Er vi fjender af demokratiet som burde forbydes af staten?

IDEOLOGI: Martin Saxlind adresserer i denne artikel påstanden om, at Den Nordiske Modstandsbevægelse er antidemokratisk og derfor bør forbydes af den demokratiske stat.

Den Nordiske Modstandsbevægelse er demokratifjendtlig og bør derfor forbydes af staten. Det er et ræsonnement, der normalt fremføres i aviser og på sociale medier, efter at en eller anden politisk korrekt person er blevet fornærmet og ked af at se Modstandsbevægelsens aktivister uddele foldere i sin hjemby. Begrundelsen fremføres nogle gange af meget politisk primitive amatørkommentatorer, nogle gange af redaktionelle skribenter og andre professionelle kommentatorer.

»I ville ikke lade os gøre det her i jeres samfund, derfor skal i ikke have lov til at gøre det i vores samfund«, er et simpelt ræsonnement at forstå uanset niveauet af politisk uddannelse. At det ikke er særlig gennemtænkt er en anden sag. Det kan for eksempel konstateres, at vores modstandere her ikke hævder at stå over os moralsk, men det er »øje for øje, tand for tand«, der gælder; vores fjender ønsker at undertrykke os, mens de beskylder os for at være potentielle undertrykkere. Det er hykleri og en dobbeltmoral i sig selv. Så til at begynde med kan vi konstatere, at alle vores fjender, der vil forbyde os, i hvert fald ikke står over os moralsk.

»Demokrati« eksisterer ikke
Jeg mener også, at det ikke er muligt at være »demokratiets fjende«, fordi demokrati er et begreb, der kan betyde alt. Der er ikke noget generelt og ensartet demokrati, man kan være for eller imod. Seriøse og nuancerede holdninger kan kun tages vedrørende klart specificerede fænomener.

Et par eksempler, der viser, hvordan demokrati i bund og grund kan betyde alt:

* Både Nordkorea og USA kalder sig i dag demokratier.

* Demokratiets vugge siges at være det antikke Grækenland, hvor hverken kvinder eller udlændinge havde stemmeret. Det ville næppe være blevet set som demokratisk i for eksempel dagens Danmark.

* Storbritannien siges at være det første parlamentariske demokrati og samtidig med at landet blev styret demokratisk, var det verdens mest imperialistiske samfund. Både Storbritannien og USA hævder at have spredt demokrati og civilisation gennem deres tidligere og nuværende imperialisme. Samtidig har antiimperialistiske bevægelser henvist til demokrati, når de har gjort modstand mod disse stater.

* Med hensyn til race har demokratisk styrede stater som USA, Israel og Sydafrika haft love, der opretholdt raceadskillelse. Og i Norden i dag er det ifølge nogle udemokratisk at være imod indvandring.

Demokratische Republik (DDR) – et af mange »demokratiske« samfund som vi har set gennem historien.

Det er klart, at »demokrati« er noget meget foranderligt og fleksibelt. At forsøge at tvinge Modstandsbevægelsen til at tage stilling til et så ubestemmeligt fænomen er intellektuelt uærligt. Det er simpel populisme, hvor vores fjender ved, at de fleste i i Norden er positive over for demokratibegrebet og derfor vil blive skeptiske over for vores organisation, hvis vi bliver udråbt som »antidemokratiske«.

Demokrati som nihilisme
Egentlig er demokrati bare en måde at træffe beslutninger på, det handler om en beslutningsproces og resultatet af den proces kan i princippet være hvad som helst. Og den gode demokrat skal altid følge flertallets beslutninger.

Fordi et flertal i teorien helt i overensstemmelse med demokratiske principper kan undertrykke et mindretal, har demokratikritikere ofte kaldt demokratiet for »flertallets tyranni«. For at forhindre flertal i at undertrykke minoriteter har stater gennem historien indført restriktioner på demokratiet. Det er blandt andet sket ved at indføre forfatninger, der beskytter individets rettigheder og forhindrer den demokratisk styrede stat i at krænke disse rettigheder.

Jeg har personligt ingen religiøs tro på det demokratiske flertalsprincip (at flertalsopfattelsen altid er den bedste mening). Tværtimod mener jeg, at flertallet ofte har taget fejl, og jeg synes, det er problematisk, når ingen enkelt politiker kan holdes fuldt ud ansvarlig for en beslutning, der er truffet i fællesskab af en gruppe.

At blindt tro på og acceptere en skadelig politik, bare fordi den har opbakning fra et flertal af de stemmeberettigede, er forkasteligt. En sådan overtro på demokratiet bliver en slags nihilisme, hvor man accepterer eventuelle negative konsekvenser, så længe det er et flertal, der har truffet de skadelige beslutninger. Ret er simpelthen ret og forkert er forkert, også selvom et flertal hævder, at forkert er ret, og at ret er forkert.

Derfor har Modstandsbevægelsen ret til at kæmpe mod for eksempel masseindvandring, selvom et flertal af folket ville være positive over for »multikulturalisme«. Det handler om, hvad der er ret og forkert, ikke hvem der har flest vælgere bag sig.

»Værdidemokrati« truer ytringsfriheden
I den vestlige verden i dag har kulturmarxister fordrejet demokratibegrebet til at være synonymt med deres egne værdier, hvorfor folk, der er politisk ukorrekte, kan stemples som »udemokratiske«, selvom et »rigtigt demokrati« burde tolerere alle meninger.

Et eksempel på dette er, hvordan det nu ses som et »demokratiproblem«, at der ikke er total »lighed« på arbejdspladsen, i hjemmet eller i politik. Alle køn, etniciteter og seksuelle orienteringer bør ikke kun have de samme rettigheder, de bør også opnå de samme resultater overalt. Når virkeligheden er, at disse grupper faktisk er ulige, går venstrefløjen ind for tvangspolitiske foranstaltninger som kvoter for at fremtvinge en unaturlig lighed.

Dagens »demokratiske værdier« udgør en trussel mod ytringsfriheden.

I demokratiets navn jagter venstreekstremister også anderledestænkende på samme måde, som kirken engang jagtede kættere. Hvis du har politisk kontroversielle meninger, skal du ikke få lov til at være anonym, du skal udhænges, chikaneres, diskrimineres på arbejdsmarkedet, og hvis du bliver angrebet af politisk »rettænkende« terrorister, har du dig selv at bebrejde (som Fredrik Reinfeldt sagde i sin tid som statsminister om Sverigedemokrater, der er blevet fysisk angrebet på grund af deres synspunkter).

De dissidenter, der ikke lader sig skræmme af den ekstreme venstrefløj og deres allierede i de etablerede partier og på de liberale avisredaktioner, bliver ofte i stedet tvunget til at kæmpe mod hele statsmagten. Censurlove som racismeparagraffen i Danmark og lovene, der forbyder Holocaust-revisionisme i andre lande, kvæler folks røst eller fængsler dem med »forkerte« synspunkter. Fortaleren for direkte forbud mod politiske organisationer som Den Nordiske Modstandsbevægelse og Gyldent Daggry er endnu et eksempel på den meningsundertrykkelse, der breder sig i den vestlige verden.

Jeg tager afstand fra denne form for »værdibaseret demokrati«, ikke kun fordi den bagvedliggende idé og den praktiske udførelse er »udemokratisk« – men hovedsageligt fordi de kulturmarxistiske værdier, der her ophøjes til ikke-omsættelige normer, er vanvittige og usund. At vores samfund har en syg politik er i mine øjne værre, end at politikken presses igennem med udemokratiske metoder. Men alle dem, der virkelig brænder for ægte demokrati, burde hade venstrefløjen for dens forsøg på at pervertere demokratibegrebet. Man kan ikke sige, at for eksempel Danmark er et demokrati med ytringsfrihed, hvis man både forbyder kontroversielle meninger at komme til udtryk og forbyder politiske partier som Den Nordiske Modstandsbevægelses svenske gren.

Faktisk er ordet »værdibaseret demokrati« det helt forkerte ord til at beskrive dette fænomen. Det, vi ser, er snarere et »værdibaseret diktatur«, hvor det demokratiske element kun er et snævert styret politisk teaterstykke, hvor mennesker og partier med de rigtige værdier foregiver at konkurrere om befolkningens støtte, mens de, der reelt er dissidente, er undertrykt med udemokratiske midler og konstant forhindret i at være en del af den demokratiske proces. For eksempel må repræsentanter for Modstandsbevægelsen aldrig deltage i livedebatter på tv eller radio for at forsvare os, hvorfor vores politik i offentligheden konstant bliver defineret af vores fjender.

Demokrati og nationalsocialisme
Nationalsocialismen har et ambivalent forhold til demokratiet. I Tyskland lykkedes det NSDAP at erobre magten gennem demokratiske valg. Efter magtovertagelsen havde Adolf Hitler også en direkte dialog med det tyske folk, hvor han erklærede, at han ønskede så og så mange år til at løse arbejdsløshedsproblemet og gennemføre andre sociale reformer, hvilket er mere end man kan sige om nutidens demokratiske politikere, som konstant lover guld og grønne skove under valgkampe for kun at bryde alle deres valgløfter, når de først kommer til magten uden nogen som helst konsekvenser. Det Tredje Rige afholdt også folkeafstemninger om vigtige spørgsmål, og visse nationalsocialister beskrev samfundet som et germansk demokrati med elementer af folkestyre.

Endvidere kan det nævnes, at våbenlovgivningen i Det Tredje Rige var meget libertær. Den nationalsocialistiske stat ønskede grundlæggende et stærkt og frit folk, ligesom grundlæggerne af USA ræsonnerede, da de godkendte Second Amendment (retten til at bære våben) til den amerikanske forfatning. (Dette kan sammenlignes med Norden i dag, hvor vi har restriktive våbenlove, fordi staten ønsker et ufrit og undertrykt folk, der ikke kan modstå forræderiske politikere).

De antidemokratiske elementer i Det Tredje Rige skal også vejes op imod den historiske kontekst, som samfundet eksisterede i. Tyskland var på dette tidspunkt i fare for at blive udsat for en blodig bolsjevikisk revolution i stil med den »russiske« revolution (som burde virkelig blive kaldt den »jødiske revolution i Rusland«) . At indskrænke kommunisternes politiske rettigheder i Tyskland for at redde det tyske folk fra den skæbne burde anses for rimeligt.

Samtidig stod det klart, at 1. Verdenskrig ikke var lykkedes med at løse konflikten mellem vestmagterne og de nye grænsetegninger efter krigen lagde grunden til nye konflikter i Europa. I øst var der også truslen fra Sovjetunionen, som var klar til at gå i krig for den kommunistiske verdensrevolution. Selv tænkere som den tyske forfatter Oswald Spengler, der ikke var helt positiv over for NSDAP, forudså en anden verdenskrig, der ville blive mere afgørende og blodigere end den første. Så det var ikke så mærkeligt, at Tyskland og mange andre europæiske stater i denne konfliktfyldte tid før Anden Verdenskrig udviklede sig i en mere totalitær retning. I denne periode forbød demokratier som Sverige, USA og Storbritannien også oppositionsgrupper og satte dissidenter, der truede den etablerede orden i hvert land på forskellige måder, i fængsel eller koncentrationslejre.

Under mere fredelige forhold kunne et nationalsocialistisk samfund være betydeligt mindre hierarkisk og autoritært. Essensen af ​​nationalsocialismen er ikke en bestemt stat eller et politisk program, der skal følges slavisk. Det grundlæggende i nationalsocialismen er racebevidsthed; at sætte sit eget folk først og skabe et samfund i harmoni med naturens love.

Nationalsocialismen er heller ikke en oligarkisk bevægelse, der har til formål at installere en diktatorisk elite til at herske over folket og holde alle andre individer og grupper ude af magten. Den adfærd er derimod genkendelig fra både kommunistiske stater og liberale demokratier. Nationalsocialismen er positiv over for meritokrati og social mobilitet, at alle uanset deres økonomiske baggrund skal kunne opnå deres fulde potentiale for at kunne leve et så godt liv som muligt og være til størst mulig gavn for samfundet. Det gælder også i politik og betyder, at den nationalsocialistiske stat ville byde borgere velkommen til at engagere sig politisk, hvis de vil samfundets bedste og har talent for politik. Politikere skal tjene folket, ikke regere for deres egen vindings skyld.

Et politisk engagement behøver dog ikke nødvendigvis at ske ved at melde sig ind i et af flere forskellige konkurrerende politiske partier som i nutidens repræsentative parlamentariske demokrati. Enkeltpersoner kan i stedet stille op til lokale eller nationale parlamenter og blive valgt på deres personlige meritter. Det ville være mere demokratisk, end partiregeringen i Danmark er i dag, for i dag kan den enkelte vælger næsten aldrig påvirke hvilken politiker der skal repræsentere ham eller hende i for eksempel Folketinget. I dag er vælgerne tvunget til at stemme på et af de store etablerede partier, som igen har ret til at bestemme, hvilke konkrete personer der skal »vælges«. Med et mere personligt politisk engagement bliver politikerne også mere personligt ansvarlige over for deres vælgere og kan ikke længere gemme sig bag et partimærke.

De politiske partier fungerer således i dag som et unødvendigt filter mellem folk og politik. Partierne er også organisationer med egne økonomiske interesser, som er svære at overvåge for den enkelte vælger. Det ville være meget nemmere for vælgerne at overvåge de enkelte politikere i et system, hvor alle politikere er pålagt at være transparente med deres privatøkonomi. Hvis man fjerner partierne fra den politiske ligning, ville politikerne også blive mere interesserede i at gå på kompromis for at opnå positive politiske resultater, i stedet for den politik, der i dag forbliver et snavset spil mellem forskellige politiske hold, der beskæftiger sig med intriger, uærlige positioneringer og spilteoretiske tænker for at netop deres komplekse koalition skulle være i stand til at vinde næste valg.

I nutidens multikulturelle og politisk opdelte samfund kræves politiske censurlove, omfattende overvågning og kraftig social undertrykkelse for at holde samfundet sammen. Kritikere af nationalsocialismen mener derfor, at vi nationalsocialister ville have brug for en endnu mere undertrykkende samfundsorden for at tvinge alle, der bor i Danmark i dag, til at acceptere vores politik. Men det er ikke sandt, da vi ved at stoppe masseindvandringen og humant hjemsende mennesker, der ikke hører hjemme her, ville skabe et etnisk homogent samfund gennemsyret af folkefællesskab. I vores homogene samfund ville der automatisk være færre konflikter og modsætninger, der ville i stedet være et naturligt politisk sammenhold, der organisk vokser ud af folket. I det nationalsocialistiske samfund ville politikkens mål være mere åbenlyse og statiske end i dagens samfund, hvor der mangler højere mål, som alle forstår og stræber efter, men på den anden side ville loftet være højere for debatter om hvilke måder og midler der leder bedst til vores mål.

Enhver, der vil vide mere detaljeret, hvordan Den Nordiske Modstandsbevægelse ønsker, at vores samfund skal fungere i fremtiden, kan læse »Vores vej«. Hvis du ikke engang har læst vores partiprogram, har du ingen ret til at fordømme os og påstå, at vi skal forbydes.

Sammenfattende vil jeg her sige, at nationalsocialismen hverken er for eller imod demokrati. Nationalsocialismen er en verdensanskuelse, der giver livet formål og mening; nutidens demokrati (parlamentarisk demokrati) er et politisk system, der bestemmer, hvordan politiske beslutninger skal træffes. Nationalsocialismen sætter målet først (det gode for sit eget folk) og kan bruge visse elementer af parlamentarisme og folkestyre i forfølgelsen af ​​dette mål.

Denne ambivalente og ikke-dogmatiske tilgang til demokrati er ikke unik for nationalsocialismen. Mange andre verdenssyn, ideologier og religioner har et lignende forhold til demokrati. For eksempel har marxismen eksisteret i både demokratiske og udemokratiske former, og kristendommen er gået fra ideologisk at støtte absolutte monarkier til at acceptere den nuværende demokratiske orden.

Demokrati og revolution
Historisk set blev moderne demokrati gradvist indført gennem blodige revolutioner mod den gamle og monarkistiske orden. Demokraterne var radikale og mente, at de forandringer, de kæmpede for, betød forbedringer og fremskridt. De, der var imod demokratiske reformer eller revolutioner, blev betragtet som konservative og reaktionære.

I dag er det blevet det modsatte. En enorm selvtilfredshed og konservatisme er opstået i den vestlige verden omkring det liberale demokrati. Gårsdagens revolutionære ildsjæle for forandring siger i dag, at vi er nået til »historiens ende«, og at store politiske forandringer ikke længere er ønskværdige eller endda mulige.

Jeg anser den holdning for at være absurd og historieløs. Alle politiske systemer kan forbedres, og nutidens liberale demokrati fungerer meget dårligt fra mange synsvinkler. Det liberale demokrati har historisk set eksisteret i en meget kort periode, men trods dette har det politiske system allerede ladet store problemer som masseindvandring og diverse miljøkriser opstå. På mindre end 50 år er det lykkedes det liberale demokrati at omdanne Danmark fra et relativt velfungerende og etnisk homogent folkehjem til et multikulturelt værdibaseret diktatur med åbne grænser og generelt kaos.

I Danmark og andre liberale demokratier hævdes det dog, at ytringsfriheden stadig hersker. Men pointen med ytringsfrihed er ikke, at folkelige meninger skal udtrykkes, men reel ytringsfrihed er, når systemet tolererer selv kontroversielle og upopulære meninger. Nordens ytringsfrihed har længe været begrænset og stærkt truet, men det er endnu ikke ulovligt at udtrykke »antidemokratiske« meninger i vores land.

Det er også muligt at ændre vores grundlov og vores stat gennem demokratiske valg og beslutninger i vores parlamenter – det blev for eksempel gjort i 2010, da et flertal i den svenske Riksdag, uden at have hørt det svenske folk om sagen, besluttede, at Sverige skulle forblive et multikulturelt samfund. Det er således ifølge demokratiets egne regler tilladt at gå ind for radikale politiske ændringer, og det er muligt lovligt at håndhæve ændringerne, hvis man vinder en stor nok opbakning fra et lands vælgere. Der er således intet, der betyder, at »antidemokratiske« synspunkter er kriminelle eller automatisk fører til kriminalitet, hvorfor politikere og andre meningsdannere bør stoppe med at agitere for et forbud mod Den Nordiske Modstandsbevægelse og andre lovlige organisationer, der er stemplet som »udemokratiske«.

Man kan kritisere Danmarks stat, og det er rimeligt. Hvis vores liberale demokrati ikke tolererede kritik og hilser politiske forbedringer velkommen, ville det i sagens natur være totalitært og udemokratisk.

Hvis man anser, at nutidens demokrati virkelig er det optimale samfundssystem og noget, som et flertal af befolkningen i Danmark forstår og brænder for, så skal man ikke frygte konkurrence og kritik fra bevægelser, der går ind for et andet samfund. Ethvert land, der forbyder Den Nordiske Modstandsbevægelse eller lignende bevægelser, indrømmer, at de ikke længere tror på det liberale demokratis overlegenhed.