Evig front #6: Ære

EVIG FRONT: Hæder og ære er vigtige begreber for vort folk. Æresfølelsen kommer indefra, fra vor ånd og vort blod, og giver os en instinktiv forståelse af rigtigt og forkert.

For mange mennesker, folk og verdensanskuelser er ære noget overfladisk, noget som kan sammenlignes med en «facade», et godt omdømme og en almindelig status i samfundet. Den, der opfører sig korrekt i samfundet og i privatlivet, den som følger de generelt anerkendte regler for borgerlig respektabilitet, den som over alt andet ved, hvordan man opretholder en overfladisk skal omkring sit indre – han betragtes som en hæderlig «gentleman» i den overfladiske og liberale verden. Individer og folk vogter ofte møjsommeligt over denne såkaldte ære og forsøger at skjule deres indre fordærvelse og tomhed. Deres hengivenhed til en sådan ære er dybest set intet andet end et udtryk for deres grundlæggende løgnagtighed.

For det nordiske menneske trænger æren ind i hans væsens inderste dyb. Det er den grundlæggende værdi af hans karakter. Den vokser frem af hans racemæssige verdensanskuelses inderste fundament. Ære betyder troskab til den guddommelige orden, livets love, blodets røst og til sig selv. Den Almægtige har sat handlingens love for mennesker og folk i deres blod, i deres indre, i deres bevidsthed. At være trofast over for disse guddommelige love og dermed være den der iværksætter og fuldbyrder det guddommelige skaberværk og skabelsesviljen, er for de største og mest højtstående mennesker, hvad der menes med ære.

Blandt tusinder af store og små sager i livet, må denne ære fremhæve sig. Den som fuld af hengivenhed, glæde og troskab tjener sit folk i både store øjeblikke og i det enkle hverdagsliv, er bevidst om sin ære.

Den, der holder sit blod og sin sjæl ren, den som i sit hjerte værner om kvindens hæder og familiens glæde, den som udfører hellige pligter mod sine forfædre og sine efterkommere, ved hvad nordisk ære betyder.

Den som altid husker, at penge og ejendom er blevet tildelt af skaberen til ​​hele folkefællesskabet, den som ser det som en selvfølge at give fra sin egen overfold til de trængende, den som ser andres ejendom som ukrænkelig, den som beskytter sit folks ejendom som sit egen – han holder sin ære ren.

Den som ser og behandler enhver folkekammerat som sin blodbror, den som ikke fremhæver sig selv, af hovmod og arrogance, overfor andre folkefrænder, den som ikke fornedrer sig selv og kryber som en hund for mægtigere mennesker – han er en ærens mand.

Ære er troskab over for det naturlige, det indebærer en troskab til en selv og ens folk. Det nordiske menneske har således ikke brug for tusindvis af forskellige moralske love og regler. Han behøver ikke en Talmudisk moralsk vejledning, der befaler nøjagtige handlingsmønstre, som skal følges i titusinder af forskellige situationer i livet. For ham er ære det klareste kompas i liv og handling.

Ære betyder således indre sandfærdighed, ægthed og klarhed. For det nordiske menneske findes der ingen særskilt moral for det offentlige liv eller privatlivet, for det uniformerede eller det civile. Den mest hemmelige tanke, den mest skjulte handling og det mest hemmelige ord må kunne tåle at blotlægges for det nordiske menneskes private æresdomstol, akkurat som hans handlinger i det offentlige.

Han er bevidst om, at hans mest private følelser, inspirationer, tanker og handlinger er som byggesten til hans karakterformning, som på en måde, som med en lille mejsel, forandrer og former billedet af hans indre væsen, og påvirker hans ydre fysiske refleksion af hans karakter. På trods af denne indre hæderlighed og bevidsthed, indebærer ære ikke bitterhed, skruppeløshed eller mangel på moralsk selvindsigt. Brede og klare, følsomme og ømme, som hele skabelsen, er livets love og dermed også det nordiske menneskes ære.

Bevidstheden om, at hans liv er indlejret i universets store samspil, at det guddommelige også er virksomt i ham, at Herren har givet hellige kræfter til hans blod, hans sjæl og hans ånd, bevidstheden om, at hans liv er storslået og meningsfuldt i harmonisk samklang med epokerne og generationerne, tilliden til de kræfter, som skaberen har skænket ham – alt dette giver det nordiske menneske en berettiget stolthed. Og denne stolthed reflekterer sig i hans opfattelse af ære.

Med denne stolte æresbevidsthed ved det nordiske menneske, at han selv må holde sin ære ren, men også, at han ikke må lade den blive snavset eller angrebet af nogen anden. En skade på hans ære er en skade på guddommelige rettigheder. Han har således den hellige pligt, at rejse sig for sin ære og forsvare den mod ondsindede mennesker og folk. Her er han hverken smålig eller følsom, men handler klart, ubarmhjertigt og kompromisløst, da det dybeste og mest hellige står på spil. Han vil altid være opmærksom på, at han kun kan forvente, at andre respekterer hans ære, hvis han selv holder sin æres skjold ren.

I alle tider har man i Norden betragtet det at miste sin ære, som den største skam og ydmygelse, samt det værste forræderi. Tab af ære indebærer tab af sit indre væsen.

Der har været tider og folk, som har manglet en forståelse af æresbegrebet, som kun ved tvang eller på grund af egoisme har handlet moralsk.

Vi nordiske mænd og kvinder er stolte over, at skaberen har givet os hæder og ære som ledestjerner i vore liv, og samtidig også som den højeste moralske skat. Vi er lykkelige over, at nationalsocialismen atter har ledet os tilbage til denne grundlæggende moralske værdi.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker
Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front