Fabrikken

LÆSERINDLÆG: Svenske Tommy skriver i denne »konspirationskronik« om en fabrik med store problemer.

Forestil dig, at du har en fabrik. Du har 100 ansatte på fabrikken og fabrikken er opdelt i 10 forskellige afdelinger med 10 personer i hver afdeling.

En afdeling på fabrikken producerer mad, der mætter alles maver på fabrikken.

En anden afdeling er ansvarlig for produktion og distribution af energi (olie, gas, elektricitet, kul, benzin) til alle afdelinger på fabrikken.

En tredje afdeling har ansvaret for at sikre, at transportsystemer og kommunikation fungerer mellem afdelingerne.

Disse tre afdelinger er indbyrdes afhængige, så alle på fabrikken kan fungere.

Der kommer ingen mad, medmindre der er transport eller energi. Der kommer ingen transport, medmindre der ikke er mad eller energi. Der produceres ikke energi, medmindre der er mad eller transport til rådighed.

Der er også en økonomiafdeling på fabrikken, der har ansvaret for, at betalingssystemet fungerer, når afdelingerne udveksler varer og ydelser, og at alt drives med overskud, for at der er motivation til at drive fabrikken. Ingen løn/overskud = fabrikken og produktionen stopper.

Andre afdelinger producerer andre ting, som folkene på din fabrik har mere eller mindre brug for.

Pludselig bryder en grim virus ud. For at redde fabrikken fra at blive fuldstændig inficeret, må transportsystemet lukkes ned for at mindske risikoen for spredning mellem afdelinger. Du kræver også tests i hver afdeling og ved den mindste mistanke bør dele eller hele afdelingen nedlukkes. Folk, der hoster, bør blive hjemme. De samme regler gælder på hele fabrikken.

Resultatet er, at der kun produceres begrænset mad, udføres begrænset transport og begrænset energi tilføres afdelingerne.

Pludselig er der nu kun mad at dele ud til 70 personer og energi til 7 afdelinger (hvis de er i fuld produktion) og transportsektoren kører nu med lav hastighed.

Transportsystemet ved heller ikke rigtig, hvem eller hvilke de skal transportere til, da de ikke rigtig har tid til at holde styr på, hvilken eller hvilke afdelinger der lukker ned.

Nogle transporter går til maskineri, som lukkes ned på grund af strømmangel, andre transporter fejler, fordi chaufførerne ikke tager den medicin der kræves og dermed bliver udelukket fra deres opgaver, og store depotrum lukker ned for at begrænse smitte, hvilket skaber store »propper« i forsyningskæderne.

Fabrikken begynder at komme i store problemer.

Nu begynder man at se opstande og uroligheder på fabrikken. Der er 30 arbejdere, som ikke har fået mad, og de begynder at se sig sure på deres afdelingsledere, som til gengæld gør alt for ikke at blive lynchet af den sultne pøbel. Man har brug for mad og penge til fodfolket, energi til afdelingen og transport, så man kan få hjulene til at køre igen. Ellers er man på den.

Det er din fabrik det handler om, og fordi du styrer økonomien, giver du økonomiafdelingen ordre til at trykke penge, der skal uddeles til de værst ramte afdelinger for at forhindre, at afdelingen kollapser fuldstændig og dermed bringer hele fabrikken i fare.

Penge, der nu er trykt, bruges af afdelingslederen til at berolige fodfolket. Mad på bordet og energi (olie, gas, kul) til at få en lille del af maskineriet til at køre igen. Hoste og restriktioner raser stadig, så transportsektoren kører på meget lavt blus, og ingen direkte profit er endnu mulig. Men det skjuler du ved at bruge nogle af de nytrykte penge, som du har modtaget, og låse dem fast i aktiekøb, og på fabrikkens børsskærm kan det igen ses, at det går godt i din afdeling.

Resultatet bliver, at nu går en anden afdeling i knæ. Der produceres trods alt stadig kun mad til 70 personer, og energiforsyningen er stadig meget begrænset. Mad og energi er kun flyttet fra et sted til et andet, så den senest ramte afdelingsleder kunne betale mere. Så nu bliver en anden afdelingsleder i stedet truet med at blive lynchet af sin egen pøbel. Der bliver jo ikke mere produktion, bare fordi man trykker og fordeler penge, når systemet er låst på grund af hoste.

Du som fabrikschef er stadig i panisk angst (medmindre du har et andet formål) for den usynlige lille fjende, der spreder hosten på fabrikken. Du fortsætter med at holde produktion og transport nede med restriktioner.

I afdelingsledernes personalerum begynder stemningen nu at hede op. Ingen ønsker at blive lynchet af fodfolket i deres afdeling.

Mange fabrikschefer begynder at indse, at de kommende år bliver virkelig kritiske. Alarmmeldinger breder sig om, at afdelingen, der producerer vare til fødevareproduktion, stort set er nede på grund af energimangel, hvilket vil resultere i endnu færre fødevarer i de kommende år, og der sker nødslagtning i omfattende skala på grund af mangel på dyrefoder. Oven i købet har store dele af fabrikken haft katastrofale høstår, omfattende svinepest og nedlukkede hønsefarme på grund af sygdomme. Beregninger viser, at maden langt fra rækker til alle afdelinger.

Personalechefer begynder at alliere sig med hinanden, og ser med hvilke afdelinger man har størst chance for at overleve. Det ser slet ikke godt ud.

Der hviskes og tiskes mere og mere i hver eneste afkrog og forsvarsstrategier begynder at blive udtænkt for at forsvare ens afdeling.

Som fabrikschef ser du, hvad der foregår. Men alt du gør er at trykke flere penge, som du deler ud i et forsøg på at bremse en total katastrofe. Aktiemarkederne stiger i samme takt, som afdelingerne lukker deres maskiner ned, og flere og flere sulter. Men på fabrikkens fælles børsskærm ser alt godt ud. Det holder folket i ro til en vis grad. »Der kommer bedre tider«, siger de, »snart er det ovre«.

Men afdelingscheferne ser, at hele fabrikken er på vej mod et totalt kollaps. Forstyrrelser i forsyningskæderne bliver værre for hver dag, og på gangene sladres der om flere og flere vrede mennesker i de forskellige afdelinger.

Afdelingscheferne gør deres yderste for at holde folk i deres afdeling uvidende om den angst og aggression, der vokser, de vil ikke risikere at blive lynchet af deres egen pøbel.

I et par afdelinger er det gået så vidt, at afdelingscheferne forsøger at redde deres eget skind ved at så splid i gruppen og hidse grupperne op mod hinanden for at redde sig selv.

De peger med hele hånden på en lille gruppe, der ikke vil tage deres hostemedicin og anklager dem for alt, hvad der sker og siger ligeud: »Kan vi have sådan nogle mennesker på vores afdeling?« (Macron Frankrig, Trudeau Canada)

De mest ressourcestærke afdelingschefer går nu sammen for at forsvare deres egen afdeling og på sigt deres eget skind. De har regnet ud, at fabrikken ikke har mad og energi nok til 100 mennesker og til at drive 10 afdelinger. Fabrikken er allerede nede på 70 % og prognosen peger på under 50 % for de kommende år. Samtidig viser fabrikschefen ingen vilje til at åbne op, tværtimod. Flere restriktioner, mere »Lockdown«.

Situationen begynder nu at blive alvorlig. Det er vigtigt at ruste sig til tænderne, hvis man skal overleve. Dette er et faktum, hviskes det. Det bliver en kamp for overlevelse, og fabrikken, som den ser ud i dag, vil ikke eksistere længe, ​​hvis dette får lov til at fortsætte. Hvad er der at gøre?

Du som fabrikschef sidder og kigger på din skærm og ser alt dette ske.

Hvorfor lader du det ske?

Alt du gør er at indføre flere restriktioner, trykke flere penge og tale om en blomstrende fremtid for menneskeheden, som du har døbt »Agenda 2030«.

Svaret er enkelt.

Som fabrikschef ved du, at din (oliedrevne) fabrik bruger flere ressourcer, end fabrikken kan producere.

Hvis folk skal kunne leve på fabrikken, er der brug for en ny, moderne fabrik, der ikke er så ressourcekrævende, og som er beboet af »mennesker«, der ikke konstant efterspørger og kræver mere.

Du ved, at den oliedrevne fabrik, der har været under opbygning i hundrede år, nu er ved at kollapse, og der er intet, der kan redde den.

Folket på fabriksgulvet ville hele tiden have mere og mere. Forretningsmænd og iværksættere så konstant muligheder, gav folk, hvad de hungrede efter. En bil, to biler og billig mad i overflod.

Folket levede i en guldalder, og gærrige forretningsmænd tjente mange penge. Flere munde kunne fødes og mættes. Havde folk ikke været i stand til at låne penge, ville det tage livstider at betale tilbage.

Antallet af mennesker steg fra 3 til næsten 8 milliarder i løbet af denne oliedrevne æra. Et gigantisk antal på utrolig kort tid.

Nu er det »Game Over«.

Ressourcerne rækker ikke længere til at drive denne »8 milliarder-mennesker-industri«. Fabrikken lukker ned. Afdelingschefer samles for at »redde, hvad der kan reddes kan«.

Den russiske afdeling ser ud til at have allieret sig med den kinesiske afdeling. Russiske krigsskibe positionerer sig i Østersøen, mens »NATO-afdelingen« nu udstationerer skibe i det arktiske hav nær russiske baser. Svenskerne positionerer sig på Gotland og i Det Kinesiske Hav stiger spændingen.

Spændinger i Mellemøsten skabes omkring Irans olie, og værdifulde mineraler findes i det sårede Afghanistan. Nu er det tid til at gribe dem.

Cyberangreb i Ukraine får meget nyhedsplads og i Sverige-afdelingen er undertonerne rettet mod Rusland-afdelingen.

Du som fabrikschef har længe erklæret, at cyberangreb vil sprede sig over hele fabrikken, og dine afdelingschefer har formidlet denne advarsel til folket på fabriksgulvet, så de er forberedte på, hvad der kommer.

I Sverige-afdelingen skal personerne have 72 timers forberedelse, og afdelingsleder Stefan Löfven smuttede ud af bagdøren af ​​frygt for i fremtiden at blive ofre for lynchpøbelen. Et klogt valg af Stefan, som i bund og grund er et venligt menneske.

Globalt er folk stadig langt fra forberedte på, at hele fabrikken er ved at kollapse. De stirrer på børsens skærm og lytter til deres chefer, der gør alt for at skjule, hvor slemt det står til med fabrikken. Cheferne kæmper modigt for at klæde deres egen afdeling i smukke farver. Gerne i homo-lignende regnbuefarver, når de kønsløse skal bestemme.

Under opløbet vil alle bebrejde alle. Men det, der sker, er naturens gang.

Vores civilisation var bygget op omkring olie og gav os velstand og blev opbygget i et »globalt netværk«.

Nu har denne oliedrevne civilisation nået vejs ende.

Civilisationen går til grunde på nøjagtig samme måde, som tidligere civilisationer gik til grunde. For få ressourcer til for mange mennesker. Dette sker også i dyreverdenen.

Hvor mange der bliver begravet under optøjerne i »de store fabriksoptøjer« er svært at forudsige.

Men forestil dig, at størstedelen af ​​verdens befolkning nu befinder sig i en dårligt bygget skyskraber. De er fuldt optaget af deres iPods, mens spændingerne i jorden under bygningen stiger mere og mere, og som uundgåeligt vil føre til et kraftigt jordskælv. Resten kan du selv regne ud.

Måske er det nemmere at se, hvilke afdelinger der vil klare sig bedst.

Personligt ville jeg nok sætte en skilling på den russiske afdeling og muligvis den kinesiske. De har mange ressourcer, som de producerede til de andre afdelinger, selvom den kinesiske afdeling havde store høstproblemer på grund af tilbagevendende oversvømmelser og aldrig før i historien importerede de så meget mad, som de gør nu.

De europæiske og amerikanske divisioner ser ud til at have for store indbyrdes konflikter til at kunne håndtere nogen større stressrelateret krise. Med for lidt mad, for lidt energi og interne stridigheder bestående af grupper med vidt forskellige værdisystemer er disse afdelinger stort set dødsdømte.

Som fabrikschef har man altid kun haft én mulighed. Luk fabrikken og forsøg at åbne en ny og mere »ressourceeffektiv« fabrik.

Om du som fabrikschef eksisterer eller ej er ligegyldigt.

Ressourcerne rækker ikke til at drive den oliedrevede fabrik, som af menneskeheden er opbygget gennem de sidste 100 år.

»World Economic Forum« taler nu åbent om den nye fabrik, som i høj grad skal drives med robotter og kunstig intelligens. Robotter og kunstig intelligens kræver ingen mad, lidt energi, ingen hvile, ingen løn og kan arbejde 24 timer i døgnet.

6 meter høje monumenter er rejst i Georgia, »Georgia Guidestone«. Der er fremtidige leveregler indgraveret på 7 forskellige sprog og øverst nævnes en balanceret verdensbefolkning på 500 millioner. Det er en reduktion af befolkningen med over 90 % fra i dag, hvor den er tæt på 8 mia. (Det minder om, da 97% af hestebestanden blev slagtet på verdensplan for at gøre plads til forbrændingsmotorer.)

Det vides ikke, hvem der rejste monumentet »Georgia Guidestone«. Det er anonymt, men underskrevet en »R.C. Christian« (Rosenkreutzarerne er nok det bedste gæt indtil videre, og de tilhører eliten).

Selvom det er, som jeg nævner i denne »konspirationskronik«, at der findes er nogen “Fabrikschef«, så må jeg alligevel sige, at den »dragt«, som fabrikschefen har på i denne historie, er skræddersyet over WHO´s , Nationalbankernes og World Economic Forums skuldre. Ingen af ​​disse tre er knyttet til noget bestemt land. De agerer globalt.

WHO lukkede transportsystemet ned og reducerede produktionen på fabrikken.

Nationalbankerne har med BIS og Fed’s direktiver fået tilladelse til at trykke de nødvendige penge ud af ingenting, som er nødvendige for (i øjeblikket) at »mætte« fodfolket og holde børsskærmen på et »strålende niveau« . (James Richard sammenlignede med tre soldater, der sad i et granathul og lod en vandflaske cirkulere. En mund ad gangen. Men der kommer et tidspunkt, hvor den sidste dråbe er drukket).

Og endelig:

World Economic Forum, som har fået mandat af FN til at føre os ind i den nye, mindre ressourcekrævende »fabrik«, en rejse kendt som Agenda 2030, hvor der bliver givet løfter om, at ikke en eneste robot skal sulte .

Ingen af ​​disse tre organisationer er tilknyttet nogen bestemt afdeling (land).

Men de har mandat til at fungere som »fabrikschef«.

Del gerne denne konspirationskrønike med folk, hvis du har lyst…  

/Tommy