I mange år var jeg ret langt væk fra Modstandsbevægelsen, selvom jeg var national. Hvorfor skulle jeg støtte dem, når de betragter sig selv som bedre end mig, og alligevel bare er en sekt?!
Med argumenter som disse tog jeg afstand fra noget, som jeg i al hemmelighed stadig så op til, men som jeg havde på fornemmelsen var for folk, der var mere indenfor »normen«, end jeg selv ønskede og følte jeg kunne være. Selv efter mit medlemskab af Modstandsbevægelsen har jeg hørt lignende argumenter fra gamle kammerater, som hellere ville organisationer, der fokuserede mere på fest end på egentlig revolution og kamp, da ting som tatoveringer og fest ikke er overdrevent værdsat inden for Modstandsbevægelsen.
At benægte, at deres argumenter har gode pointer, ville bestemt være forkert, men så er spørgsmålet snarere, om store og synlige tatoveringer er vigtigere end vores folks overlevelse?
At kæmpe for vores folks frihed kan selvfølgelig betyde, at man nogle gange må opgive nogle af sine egne friheder. Er der ting inden for Modstandsbevægelsen, som jeg ikke selv stod 100% bag fra dag ét? Ja selvfølgelig, jeg er i bund og grund en skinhead og dermed en, der er mere end glad for at skille mig ud fra den store mængde og ikke kan lide at tilpasse mig, og derfor var det et stort skridt for mig at tage.
»At lægge støvlerne på hylden« er nok noget de fleste i mine gamle kredse ser på med en vis foragt, i høj grad fordi det ses som et forræderi mod det, man står for, men hvis man lægger støvlerne på hylden, pga. i højere grad at kunne kæmpe for de dele af det, du står for, og som virkelig er vigtige – på en mere effektiv måde – er det så virkelig forræderi?
Er det et tegn på svaghed ikke at gå ud og lave ballade i klorblegede jeans, en poloshirt og en bomberjakke? Jeg har stadig mine gamle skinhead-kendetegn til en vis grad, mit hår forbliver kort, og mine tatoveringer bliver, hvor de hører hjemme. Men dette er på ingen måde prioriteret over fremtiden for mit folk eller min egen datter.
Jeg har i perioder været ret respekteret i skinhead-kredse, blandt andet på grund af min voldskapital. I dag er jeg dog meget roligere, og en medvirkende årsag til det, er selvfølgelig min rolle som forælder, men også det at jeg er kommet til den erkendelse, at et tilfældigt overfald i byen generelt gør mere skade end gavn. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg viger tilbage for at bruge næverne i situationer, der kræver dette, eller at jeg ikke er klar til at forsvare en kammerat.
I lang tid følte jeg, at jeg alligevel aldrig ville blive optaget i Modstandsbevægelsen og undgik derfor at søge, selvom jeg indså, at deres kamp bidrager med meget mere end at gå ud og lede efter problemer, primært for min egen fornøjelses skyld.
Bliver jeg stadig fuld nogle gange? Selvfølgelig kan jeg nogle gange få et par øl og nogle gange endda en for meget. Det er dog blevet mere sjældent, siden jeg valgte at engagere mig i Modstandsbevægelsen – ikke på grund af tvang – men fordi jeg selv oplever mindre lyst, når jeg er med i kampen for en bedre fremtid og har mere meningsfulde ting at engagere mig med.
Jeg foretrækker nu at holde alkoholen på et lavere niveau og i stedet fokusere på at udvikle mig både fysisk og mentalt.
Har jeg overhovedet noget til fælles med de andre medlemmer fra Modstandsbevægelsen?
Ved det første møde med organisationen må jeg indrømme, at det føltes alt for strengt for mig, men efter lidt tvivl, valgte jeg endelig at fortsætte fremad.
Fællesskabet med både individer med en lignende fortid og individer, som jeg nok tidligere havde afvist som strenge og kedsommelige, er vokset og sammenholdet er blevet totalt.
Medlemmer, der kommer fra en helt anden fortid og altid har været ordentlige, har vist sig at være utrolig nemme at have med at gøre og slet ikke så kedelige, som de umiddelbart kan se ud, men tværtimod meget sjove og åbne, hvis bare man kommer lidt tættere ind på dem og frem for alt så vi har det vigtigste til fælles, kampen for vores folks overlevelse!
Hvad er vigtigere min stil eller vores fremtid?
Jeg er ikke et individ, der er kendt for at bekymre sig om andres mening, og min egen fremtid er faktisk ret irrelevant, men min datters og mit folks fremtid er af største betydning.
Ja, min datter får måske mere lort, fordi hendes far er en del af Modstandsbevægelsen og den bagvaskelse, der kan følge med, men på den anden side stiger hendes chancer for at undgå at blive et multikulturelt voldtægtsoffer og hendes chancer for at modstå kulturmarxistisk hjernevask, i forhold til hvis jeg bare var forblevet en skinhead.
Hun lærer også om moral, og at det er respektfuldt at stå op for det rigtige. Det kan hun lære ved eksempel, fordi hendes far ikke bare binder næven i lommen og dømmer hende til at leve i et endnu værre samfund i fremtiden uden selv at prøve at bygge noget bedre.
Skinhead indtil den dag jeg dør?
På en måde ja, men på mange andre måder nej! Når jeg er hjemme og prøver at finde ro, brager Skrewdriver, Bound for Glory og Storm stadig ud af højtalerne.
Jeg har stadig en Alpha-jakke på til hverdag og ejer stadig et par støvler, men når det kommer til opførsel foretrækker jeg nu at vise mine mere ordentlige sider. Hvis jeg vil have et par øl, gør jeg det i fred og ro, gerne blandt gode venner fremfor ude blandt folk og opfører mig som et svin.
Jeg holder fast i idealet om at kæmpe og lever op til det i højere grad end tidligere.
Denne gamle skinheads opfordring til gamle venner er derfor; vær med! Du kan også gøre en forskel!
Nordisk Radio
15 juni, 202413 juni, 202410 juni, 20249 juni, 20242 juni, 20242 juni, 202430 maj, 2024Search Results placeholder
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
born in vienna. vienna ven nia