller private liv, griber han simpelthen til bagvaskelse, i den faste overbevisning om, ikke kun at noget altid bliver hængende, selvom det nægtes tusind gange, men også at offeret i de fleste tilfælde ikke har nogen mulighed for at forsvare sig mod den hundrede gange gentagelse, som denne bagvaskelse straks fremkalder hos alle hans andre staldbrødre.

Min Kamp s. 87

Afslutningsvis konstateres det, at den journalistiske elite ikke besidder nogen ærlighed overhovedet, når det kommer til deres handlinger. På trods af at de udmærket ved, hvor beskidt de arbejder, kan de uden problem gemme sig bag udtryk som “integritet” og “uafhængighed”.