EU – en trussel mod hele Europa!

KOMMENTAR: Fredrik Vejdeland skriver i en kommentar hvordan EU’s ansvarsløse agerende under krigen i Ukraine kan få store uforudsete konsekvenser for Europas fremtid og folk. Ved døren står risikoen for stor menneskelig lidelse, men også at hele EU-projektet havarerer og europæerne tager magten i Europa tilbage.

Krigen mellem Rusland og Ukraine har i mediernes rapportering af forståelige årsager mest handlet om Rusland og Ukraine. Samtidig har krigen afsløret EU’s sande ansigt og ambitioner. På lidt over en uge har EU begravet sit fredsprojekt og vist, at det er en totalitær superstat, der truer Europas folk.

Informationskrigen og censuren

For nylig fik nyhedstjenesten Russia Today censureret sine udsendelser og konti på sociale medier. Alle EU-lande stod bag beslutningen med begrundelsen, at Russia Today beskæftiger sig med »propaganda« og »desinformation«. Sandheden er dog, at Russia Today ikke er mere propaganda for Rusland, end SVT er for Sverige. Under krigen i Ukraine har Russia Today været en af ​​de få ganske fornuftige stemmer, og de formidler meget mindre misinformation end vores egne medier i Norden og andre medier inden for EU.

Pressefrihed eksisterer således ikke længere i Europa, og det går åbenbart hurtigt at fjerne den. EU opfører sig, som om der var undtagelsestilstand i Europa, men jeg har i hvert fald ikke hørt, at sådan noget er erklæret. Kan EU-ledere nu træffe de beslutninger, de ønsker, uden overhovedet at lade som om, at de forankrer det i en form for »folkets vilje« eller vente på en beslutning i Europa-Parlamentet? Gælder dette også for alle andre sanktioner?

I medierne er dette naturligvis blevet beskrevet som en god ting, en retfærdig modvirkning til Ruslands aggressioner. Min overraskelse var således stor, da EU’s og Nordens censur faktisk kom på tale, da Reportere uden Grænsers formand besøgte SVT for at tale om Ruslands valg om at lukke vestlige medier ned. At SVT’s oplægsholder stillede spørgsmålet om EU’s rolle i censuren, og at Reportere uden Grænser bekræftede, at EU og Norden beskæftiger sig med censur og truer pressefriheden, og at de påpegede det over for den svenske regering, var noget forfriskende. Selvom kritikken naturligvis ikke trak overskrifter, viste den en eller anden form for ærlighed i den store strøm af hykleri og bedrag, der hersker i mainstream-medierne.

Reportere uden grænser rettede kritik mod EU’s censur og beskrev det som en trussel mod pressefriheden. Foto Skærmdump Svtplay.

Det lyder måske løjerligt at tale om pressefrihed, når der er krig i Europa, men at kunne afvikle frihedsrettigheder så hurtigt og hensynsløst er noget, der viser, at EU er en totalitær stat, hvilket kan føre til uforudsete konsekvenser for os i fremtid. Vi har allerede store problemer med ytringsfriheden i Europa, som er fuldt ud sammenlignelige og i nogle tilfælde værre, end hvad de vestlige medier mener findes i Kina eller Rusland. Forfattere fængsles, digitale bogbål finder sted, pensionister bliver retsforfulgt for noget, de har sagt på Facebook, folk kan få flere års fængsel, hvis de sætter spørgsmålstegn ved historieskrivningen. Den østrigske satiriske musiker Mr. Bond står nu for retten og risikerer 20 års fængsel for sine tekster, og hvor er Nordens mediers forargelse over dette? Desuden ved vi, at systemkritikere er blevet fjernet fra sociale medier efter pres fra den svenske regering.

Hvad angår de vestlige mediers propaganda under krigen, går det nok at sige, at næsten hver eneste artikel, der er blevet publiceret, eller tv-indslag, der er blevet vist, indeholder usandheder, bedrag og fordrejninger. Fra påstande om, at hviderussiske soldater er i Ukraine, at Rusland ønsker at myrde Zelenskij, eller at tusind russiske soldater dør hver dag. Ting der kan være sande (hvilke jeg selv tvivler stærkt på), men som alligevel er hentet direkte fra ukrainsk propaganda og på ingen måde er bekræftet information.

Nogle gange er propaganda nærmest parodisk. Som når SVT’s korrespondent i Ukraine skal berette om Putins invasionstale og gør det ved at ryste på hovedet, tale om »absurde løgne« og »historieforfalskning« og så ryste på hovedet igen – uden at behandle et eneste ord sagt i talen. SVT henviser herefter til »eksperten« Martin Kraagh og hans spekulationer om, at Putins tale var forudindspillet, og præsenterer så dette som sandhed.

Til sidst kan det godt nævnes, at man bevidst tilbageholder relevant information til medieforbrugeren, som for eksempel at den ukrainske hær dræber civile i Donbass. Oplysninger, der blev sneget ud af Russia Today, og som blev offentliggjort på Twitter fra den konto, som EU nu har besluttet at lukke.

Billede fra reportage om civile ofre, som EU forbyder.

Propaganda i medierne er ganske vist ikke noget nyt, det så vi også under corona-pandemien. Det, europæerne skal tænke over, er, hvilke konsekvenser det kan få i et fremtidigt scenarie, hvis kun disse aktører får lov til at operere frit, og resten forbydes.

Hvad sanktionerne kan føre til for Europa

Krigen i Ukraine har bestemt bidraget til at samle ​​EU. Men kun dens ledelse og ved at konsolidere deres magt. Faktisk er EU mere splittet end nogensinde, ikke landene imellem, men mellem folket og magteliten. Selvom EU-landene var i stand til at implementere deres politikker under corona-pandemien, og havde masserne i ryggen, har Europa i to år oplevet store – endda gigantiske – protester inden for EU og mod dets hjemlige regeringer. Disse risikerer nu fortsat at smitte af på energikrisen, som efter alt at dømme nu bliver værre på grund af EU-sanktioner.

Da Rusland invaderede Ukraine, troede Rusland formentlig på, at EU ville reagere ved at sende styrkekrammer og håndhjerter til Ukraine. I stedet handlede EU på en måde, der kunne opfattes som at vise styrke. Men denne styrkedemonstration var mere en forløber, der ret umiddelbart blev til handlinger og udtalelser, der nærmere burde beskrives som ekstremt vilkårlige og hysteriske.

EU’s sanktioner er omfattende, og medierne, der deler EU’s globalistiske interesser, har arbejdet på at lægge pres på virksomheder i Rusland for at lukke ned. Det var efter massemediepres, at IKEA lukkede sine aktiviteter i Rusland. I de seneste dage har Kina også grebet ind, da det blev besluttet ikke at sende Premier League-kampe, så de således kunne tage parti for Ukraine. Interessant udvikling.

Rusland har meddelt, at det trods alt ikke er bange for EU-sanktioner. Det er måske propaganda, men mange synes nok, at det er en lille befrielse ikke at skulle forholde sig til Vesten samtidig med, at de synes, det er risikoen værd. Det har Rusland selvfølgelig kalkuleret med. Rusland har flere andre partnere, herunder Kina med et meget stort marked. Jeg tror ikke, at Putin er søvnløs, fordi IKEA lukkede sine aktiviteter. På den anden side kan manglen på vestlige tech-virksomheder være et stort minus på kort sigt, men de kan stadig handle med Kina og bytte sine russiske råvarer. Alternative økonomiske systemer er ved at blive udviklet af både Rusland og Kina. Brics er gået lidt i stå, men lærer nu at få nye ressourcer. Foran os ser vi måske en multipolær verden, som den jødisk-globalistiske verdensorden nok ikke rigtig havde forudset eller håbet på.

Hvad Rusland også har, som Europa ikke har, er adgang til naturlige råvarer, der blandt andet kan sikre dem energiforsyning. Derfor kan den skade, som EU’s sanktioner stadig påfører, fra russisk side ses som en pris, der er værd at betale. Det er en stor fejl at tro, at russerne er som os i Vesten, og at de ville kapitulere, fordi de ikke længere har alle materielle ting og har en forringet levestandard. Russerne er vant til både sanktioner og hårde forhold og vil overleve EU-sanktioner – og det uden at blive et nyt, isoleret Nordkorea. De har partnere i blandt andet Kina, Indien og Brasilien, og får sandsynligvis nogle tilbage i Europa, når bølgerne har lagt sig.

Nogle, der ikke vil klare sig så godt, er Europas befolkninger. Her vil sanktionerne ramme hårdest. FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) meddelte for nylig, at verdens fødevarepriser nu har slået rekorder og er de højeste i 61 år, da priserne på vegetabilske olier og mejeriprodukter steg. EU har netop sanktioneret Rusland, Hviderusland og forlænget krigen med Ukraine. Rusland er verdens største hvedeeksportør og Ukraine står for 10 procent af al hvede i Europa, tilsammen står de for en tredjedel af den globale hvedeeksport. Hviderusland er en stor eksportør af kunstgødning, og Rusland er en af ​​verdens største eksportører af gødning.

Levnedsmiddelskrise venter i Europa.

Desuden er ting som olie, gas og energiforsyning noget, der findes i alle tre lande. Hvis Rusland lukker for hanen til Nord Stream, vil vi se en meget stor energikrise i Europa, men spørgsmålet er, om ikke EU’s sanktioner i sig selv vil føre til en økonomisk krise for Europa. Priserne på olie, gas og fødevarer risikerer at accelerere og føre til inflation.

Nu mangler det at vise sig, om sanktionerne fortsætter efter Ukraines besejring. Hvis de stopper, vil Rusland have vundet meget, hvis de fortsætter, er det bevis på, at EU viser »styrke«, mens Europas befolkninger vil lide for det. Det kan få katastrofale konsekvenser.

EU risikerer at trække Europa ind i en storkrig

Vi har dog størst chance for at dø, hvis vi bliver trukket ind i krigen, og den udvikler sig til en storkonflikt. Ukraine vil ikke vinde militært over Rusland, hvis det ikke modtager aktiv militær bistand fra NATO, som USA og NATO har sagt nej til. EU’s udsendelse af våben til Ukraines styrker er blot én måde at forlænge krigen på. Det fører igen til ukrainske og russiske menneskeliv tabt, men udgør også en alvorlig trussel mod Europas andre befolkninger. Den skingre tone, især fra aktører som Sverige, hjælper ikke.

Her undervurderer man igen Rusland – eller overvurderer sin egen formåen og fortræffelighed. Det ville være en måde at tage ansvar på, hvis såkaldte ledere fra Europa rent faktisk lyttede til, hvad Putin sagde i sin tale før invasionen i stedet for bare at ryste på hovedet og sige »han er skør«. Der er en logisk begrundelse bag beslutningen om at gå ind i Ukraine; forsvare sine egne udbryderrepublikker og den russiske civilbefolkning, returnere historiske dele til Rusland og neutralisere NATOs trusler mod Rusland med dets udvidelse mod øst. Det er noget, der tilsyneladende har stor opbakning i Rusland og mange russere mener, at det var på tide for Putin at tage beslutningen om at gå ind i Ukraine.

Det er med andre ord usandsynligt, at Rusland giver efter. Hvis der bliver ved med at blive sendt våben til Ukraine, og der er en langvarig krig, vil sanktionerne fortsat ramme Europa. Derudover vil flygtningekrisen tage til, hvilket, uanset hvordan man vender og drejer det, også er noget, der vil kunne bidrage til en økonomisk krise.

Den store trussel er selvfølgelig, at EU risikerer at trække os ind i en storkrig. Putin tager ikke helt fejl, når han advarer om, at når EU-lande sender våben til Ukraines væbnede styrker, eller hvis de skulle etablere en flyveforbudszone over Ukraine, ville de blive parter i konflikten. Sverige har som bekendt sendt 5.000 raketstyr til Ukraine.

På kun en uge er EU gået fra et fredsprojekt til et krigshærget monster og en totalitær stat, der minder meget mere om Sovjetunionen, end Rusland gør. Hvis denne krig eskalerer til en større krig, er det helt klart EU’s skyld og de hjemmelige EU-regeringers ansvar.

Svage mænd skaber hårde tider

Indiskretion og det manglende ansvar hos EU-landenes såkaldte ledere har været åbenlys, når det kommer til krigen i Ukraine. Det er også klart, at EU ikke repræsenterer det europæiske folks interesser, når de forlænger menneskelig lidelse i Ukraine og skaber nye lidelser i resten af ​​Europa.

Samme dag som Putin hævede landets atomberedskab, udsendte Rusland en advarsel til de lande, der forsyner den ukrainske hær med våben. Deres formulering var: »I skal forstå konsekvenserne af det, I gør«. Det er måske en skræmmetaktik, men det er under alle omstændigheder alvorlige ord, der skal behandles på en professionel måde. Ann Lindes (Red Anm: Sveriges socialdemokratiske udenrigsminister) svar var at holde kæft og true med konsekvenser for russiske ledere. »Det er dig, der skal straffes«. I hvert fald havde Peter Hultqvist (Red. Anm. Sveriges sociademokratike forsvarsminister) vidst nok til at holde kæft.

Der er to udtryk, der er passende her. Den ene er »never bring a knife to a gun fight«. Det, de svenske provokationer i værste fald risikerer at føre til, er et russisk modangreb. I de svenske medier vil der naturligvis råbes op om krigsforbrydelser, men spørgsmålet er, om Sverige nu virkelig kan betragtes som en neutral aktør? I denne potentielle situation er der ingen garanti for NATO-støtte, for hvor er NATO nu, hvor Ukraine bliver invaderet? Der er ingen artikel fem til at forsvare Sverige. Derfor er både afsendelsen af ​​våben til Ukraine, sammen med den høje skingre tone, uansvarlig og idiotisk.

Det andet udtryk er »weak men create hard times« fra forfatteren G. Michael Hopf.

Hard times create strong men, strong men create good times, good times create weak men, and weak men create hard times.

Jeg tror, ​​at en stor del af hadet mod Putin handler om, at han er en alfa-mand, mens vores egne såkaldte ledere er beta’ere eller kvinder som forsøger at gøre sig gældende i mandens domæner. Hvordan ser vores forsvar ud i Sverige? En statsminister, der ikke ved, hvad en invasion er, en forsvarsminister, der var malaysisk og en general, der springer rundt og danser ved homoparader. Der er få rigtige stats- og regeringschefer i Europa, der kan forstå og reagere på en person som Putin på den rigtige måde. Reaktionerne og udfaldene fra disse svage mænd og kvinder er derfor altid hysteriske, vilkårlige og følelsesbaserede. Øverst i dette hierarki finder vi en kvinde ved navn Ursula von der Leyen. Vil hun være den, der leder Europa ind i en tredje verdenskrig og endelig afliver myten om, at kvinder ved magten er en garant for fred?

Her er de som skal forsvare Sverige. Generalen Micael Bydén i midten. Foto: Frankie Fouganthin/Wikimedia.

I denne konflikt har der kun været to aktører, der har optrådt professionelt: Rusland og USA. De vestlige medier kan gø så meget, de vil, om at Putin er »skør« eller  snart »trykker på knappen«, men faktum er, at intet tyder på, at han er uretfærdig. Invasionen forløber stort set efter planen, Rusland går forsigtigt frem og ønsker åbenbart ikke at ødelægge landet eller dræbe civile. Da Rusland bombede tv-tårnet i Kiev, advarede Rusland på forhånd civile om at forlade dette område. I de vestlige medier er der billeder af knuste civile bygninger, men det er ikke så mærkeligt, fordi andre billeder (som ikke optræder i propagandaapparatet) viser, hvordan Ukraines væbnede styrker skyder russiske soldater fra boligområder. Ukraine bruger med andre ord civile som skjolde, hvilket er anledningen til at Rusland ønsker at evakuere Mariupol, mens Ukraine vil forsvare det.

USA har, selvom jeg er tilbageholdende med at sige det, handlet med forsigtighed og opfordret EU-landene til ikke at eskalere konflikten. Amerikanske medier offentliggør ikke unødigt ubekræftede oplysninger, som det f.eks. sker i Sverige. Da de svenske medier (Aftonbladet) bare kopierede den ukrainske propaganda om, at Hviderusland var gået ind i krigen, svarede USA, at der overhovedet ikke var indikationer på det. At USA i hvert fald har været mere fornuftige end EU kan forklares med, at: 1. Situationen behøver ikke at eskalere yderligere, da USA på mange måder har fået det, de ønsker. Eskalering kan føre til negative konsekvenser for både USA og den globalistiske magtelite, de repræsenterer. 2. Biden kan være upassende, men omkring ham er en militærstab, der har været med før.

Ukraine, og i særdeleshed landets præsident, har handlet ekstremt uansvarligt fra begyndelsen. Udover krigsforbrydelser mod civile, som ikke har været vist i de vestlige medier, bliver der også distribueret våben til både civile og kriminelle. At distribuere våben til civile, som aldrig har haft et våben i hænderne, og derefter tilbyde dem en hurtig træning af Azov, er selvfølgelig sindssygt og et tydeligt tegn på, at den jødiske præsident ikke værdsætter det ukrainske liv. Bevæbning af kriminelle er heller ikke direkte ansvarlig. Hvis Rusland mod alle odds skulle angribe Sverige, hvor passende ville det så have været for den svenske regering at uddele våben til kriminelle bander?

Kolomoyskis stikirenddreng, Zelenskyj, er dog kun en lille spiller. Den værste aktør af alle, som er parat til at ofre russiske, ukrainske og andre europæiske menneskeliv, er EU og dets korrupte ledere. Bevæbnet med godhed og den humanitære supermagt i favnen løber man rundt og gør og siger hvad som helst.

Europas fremtid

Sammenfattende kan det siges om EU og dets korrupte regeringer, herunder Sverige, at de:

1. Repræsenterer jødisk-globalistiske interesser.

2. Udsætter Europas befolkning for fare.

3. Skader Europa økonomisk.

4. Har vist sit sande ansigt som en totalitær superstat.

Det sidste er også alvorligt. Hvis EU har kapacitet til at håndhæve omfattende økonomiske sanktioner mod lande, virksomheder og enkeltpersoner i en konflikt, der ikke engang vedrører et EU-land, hvad er så næste skridt? Kan Ungarn eller Polen blive fuldstændig isoleret, hvis de vil begrænse immigrationen eller er kritiske over for den jødiske indflydelse i deres lande? Kan medieafspillere som Nordfront eller andre nationalistiske nyhedstjenester pludselig lukkes ned? Vil et folkeoprør kunne finde sted i et hvilket som helst europæisk land, hvis EU har total kontrol? Jeg mener, at de, der ønsker at kæmpe for den jødiske stat Ukraine, bør huske på dette – også dem, der gør det i skikkelse af at hjælpe ukrainere.

Selvom krigen ser ud til at føre til en masse negative sager, er der også positive. Lige nu har EU en synlig ydre fjende, som »forener« os, men hurtigt nok risikerer de hjemlige kriser at blive overvældende, og Europas befolkning vil gå på gaden igen. Vi vil se mennesker blive radikaliseret, revolutionære tendenser og nedsat stabilitet i EU. EU-ledere kan ikke se dette, da de er for overbeviste om deres egen godhed og fortræffelighed, men den dårlige håndtering af denne konflikt risikerer at føre til projektets fiasko i det lange løb.

Desuden vil krigen i Ukraine, uanset hvordan den ender, tjene som et wake-up call for Europa, der vil komme til at opruste. Pres fra de væbnede styrker og den offentlige mening vil tvinge regeringerne til at gøre dette, uanset om sidstnævnte ønsker det eller ej. Svenskerne vil blive uddannet til at blive soldater, kampfly vil være synlige på himlen, soldater og kampkøretøjer vil være synlige, og de vil tale om nødvendigheden af ​​at kunne forsvare sig i tilfælde af krig.

Tropperne skal selvfølgelig være tiltænkt at bistå EU, NATO og den globalistiske magtelite – og sådan bliver det nok i første omgang – men det vil samtidig være med til at sikre, at det europæiske folk ikke længere er så fredelige og vender tilbage til barske realiteter. Det bliver sværere for den globale magtelite at underkaste sig lydige stater, når befolkningen ikke længere består af godhedssignalerende, underdanige og feminiserede »mænd«.

Det vil skabe en hårdhed blandt Europas befolkning, som kan vise sig at være en negativ bivirkning for EU, men en meget positiv ting for os. For som G. Michael Hopf siger: »Hårde mænd skaber gode tider«.