Evig front #18: At lede mennesker

EVIG FRONT: Hvad udmærker en god leder? Hvordan adskiller sig det nordiske lederskab fra andre former for lederskab?

Forskellen mellem den nordiske indstilling og den i Mellemøsten er tydelig, når man ser på lederskabets kunst. Noget som adskiller sig hvad gælder det sidstnævnte, som også kommer til udtryk i præstedømme, er det faktum, at den overordnede er som en pascha, dvs. en undertrykker og en tyran overfor sine undersåtter. Han stiller sig udenfor alle former for fællesskab, omgiver sig med luksuriøs pomp og pragt og hæver sig over alle love og forpligtelser og fremstiller sig mere eller mindre som en gud, eller i det mindste en guds stedfortræder.

Overfor sine undersåtter forsøger han dog at smedje så mange lænker som muligt, han forsøger at gøre dem små og mindreværdige, han prøver at ydmyge og holde dem nede. Kold og hjerteløs trækker han den mandlige ære, den kvindelige værdighed og den ungdommelige lykke ned i snavs. Brutalt går han hen over døde kroppe, hvis det kan tilfredsstille hans ego. Han udnytter folks frygt for helvede og dæmoner for at befæste sin magt. At lede mennesker og at holde slaver er for ham samme sag.

For germaneren er ord som “undertrykker” og “slave” fremmede. For ham er der ledere og følgere. Det er en del af det nordiske lederskabs væsen, at lederen af ​​gruppen skal gøre dennes tilhængere så store som muligt, og forhøje dem til stolte, selvbevidste og frie mennesker. Mennesker, der har mødt Adolf Hitler understreger hver eneste gang, at man aldrig føler sig lille i hans nærvær, som det har været tilfældet med mange andre ledere gennem historien. Man føler sig snarere styrket, stor og fri i hans nærvær. Den nordiske leder føler sig altid som det første led i sit fællesskab.

Fra fællesskabet får han sin kreativitet. Mere end nogen anden føler han sig forpligtet til fællesskabets love. Når han marcherer i spidsen af sine følgere, betyder det, at han er foran alle andre i arbejdet, i hverdagslivet, i kampen og om nødvendigt også i døden. Heinrich Himmler har i mange af sine taler understreget, at den personlige godhed er en af ​​de største forudsætninger for at være en god leder i SS.

Dette gælder også for det nordiske lederskab rent generelt. Overfor sine følgere og medarbejdere må lederen udvise en konstant frisk og solrig personlig godhed, som aldrig nedkøles eller svækkes. Hård og retfærdig i sine afgørelser, glad og velvillig i det sociale – dette er vort lederideal. For sine følgers nød, lidelse og konflikter må lederen udvise dyb forståelse; for enhver svaghed eller følsomt emne må han vise takt; hvis hans følgere er glade, må han dele deres glæde.

Det er kun få mennesker, der er født til at blive ledere. De fleste er aspiranter og skal lære at lede, de må kæmpe og arbejde, samt få en dyb og positiv oplevelse af lederskab. Den leder, hvis øjne og væsen udstråler godhed, kan bede om ofring, arbejde og resultater af sine følgere. Han behøver således ikke lægge noget stort pres på dem.

Fra sin indre holdning leder han sine følgere i kammeratskab til selve meningen med deres arbejde, deres ofre og deres kamp. Han behandler dem som fuldværdige kammerater, ikke som tjenere, ikke som maskiner og bestemt ikke med medlidenhed og nedladenhed. Ikke som en skolelærer, professor eller præst, men på en uformel måde giver han sine medarbejdere ledetråde, retningslinjer, forklaringer og forslag. Han viser selv hvordan arbejdet skal udføres. I mange sammenhænge kaldes arbejdslederen en “formand”; Han er den som står forrest i lederskabet, i arbejdet og i præstationen.

Lederen udnytter ikke sine følgere, og han overbelaster dem heller ikke. Han giver sit folk kraft og styrke og viser dem konstant nye muligheder i deres liv og arbejde; han viser de nye fremtidsudsigter og visioner. Han beriger sine følgeres indre med idéer, ny glæde, energi og kraft. Lederen er ingen “babysitter”. Han ligger ikke på lur for at tage sine følgere på “fersk gerning”. Han er ikke glad, hvis hans følgere begår fejl. Alvorlig, men også velvillig, kammeratlig og retfærdig tager han sig af  problemer, mens han samtidig forklarer, hvad hans medarbejdere har gjort godt. Nogle kan måske udnytte denne godhed, men folket som helhed er svejset sammen af ​​denne holdning.

Den, der har opnået denne form for lederskab, behøver ikke studere lange manualer og instruktioner til individuelle anliggender. Han behøver aldrig at være bekymret for sit omdømme, da han altid handler korrekt på en eller anden måde. Enhver, der dog fornemmer, at han er egoistisk, hjerteløs, magtsyg eller slavelignende underkastende – han er endnu ikke fri fra den fremmede orientalske mentalitet. Den, der gør denne fremmede natur til sin egen, gør sig til en forræder af den nordiske mentalitet. For det nordiske menneske er dette det smukkeste mål, at blive leder, at lede vejen for et fællesskab, for en høj idé, i den store folkeorganisme.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker
Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front