EU-regler spænder ben for nikotinforbud

EU: Et ønske om at forbedre folkesundheden ved at forbyde nikotinprodukter for enhver født efter 2010 mødte først massiv kritik fra Christiansborg og nu kommer EU-regler i vejen for tiltaget.

Regeringen har arbejdet på et forslag om, at børn og unge født efter 2010 aldrig skal kunne købe cigaretter eller andre tobaksprodukter, hvilket ifølge Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, positive nyheder.

»Der er ingen tvivl om, at man er inspireret af New Zealand, og det er jo et kvantespring at gå på forebyggelsesområdet.«

»Det vil i den grad hjælpe med at sikre, at vi får røgfri kommende generationer.«

I december sidste år meddelte New Zealands sundhedsminister, Ayesha Verrall, at hvis regeringen får sin vilje, kommer man aldrig lovligt til at få fingre i en pakke cigaretter i New Zealand, hvis man er 15 år eller yngre i 2027.

Ifølge Sundhedsministeriet er rygning skyld i 13.600 dødsfald om året.

 

EU spænder ben for forbud

Regeringen kan dog ikke for nuværende gennemføre sit ønske om, at ingen født i og efter 2010 skal starte med at ryge.

Det skyldes EU-regler, som betyder, at medlemslande ikke må forbyde eller begrænse markedsføring af tobak.

– Det er på den baggrund Sundhedsministeriets vurdering, at et forbud mod salg af tobaks- og nikotinprodukter til personer født i 2010 eller senere vil forudsætte en ændring af tobaksvaredirektivet, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke.

Han uddyber, at man, som reglerne er i dag, kan indføre forbuddet og udrulle det frem til 2035. Men derfra skal tobaksvaredirektivet ændres for, at reglerne kan føres videre, siger han.

 

En central del af sundhedsreformen

Ønsket om nikotinfri generationer i fremtiden blev præsenteret af regeringen i forbindelse med udspillet til sundhedsreformen, der blev fremlagt 15. marts.

I en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet lød det i den forbindelse, at »en nikotinfri generation 2010+ vil være en historisk milepæl i forhold til at forebygge sygdom og død og skabe flere sunde leveår«.

Men allerede fra start blev der sat spørgsmålstegn ved, om dette reelt var muligt for regeringen at gennemføre.

Og Magnus Heunicke erkendte også, at der ville være juridiske udfordringer med at gennemføre forbuddet – særligt da Danmark ville være det kun andet land i verden til at tage et så drastisk skridt for at komme problemet med rygning til livs.

– Det vil sige, at det selvfølgelig bliver en juridisk udfordring. Men det må vi kunne løse, fordi det handler om at hjælpe en ny generation med ikke at blive så afhængig af de her produkter, som de foregående generationer har været, lød det fra sundhedsministeren på pressemødet 15. marts.

 

Mødte massiv modstand i Folketinget

Forslaget om at de, der er født efter 2010, aldrig skal have mulighed for at købe nikotinprodukter i Danmark, mødte massiv modstand, da det blev præsenteret.

Blandt de mest udtalte modstandere var Liberal Alliance, de Konservative og Dansk Folkeparti, der alle kaldte forslaget for »formynderi« og udtrykte den holdning, at myndige mennesker skal kunne bestemme selv.

Forbuddet mod salg af nikotinprodukter var ikke det eneste i regeringens sundhedsudspil, der fik kritik for at være for formynderisk overfor særligt de unge.

I samme udspil lagde regeringen op til, at aldersgrænsen for salg af alkohol hæves til 18 år, hvilket flere partier på Christiansborg også stillede sig kritiske overfor.

– Et ungt menneske skal kunne købe en kold øl, uden vi kommer rendende efter ham, lød det blandt andet fra Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen.

 

Kilder:
TV2
Berlingske


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //